Skabelsen
Skrevet af Jens Albinus
Spilleperiode: 17/9-15/10 2016
Husets Teater
Halmtorvet 9
1700 København V
Info: husetsteater
Forestillingen ‘Skabelsen’ er den første forestilling under den nye ledelse på Huset Teater, hvor Jens Albinus og Laura Ramberg har overtaget stafetten fra Simon Boberg og Mads Wille. Teatret lover en række forestillinger om magt, magtens forvaltning og dens udfoldelse.
‘Skabelsen’ tager udgangspunkt i skabelsesberetningen, som vi finder i en meget beslægtet form inden for de tre store hovedregioners bøger: Biblen, toraen og koranen. De udspringer alle tre fra et geografisk meget begrænset område mellem floderne Eufrat og Tigris – det område, som vi i dag kender som Mellemøsten. Det er i sig selv tankevækkende, at så mange menneskers moralske, etiske og spirituelle udgangspunkt har en så afgrænset og koncentreret lokalisering.
Kan vi starte forfra?
Forestillingens kontekst er, at menneskeheden i vor tid har nået en grænse. Vi udvikler os og organiserer os socialt på måder, der ser ud til at ende med, at vores civilisation går til grunde. Konceptet for forestillingen er at gå tilbage til begyndelsen og begynde forfra. Heri ligger en nysgerrighed over for menneskehedens udvikling, men forestillingen er også en undersøgelse af, om det kunne være gået anderledes – og bedre.
Eksperimenterende og krævende
‘Skabelsen’ er ikke en nem forestilling. Den kræver noget af sit publikum. Det er en vovet, men spændende, begyndelse på en ny periode i teatrets historie.
Forestillingen har nogle meget smukke passager og imponerende skuespilpræstationer. Ulla Henningsen er i absolut storform som Gud og Djævelen. Især en meget lang monolog i stykkets sidste halvdel er mindeværdig. Hun sidder fuldstændig ubevægelig på scenen, og fylder alligevel rummet ud til bristepunktet. Også den unge Brian Hjulmann demonstrerer sine fantastiske evner inden for fysisk teater.