COP 20: Ban Ki-moon er optimist – men klare krav til forhandlere

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk, skriver fra Lima

Tirsdag fortsætter forhandlingerne i Lima på et højere niveau, når ministre sætter sig ved forhandlingsbordet. FN’s generalsekretær mødte op til stort presseopbud, og udtrykte klare budskaber til forhandlerne om ambitioner og klimafinansiering.

“Mit budskab er klart og konsistent: Videnskaben har ikke bare talt. Den har skreget til os fra toppen af bygningen”.

Således indledte Ban Ki-moon tirsdagens pressekonference på COP 20.

Forhandlingerne i Lima er nu rykket op på det høje niveau. Tirsdag er ministre fra verdens nationer ankommet. Det samme er FN’s generalsekretær Ban ki-Moon.

I september deltog han i den store klimamarch i New York iført en t-shirt, der opfordrede til klimahandling, og i Lima fortsatte han i dette spor.

“Vores planet har feber, og det bliver værre dag for dag”, sagde han til den fremmødte presse.

Ban Ki-moon ved tirsdagens pressekonference ved COP 20, Foto: Thomas Jazrawi

“Vi må handle nu for klimaet. Jo mere vi venter, jo mere må vi betale. Vi har et politisk og historisk ansvar overfor fremtidige generationer”, fortsatte han.

Optimistisk generalsekretær

Selv om der tilsyneladende er store uenigheder mellem verdens nationer i forhandlingslokalerne, er FN’s generalsekretær optimist. Han nævnte flere gange aftalen mellem Kina og USA, der forpligter begge lande på at reducere udledninger af drivhusgasser.

“Vi kommer her til Lima med optimisme. Vi har set aftalen mellem Kina og USA. De to største udledere af drivhusgasser. Desuden har EU lovet at reducere udledninger med 40% i forhold til niveauet i 1990”, sagde han.

“Dette er min 8. COP-møde som generalsekretær. Medlemslande har diskuteret i 20 år uden meget fremgang. Jeg mærker en positiv atmosfære mellem udviklede og udviklingslande, og samtidigt har der været en politisk vilje, der eksempelvis er illustreret i aftalen mellem Kina og USA”, fortsatte han.

Vi må have et udkast til aftale i Lima

Ban Ki-moon havde flere anbefalinger med til forhandlerne i Lima. Et af de vigtigste er omkring den internationale klimaaftale, der skal vedtages næste år ved COP 21.

“Vi må forlade Lima med et udkast til en klimaaftale, der skal vedtages i Paris næste år”, påpegede han.

Der er imidlertid flere punkter, der skal på plads, hvis det skal blive til virkelighed. En af uklarhederne er omkring de såkaldte Intended Nationally Determined Contributions (INDC). Det er de bidrag, som hvert enkelt land skal forpligte sig på i en ny klimaaftale.

Voces por el climatico, et alternativt COP 20-space, Foto: Thomas Jazrawi

FN’s generalsekretær opfordrede alle lande til at offentliggøre disse bidrag i det første kvartal af 2015.

“Jeg opfordrer særligt de store økonomier til snart at offentliggøre deres bidrag”, sagde han.

Desuden mente han, at der må være en helt klar definition af, hvad bidragene dækker.

“Vi må have en fælles forståelse for omfanget og status af INDCs”, sagde han.

Lige nu er der kun enighed om, at INDC dækker landenes reduktioner af drivhusgasser, men den afrikanske gruppe vil gerne have, at disse bidrag også dækker støtte til udviklingslande i form af hjælp til tilpasning og omstilling, overførsel af teknologi, kompensation for klimaødelæggelser og kapacitetsopbygning.

Generalsekretæren sluttede med en opfordring til handling:

“Vi må anerkende den store trussel. Vi må fortsat handle her i Lima. Tiden til at handle er nu”