WWF Verdensnaturfonden glæder sig over, at COOP efter års pres fra miljøorganisationer opgiver salget af ål fra næste uge. Ålen betragtes som en af de mest truede fiskearter i verden.
Det er slut med ål i kølediskene i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta og Irma. Coop, der ejer butikkerne, har nemlig besluttet at stoppe al salg af ål fra næste uge, skriver WWF Verdensnaturfonden i sit seneste nyhedsbrev fredag.
WWF Verdensnaturfonden har i flere år presset på for, at Coop skulle stoppe salget af den stærkt truede ål, så nyheden vækker stor jubel
”Den europæiske ålebestand er presset helt i bund, og ålen betragtes som en af de mest truede fiskearter i verden. Coops beslutning er derfor et skridt i den rigtige retning, hvis ålen også i fremtiden skal svømme i havene og nydes til påskefrokosten,” siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.
Coop følger Dansk Supermarked, der fjernede den truede ål fra Netto, Føtex og Bilk i 2009 – samme år som ålen blev optaget på CITES II liste over truede dyrearter, der betyder, at al international handel med ål bliver overvåget.
Dagens glædelige nyhed betyder ikke, at alle problemer er løst for ålen. Selvom de store supermarkedskæder har fjernet ål fra køledisken, foregår der stadig kommerciel fangst for at skaffe ål til blandt andet fiskehandlere og restauranter.
Udover den kommercielle fangst står fritidsfiskerne for knap 20 procent af den samlede ålefangst i Danmark. WWF arbejder derfor hårdt for, at ålen bliver totalfredet internationalt, indtil bestanden er kommet sig helt.