Det skortede ikke på dommedagsprofetierne for Afrika, da coronavirus blev erklæret for en global epidemi. Man var overbevist om, at katastrofen især ville udfolde sig i Afrika syd for Sahara, hvor mange lande har svage sundhedssystemer, dårligt uddannet sundhedspersonale og manglende adgang til medicin og udstyr og derfor ville se mange, mange smittede og mange dødsfald.
De første tilfælde af Covid-19 registreredes i Afrika i februar 2020. Siden har alle lande på kontinentet rapporteret om smittede, og i en frisk artikel i The Lancet gør Munyaradzi Makoni status over Covid-19-epidemien i Afrika efter de første seks måneder.
I september var der i Afrika registreret omkring 1,2 millioner smittetilfælde – det svarer til cirka fem procent af de globale infektioner – og 30.000 dødsfald. Tallene er givetvis højere, da de fleste afrikanske lande har svage informationssystemer.
Ikke desto mindre ser det ud til, at kontinentet oplever en mindre aggressiv epidemi end Amerika og Europa – med undtagelse af Sydafrika, der har oplevet et voldsomt udbrud, som nu er aftagende. Dødsraten har hele tiden ligget lavere end i for eksempel Europa, sandsynligvis fordi den afrikanske befolkning er yngre.
Hvad ligger til grund for mild epidemi?
De seneste 3-4 uger har der været et overbevisende fald i antallet af smittede på tværs af kontinentet, så formentlig har sygdommen toppet. Den relativt set mildere epidemi syd for Sahara kan måske skyldes det varmere klima, selvom et varmt land som Brasilien har oplevet en meget voldsom epidemi.
Der er dog tre faktorer, som synes at have spillet en rolle for epidemiens udvikling i Afrika:
For det første har responsen været hurtig og relevant, fordi kontinentet er vant til at håndtere epidemier og derfor hurtigt kan igangsætte præventive foranstaltninger. For det andet er befolkningen generelt yngre end i andre verdensdele og kommer derfor lettere igennem infektionen. Og for det tredje er rejseaktiviteten mindre – for eksempel rejser færre afrikanere til andre lande som turister.
Derudover lader det til, at op mod 80 procent af de smittede slet ikke viser symptomer. Det er en meget større andel end hos kaukasiske befolkninger, hvilket igen kan hænge sammen med den unge afrikanske befolkning. Dette er dog ikke tilfældet i det nordlige Afrika, der stadig registrerer mange smittede og fortsat står midt epidemien.
Kæmpe udvikling i kapacitet til at håndtere Covid-19
I det halve år, der er gået, siden corona nåede kontinentet, er der sket en imponerende kapacitetsopbygning i Afrika syd for Sahara i forhold til at inddæmme epidemien.
I januar 2020 var kun to laboratorier (!) i stand til at teste for coronavirus. I dag kan alle lande teste, og 14 lande har kapacitet til at lave over 100 tests per 10.000 personer.
Andre faciliteter er også på plads, såsom muligheden for at isolere Covid-patienter og behandle de syge, og flere lande har stablet imponerende nationale corona-programmer på benene.
I det såkaldte COVID-19 Global Response Index monitorerer magasinet Foreign Policy nationale indsatser i 36 lande verden over (herunder G20-landene) og vurderer dem på en række parametre, der ses som centrale i epidemibekæmpelsen. Helt i top i indekset er New Zealand, mens Senegal ligger nummer to, og Ghana ligger pænt i midten. Danmark er nummer fire.
Centralt i Afrikas indsats står Verdenssundhedsorganisationen WHO, som har distribueret mere end 2,1 millioner testsæt og trænet omkring 100.000 sundhedsarbejdere i Afrika. Havde præsident Donald Trump ikke meldt USA ud af WHO, havde tallene nok været endnu større, fordi der ville have været flere midler til rådighed til at hjælpe de fattigste lande.
De spektakulære undtagelser
Apropos Trump har der også været episoder i Afrika, der har været ligeså absurde, som den amerikanske præsidents tilgang til corona.
Tanzania har således ikke rapporteret noget som helst siden april, hvor man havde registreret godt 500 tilfælde. Præsident Magufuli har demonstreret sin magtfuldkommenhed ved ganske enkelt at forbyde, at landet indrapporterer til WHO. Magufili har også påstået, at testsæt ikke virkede, hvilket var forkert.
På mange måder er det en gentagelse af en episode i 2019, hvor Tanzania nægtede at stille informationer om to formodede ebola-patienter til rådighed for nabolande og WHO. Det var et klart brud på den internationale konvention ”International Health Regulations”, som Tanzania selv har underskrevet.
Sagen illustrerede, hvor tandløst dette regelsæt er, når lande forbryder sig mod internationale aftaler, de selv har indgået.
Læs også: ”Epidemivagthund er tandløs over for konventionsbrud”
I Tanzania har kombinationen af en global pandemi og et stadig mere autoritært styre betydet, at begge problemer er forværret.
Som konsekvens har blandt andet Kenya lukket sine grænser til Tanzania, og i Uganda er tanzaniske lastbilschauffører tilbageholdt på grænsen for at blive testet, da man mistænker, at de har Covid-19.
Ironisk nok kan man stadig læse om coronasituationen på det tanzaniske sundhedsministeriums hjemmeside, hvor der i rejsevejledningerne pr. 5. august står følgende:
”Efter at have gennemgået status på Covid-19 i Tanzania kan vi konkludere, at antallet af tilfælde falder støt, som lukningen af Covid-19 isolations- og behandlingscentre er et bevis på.”
Samtidig lempede man rejserestriktioner i forhold til karantæne og test – allerede i slutningen af juni meldte Magufuli ud, at Tanzania igen tog mod turister.
En lignende situation har udfoldet sig i Burundi, hvor landets præsident menes at være død af Covid-19, hvilket myndighederne hårdnakket benægter. Og i Madagaskar hævdede den autoritære præsident længe, at man havde et effektivt lokalproduceret middel mod corona, selvom videnskabelige undersøgelser viste, at midlet ikke virkede.
Læs også: “Madagascars coronakur svigter”
Overordnet set viser de absurde eksempler, at fortielse, fornægtelse og dårlig ledelse går hånd i hånd. Man kan håbe på, at autoritære lederes elendige håndtering af epidemien kan fremme demokratiet, fordi svagheden i de autoritære stater eksponeres – men det er nok mere sandsynligt, at skrøbelige demokratier bliver mere syge, før de begynder at bedres.
