COP 20: U-landsnyt.dk med til FN’s klimakonference i Peru

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk

Mange er blevet skuffet adskillige gange af verdens regeringer i FN’s klimaforhandlinger, men de seneste begivenheder har gjort, at det trods alt ser knap så sort ud for en international klimaaftale, når den 20. runde af FN’s klimaforhandlinger åbner i Peru mandag. U-landsnyt.dk følger forhandlingerne fra Lima de kommende uger. 

Den 1. december vil undertegnede på vegne af U-landsnyt.dk være på plads i Lima, når den 20. runde af klimaforhandlinger under FN starter. Og der skulle være rigeligt at diskutere og berette om fra Perus hovedstad.

USA og Kina er overraskende kommet med et fælles udspil, der lover en reduktion af drivhusgasser, og USA har ligeledes lovet milliarder til at støtte de fattigste lande i kampen mod klimaforandringer.

En international klimaaftale skal efter planen underskrives af verdens ledere om et års tid i Paris.

Forhandlingerne i Lima er derfor yderst vigtige i bestræbelserne på at opnå en aftale, der kan forhindre de allerværste konsekvenser af klimaforandringer.

Plaza Mayor i Limas historiske bycenter, Foto: Rodrigo.Argenton

Manden, der kommer til at lede forhandlingerne, hedder Manuel Pulgar-Vidal. Han er Perus miljøminister og lægger ikke skjul på ambitionerne. Han vil have et udkast til Paris-aftalen, når forhandlingerne slutter d. 12 december.

”Jeg tror, at verden ved, at vi ikke vil acceptere en ny fejltagelse som i København for nogle år siden. Vi ved, baseret på de klimaforandringer, vi står overfor, og det videnskaber fortæller os, at vi skal finde en måde at overkomme denne udfordring på og få en aftale ved slutningen af næste år”, siger han ifølge Scientific American.

Han henviser til forhandlingsrunden COP 15 i København i 2009, hvor en international aftale var ventet – den kom bare aldrig. København har siden haft en ikonisk status i klimaforhandlingernes historie, selv om det nok næppe var det, den daværende regering stilede efter.

En skuffelse i Polen

Sidste års forhandlinger i Polen har heller ikke fået det bedste eftermæle. Flere NGO’er valgte at udvandre fra forhandlingerne i det kulafhængige land. Det skete under sloganet ”Polluters talk, we walk”.

”Det ligger normalt mest til mig at kæmpe til den bitre ende og lade de gode argumenter vise deres værd i et sejt træk, men jeg må desværre konstatere, at COP19 går over i historien som en af de værste klimakonference nogensinde, så nu er det nok”, sagde John Nordbo fra WWF Verdensnaturfonden dengang.

I modsætning til forhandlingerne i både København og Polen, skal der denne december forhandles i tocifrede varmegrader.

Og samtidigt foregår forhandlingerne et sted, hvor man ikke skal bevæge sig langt væk fra forhandlingslokalerne for at opleve konsekvenserne af CO2-udledninger ved selvsyn.

Hovedstaden Lima, der bliver centrum for forhandlingerne, er således den by i hele Latinamerika med den værste luftforurening.

Fire knaster før den endelige aftale

Ud over at udarbejde et udkast til Paris-aftalen, peger forhandlingsleder Pulgar-Vidal på fire konkrete spørgsmål, der helst skal afklares ved topmødet.

Hvordan skal rige og fattige lande dele ansvaret for at reducere udledninger? Hvordan skal landene dokumentere reduktionerne? Hvordan sikrer man de finansielle midler til de fattige lande, så de kan tilpasse sig klimaforandringerne og udvikle klimavenlige energisystemer? Og skal den endelige aftale være juridisk bindende?

Skal aftalen være juridisk bindende?, Foto: Cien

Udsigten for en juridisk bindende aftale er ikke alt for lovende.

Det skyldes særligt, at den amerikanske præsident Obama skal operere med en genstridig Kongres, der kontrolleres af republikanere. En juridisk bindende international aftale vil skulle stemmes igennem her for at USA kan tilslutte sig, og det er yderst tvivlsomt, om republikanerne vil lade det ske.

EU har dog for nyligt udtalt, at man går efter en bindende aftale. En EU-kilde tæt på forhandlingerne, der udtalte sig til The Guardian på betingelse af anonymitet, forklarer, at målet for EU er en bindende aftale.

”Juridisk bindende mål for reduktioner af drivhusgasser er absolut noget, EU presser på for”, forklarer han til den britiske avis. 

Finansiering

Det ser ud til, at den amerikanske præsident Obama virkeligt vil gøre en helhjertet indsats for at få en klimaaftale i hus.

Da midtvejsvalget var overstået i begyndelsen af november, kom der er et fælles kinesisk amerikansk udspil med løfter om reduktioner af drivhusgasser, der anerkender det historiske ansvar, og det faktum, at en stor del af Kinas udledninger skyldes produktion til forbrug i resten af verden.

Derudover har Obama afgivet løfte om tre milliarder dollars til støtte for de fattigste landes indsats for at tilpasse sig den globale opvarmning.

Begge løfter tyder på, at præsidenten er seriøs omkring en international aftale næste år, hvor han er tæt på at have afsluttet sine otte år i Det Hvide Hus og derfor ikke har mulighed for at genopstille.

USA’s udspil har presset andre modstridige lande til at gøre mere. Det gjaldt bl.a. ved G20-mødet i Australien tidligere i november, hvor Australiens præsident Tony Abott havde forsøgt at holde klimaet væk fra dagsordenen.

”Og I husker måske, at jeg i begyndelsen af talen sagde, at USA og Australien har meget til fælles. En af de ting er, at vi producerer en masse kulstof. En forklaring på dette er en arv af masser af plads og prærie-mentaliteten, og denne store tilgængelighed af ressourcer. Derfor har vi ikke historisk været blandt de mest energieffektive, og det betyder, at vi må stramme op”, sagde Obama ved stormødet.

Abott har hidtil nægtet at bidrage til klimafonden. Derimod har Canada, der ellers heller ikke har været blandt de mest progressive lande, bidraget med 256 dollars, omkring en milliard kroner.

Der er nu omkring 9.3 milliarder dollars i klimapuljen. Udviklingslandene har dog bedt om 15 milliarder, og spørgsmålet er, om de nu stiller sig tilfreds.

Et stop for fosille brændstoffer?

Et andet punkt, hvor der har lydt nye og progressive toner fra USA på det sidste, er omkring fossile brændstoffer.

FN’s Klimapanel har konkluderet, at store dele af klodens tilgængelige fossile brændstoffer må forblive uberørt, hvis katastrofale klimaændringer skal undgås. Dette anerkender den amerikanske administration ligeledes.

“Det må blive en løsning, der efterlader en del fossile brændstoffer i undergrunden”, udtalte Todd Stern, der leder den amerikanske delegation ved klimaforhandlingerne, ifølge The Guardian

“Vi slipper ikke af med fossile brændstoffer over natten, men vi løser ikke klimaudfordringen ved at tage udgangspunkt i, at alle fossile brændstoffer i undergrunden skal udvindes. Det er ret åbenlyst”, påpeger han. 

Det er stærke ord fra landet med den magtfulde kul- og olieindustri.

U-landsnyt.dk rapporterer fra Lima

Det ser dermed ud til at blive intense og interessante dage i Lima denne december.

Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål mellem rivaliserende stormagter, rige og fattige lande samt oprindelige befolkninger og stater.

Følg med på U-landsnyt.dk og få nyheder, stemmer og stemninger direkte fra COP 20-forhandlingerne i Lima.

Se om FNs forventninger til Lima-konferencen på 

http://www.un.org/apps/news/story.asp?NewsID=49467#.VHnooGV1T4s

Thomas Jazrawi er redaktør for U-landnsyt.dks miljø- og klimaredaktion og har været det siden dens oprettelse i oktober 2012. 

Han har bl.a. dækket statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) rejse til Østafrika som deltager i turen i marts 2013.

Se bl.a. hans interview med statsministeren efter besøget i Tanzania på

http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/10-03-13/helle-thorning-i-interview-vi-har-en-andel-i-frede 

Hvis der er en fejl i koden, der betyder, at artiklen ikke vises, så fjern “%C2%A0” til allersidst i koden, hvorefter telegrammet kommer frem.