Zoologiske haver og dyreparker har haft meget trange kår under coronakrisen. Dyrene skal passes og plejes, selvom der ikke er besøgende og dermed indtægter.
Den blå planet ved Kastrup, Nordeuropas største akvarium, har eksempelvis modtaget 2,3 millioner kroner af private donorer, skriver Jyllands-Posten. Odense, København og Aalborg Zoos har ligeledes modtaget store beløb af dyreglade danskere.
Andre steder i verden er det imidlertid næppe så ligetil. I mange udviklingslande er natur- og dyreparker også mennesketomme, og der mangler dermed midler til at bevogte og passe naturskattene.
Derfor mener Johan Robinson, afdelingschef ved FN’s Miljøprogram, at det internationale samfund må hjælpe udviklingslande med at bevare naturen.
”Hvis vi vil bevare natur, må vi dele omkostningerne for bevaringen,” skriver han i en kommentar på Mongabay.
Krybskytteriet stiger
Coronakrisen går hårdt ud over den indbringende naturturisme i mange lande; der er stort set ikke et øje i mange af naturparkerne rundt omkring i verden ud over personalet, som parkerne kæmper for at beholde på trods af de manglende indtægter.
Det er imidlertid farlige tider for de ansatte. Afrikas ældste nationalpark, Virunga, er for tiden lukket, men i slutningen af april blev 17 mennesker dræbt i et bagholdsangreb, herunder 12 parkvagter.
De fraværende turister samt nedlukning mange steder rammer økonomien bredt, og derfor går mange på hugst i naturen. Mange parker melder om en stigning i krybskytteri. Det skyldes blandt andet lokale, der på grund af krisetiden går efter ”bushmeat” til føde eller værdifuldt materiale som elfenben.
”I stresstider, som en global pandemi eller naturkatastrofer forårsaget af klimaforandringer, vender landlige samfund sig ofte mod naturen for at overleve,” forklarer Matt Lewis fra Conservation International, en grøn organisation som er med til at drive og støtte naturområder i hele verden.
”Desværre sker dette tit gennem udbytning af ressourcer gennem krybskytteri, fældning af skov til trækul og brænde og andre ødelæggende aktiviteter. Modstandsdygtige lokalsamfund er bedre udrustet til at håndtere kriser, og det gavner både naturen og mennesker,” fortætter han.
Behov for international støtte
Mange steder, særligt hvor der er økoturisme, får lokalsamfund også en andel af indtægterne fra turister. Den indtægt har nu været forsvundet i en længere periode. Derfor må lokalsamfund også leve med de omkostninger, der er ved at leve tæt på den vilde natur.
”For at beskytte menneskers velbefindende og naturen, må vi udvikle et system, der leverer tilstrækkelig støtte til fattigere lande for at bevare biodiversiteten, der kommer os alle til gode. Sådan et system er stærkt savnet, for selvom gevinsterne af biodiversitet og naturområder er universelle, er omkostningerne store og bæres skævt af fattige lokalsamfund, der lever med naturen,” argumenterer Johan Robinson i sit indlæg på Mongabay.
Han anslår derfor, at den internationale støtte til naturbevarelse skal fordobles, så den kommer op på 100 milliarder US dollars årligt.
Der er måske lidt håb. IUCN har i starten af maj åbnet for en hastepulje, hvor man kan søge støtte til at bevare truede dyrearter i Afrika syd for Sahara samt Madagaskar. Der er tale om midler under fonden SOS Save Our Species, der bliver udbudt med økonomisk støtte fra EU.
Interesserede kan søge midler her.
