Verdenssundhedsorganisationen gjorde i december 2020 status over Covid-19s effekt på kampen mod tuberkulose – og skaden Covid-19 har forårsaget. WHO’s tal viste, at en global reduktion i antallet af tuberkulose-diagnoser på 25 procent over seks måneder ville føre til en 26 procents stigning i antallet af mennesker, der dør af TB, hvilket ville sætte kampen mod tuberkulose tilbage til 2012-niveau. Mellem 2020 og 2025 vil det i faktiske tal være 1.4 millioner flere døde.
Færre testede, færre i behandling – flere døde
Siden 2020 har situationen stort set været uændret – verden er fortsat holdt i et jerngreb af Covid-19. WHO anslår nu på den internationale tuberkulose-dag, at 21 procent færre mennesker modtog behandling for TB i 2020 sammenlignet med 2019 – og at reduktionen i en håndfuld lande er væsentlig højere (blandt dem Sydafrika 41 procent og Indien 25 procent). Det vil afspejle sig i antallet at tuberkulose-dødsfald i årene fremover – og WHO anslår, at 500.000 mennesker er døde i 2020 alene på grund af manglende test – og dermed behandling – som direkte konsekvens af nedlukninger på grund af Covid-19.
Det er den ikke særligt opløftende status på den Internationale tuberkulose-dag. Og det er ikke kun nedslående for folk, der lever med TB. Tuberkulose-situationen har nemlig også en direkte effekt på mennesker, der lever med hiv.
Tuberkulose og hiv
“Hvad har tuberkulose med hiv at gøre?,” spørger du. En hel del faktisk. De to danser en dødsensfarlig vals i lande, hvor mennesker lever og arbejder tæt sammen, ikke bliver testet og diagnosticeret og ikke er i behandling. Det er nogle af verdens fattigste lande og det er nogle af verdens mest udsatte mennesker, der rammes af begge dele. Tuberkulose er – ligesom hiv – ikke bare en sygdom, vi bliver syge af. Det er et symptom på ulighed og fattigdom.
Risikoen for at udvikle tuberkulose er 19 gange højere hos mennesker, der lever med hiv, og omkring en tredjedel af alle aids-relaterede dødsfald skyldes tuberkulose. Det gør TB til den største dræber blandt mennesker, der lever med hiv, globalt set.
Handling skal til for at nå verdensmål 3.3
AIDS-Fondet arbejder strategisk med flere internationale organisationer, der har både hiv og tuberkulose på dagsordenen – og de lægger sig i forlængelse af WHO’s linje. Udviklingen i 2020 for sygdomme som TB er nedslående – og en særlig indsats er altafgørende for at forebygge, teste og behandle for tuberkulose. Ikke mindst hvis vi skal nå verdensmålene.
I Verdensmål 3.3 understreges det, at TB og hiv-epidemierne skal været bremset i 2030 – og i WHO´s tuberkulose-strategi er det formelt skrevet som en 80 procents reduktion i nye tilfælde af TB og 90 procent færre dødsfald i 2030.
Ny TB-vaccine er vigtigt værktøj
Organisationen International AIDS Vaccine Initiative (IAVI) siger, at der skal handles nu og der skal politisk vilje og midler på bordet, hvis vi skal tilbage på sporet – og indhente det forsømte. Den 100 år gamle TB-vaccine (BCG – Calmette-vaccinen), som virker bedst på børn, skal suppleres med nye og bedre vacciner. Vacciner, der også kan gives til voksne.
IAVI arbejder på flere af slagsen, men indsatsen lider under årevis af politisk underprioritering og mangel på ressourcer. IAVI anslår, at der på vaccine-fronten alene mangler 1.3 milliarder dollars, hvis indsatsen skal munde ud i nye effektive vacciner, der kan forebygge endnu flere tilfælde af tuberkulose.
To fluer med et smæk
Den Globale Fond til bekæmpelse af AIDS, tuberkulose og malaria siger, at det er paradoksalt, at risikoen for at få tuberkulose eller hiv er blevet større i takt med, at risikoen for at få Covid-19 er blevet mindre. Ifølge den Globale Fond behøver det ikke være sådan.
Særligt hvad angår TB er der flere lighedspunkter med Covid-19 – og indsatser mod det ene kan også vise sig effektive mod det andet. Når der uddannes mere sundhedspersonale, bygges flere klinikker og kapaciteten til at teste øges, for eksempel med hjemmetest, så kan man vedligeholde niveauet af test for tuberkulose sideløbende med, at man tester for Covid-19. I stedet for silotænkning med Covid-19 på den ene side og tuberkulose på den anden skal vi samtænke og bruge alle midler, nye og gamle, mere innovativt.
Tænk sammen, tænk innovativt og sæt flere midler i spil
Verden har vist, hvad der kan lade sig gøre, når vi tænker innovativt, når vi koordinerer indsatsen, og når vi sætter de nødvendige ressourcer af. Hurtigt-test og vacciner til Covid-19 blev udviklet på under et år – i 100 år har man ikke udviklet en ny, forbedret vaccine mod tuberkulose. Og efter 40 år findes der fortsat ikke en vaccine mod hiv. Vi kan gøre det bedre.
Covid-19 behøver ikke, og må ikke, være en stopklods – det kan også være et springbræt og en anledning til at bekæmpe tuberkulose og hiv også.
Se video med Rosemary fra Nairobi, som er en af frontarbejderne i opsporing af Covid-19 i Nairobis slum – og som til daglig også arbejder med tuberkulose.
Line Brøgger Kjærgaard er konstitueret direktør i AIDS-Fondet.