Af Marianne Rejnholt Hansen, U-landsnyt.dk
“No Fire Zone: The Killing Fields of Sri Lanka” er en voldsom film om overgreb på forsvarsløse mennesker. Det er også en grum historie om et internationalt samfund, der svigtede og stadig svigter.
Filmen vises igen onsdag (13.11) kl.17:30 i Empire Bio, Guldbergsgade 29F på Nørrebro som led i dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX,
I de sidste 138 dage af den 26 år lange srilankanske borgerkrig fandt der grusomheder sted mod civilbefolkningen, som næsten ikke er til at fatte.
Civile tamilere havde søgt tilflugt i en No Fire Zone, en sikkerhedszone, i det nordlige del af den store ø ved Indiens fod. Det viste sig at være en dødsfælde.
I noget der ligner systematisk udryddelse, sønderbombede regeringsstyrker det nordlige Sri Lanka, og sikkerhedszonen blev til The Killing Fields of Sri Lanka.
På den anden side stod separatistbevægelsen De Tamilske Tigre og tog ikke meget hensyn til de civile, der kom på tværs af deres kugler.
40.000 mistede livet – og nu mener FN, at der kan være tale om mere end det dobbelte.
Den srilankanske regering med præsident Mahinda Rajapaksa i spidsen afviser ikke overraskende alle anklager om krigsforbrydelser og folkemord.
Callum Macraes film skal være disse anklagers vidnesbyrd.
Borgerkrigens baggrund
Af Sri Lankas ca. 20 millioner indbyggere udgør de overvejende buddhistiske singalesere 74,%. De mestendels hinduistiske tamilere udgør 11,2%, tredje største befolkningsgruppe er Moors på 9,2%, der stammer fra arabiske muslimer. Alle tal er fra 2012.
Efter uafhængigheden fra briterne i 1948 effektiverede den singalesisk talende majoritet en række love, der i store træk diskriminerede tamilerne.
D. 5. maj 1976 grundlagde Velupillai Prabhakaran Liberation Tigers of Tamil Eelam, LTTE, i Danmark bedst kendt som De Tamilske Tigre. LTTE er en militant separatistbevægelse, der kæmper for en selvstændig tamilsk stat i det nordlige Sri Lanka.
D. 23. juli 1983 dræbte LTTE 13 srilankanske soldater. Efter det fulgte syv dages med mord, voldlige overfald, brand og ødelæggelser begået af singalesere mod tamilerne.
Det blev kendt som Black July, og et sted mellem 400 og 3.000 menes at have mistet livet.
Black July anses samtidig for startskuddet til den 26 år lange borgerkrig mellem den srilankanske regering og tamilerne anført af LTTE.
I 2002 indgik regeringen og tamilerne en fredsaftale, men 2005 fik Sri Lanka ny præsident, Mahindra Rajapaksa, og allerede året efter indledte han en ny offensiv mod LTTE. I 2008 havde regeringshæren erobret store dele af tamilsk territorium.
Den livløse barnekrop
Kernen i ‘No Fire Zone: The Killing Fields of Sri Lanka’ er film, som tamilere og et par enkelte tilbageblevne FN-medarbejdere optog indespærret i sikkerhedszonen, samt et ubehageligt fænomen ved navn trofæ-videoer.
Noget der åbenbart er udbredt i konflikter og går ud på, at man filmer sine overgreb.
Således filmede srilankanske regeringssoldater henrettelser, seksuelle overgreb og afskaffelse af bevismateriale – ligene.
Filmene er grynede, rystede kaos- og rædselsscenarier. Bombebrag, lig i lange rækker og iturevne lemmer, hospitaler badet i blod og lammende chok.
Der findes ikke et mere brutalt og naturstridigt billede end det af en livløs barnekrop, der dingler mellem sin forældres hænder. Forældrenes rædselskrig fylder én med vrede, afmagt og ikke mindst dyb sorg.
På et tidspunkt var befolkningen trængt lå langt op i en krog, at den så sig nødsaget til flygte i armene på regeringstropperne. En desperat far bærer sit barn i armene. “Hjælp ham! Hjælp ham!” beder han.
I næste scene befinder han sig i en bus. Han sidder med en lille, sort plastikbylt i armene, og tårerne triller ned. Hans barn overlevede ikke.
Som mor ved jeg ikke, hvordan man skal kunne komme igennem sådan et mareridt med sig selv i behold. Jeg tror, man går i stykker.
Man skal selvfølgelig altid lige være lidt varsom med ting, der taler så direkte til éns følelser, for man er let at forføre med paraderne nede. Og Macrae ved, hvad han har med at gøre. Han kender sit håndværk til fingerspidserne. Musik, lyd- og billedklip er så velarrangeret, at man overgiver sig med det samme.
Men det gør ikke noget, for samtidig præsenterer ‘No Fire Zone’ tilpas mange eksperter og politikere med deres officielle tal og nøgterne fakta til, at det ikke ender som følelsesporno.
Og det er fra disse kilder, at en parallel og meget uhyggelig historie kommer til syne.
Aben der ikke vil se, ikke høre, ikke tale
Kort før den militære offensiv i det nordøstlige Sri Lanka beordrede regering alle FN-medarbejder til at forlade området. FN-talsperson i Colombo 2006-09, Gordon Weiss siger: “Regeringen ville fjerne mulige vidner til det, der skulle til at ske.”
Og den velkendte hvide karavane af FN-kørertøjer forsvinder, mens tamilerne trygler dem om at blive. De ved nemlig godt, hvad der skal ske.
Tidligere FN-udsending Benjamin Dix fortæller med tårevædede øjne:
“FN er symbol på beskyttelse, Responsibility to Protect, og dér sad vi i vore skudsikre kørertøjer, iført skudsikre veste, mens tamilerne stod i vejsiden i deres sarier og klipklappere og så os stikke af. Jeg følte skam og skyld”.
“Vi forlod dem, netop da de havde brug for vores beskyttelse. Min sidste aften brugte jeg på at grave et beskyttelseshul i jorden hos en lille familie, som var blevet mine venner.”
Sir John Holmes, tidligere FN Head of Humaniterian Affaires, erkender, at den srilankanske regering trak FN og det internationale samfund rundt i manegen med løfter, den ikke havde tænkt sig at holde.
Den unge, britiske kvinde, Vany Viji, tog i 2008 til Sri Lanka efter en skilsmisse for at genfinde sig selv hos sin tamilske familie. Hun endte midt i bombardementerne, og meldte sig som frivillig på de interimistiske hospitaler.
Interimistiske fordi hospitalerne systematisk blev bombet, præcis som personalet havde sendt deres GPS-koordinater til deres organisationer og regeringen – noget der ellers skulle fungere som et helle.
I følge Gordon Weiss blev 65 hospitaler, nogle med et kæmpe rødt kors malet på taget, bombet løbet af de 138 dage.
Hvorfor gjorde ingen noget for at stoppe det?
Callum Macrae stiller ikke det spørgsmål. Hans mål er at fremlægge beviserne. Til gengæld konstaterer Sir John Holmes uden yderligere forklaring, at FN er forpligtet til at beskytte civil mod overgreb, bare ikke i dette tilfælde.
Tro ikke, at det er slut
Benjamin Dix sidder med et kort over Sri Lanka: “Regeringens krig mod de Tamilske Tigre er slut, men krigen mod det tamilske samfund forsætter. Seksuelle overgreb og forsvindinger er hverdag”.
“Tusindvis af tamilere er stadig hjemløse. Det er forbudt for mere end 5-10 tamilere at mødes i landsbyerne. Hæren tager deres land, og der foregår en slags etnisk omstrukturering, hvor singalesere forflyttes til de tamilske områder.”
Hæren selv har omdannet den tidligere No Fire Zone til et ferieparadis, hvor de tilbyder hvalsafari og flyveture.
Retsmedicineren Derrick Pounder holder et fotografi af en dreng med 5-6 skudhuller i brystet. Drengen er LTTE-grundlægger Velupillai Prabhakarans 12-årige søn.
Ud fra billedet forklarer han, hvordan man kan se, at drengen er blevet skudt på så klods hold, at han har kunne røre det våben, der dræbte ham.
Regeringen påstår, at drengen blev dræbt af vildfarne kugler under en ildkamp. Men andre fotografier viser, at han var i live, da han kom i militærets varetægt. Ja, de havde endda givet ham et tæppe over skuldrene og noget slik, inden de henrettede den 12-årige dreng.
Det samme gør sig gældende for sangerinde, nyhedsoplæser og Tamilsk Tiger, Isai Priya.
På første video er hun i live og virker ikke tilskadekommen. På næste video ligger hun livløs på jorden med blottet bryster. Begge videoer er optaget af regeringssoldater.
“At skyde fanger er simplet mord ifølge srilankansk såvel som international lov,” siger international menneskeretsadvokat, professor William Schabas og fortsætter, “Seksuel vold er en krigsforbrydelse.”
Og eksemplerne fortsætter.
Ingen stillet til ansvar
Ingen er endnu blevet stillet til ansvar.
FN har lavet en resolution, hvori man opfordrer Sri Lanka til at foretage en tilbundsgående undersøgelse af de påståede krigsforbrydelser. Amnesty International kritiserer resolutionen og kræver i stedet en uafhængig, international undersøgelse.
Uanset hvad bliver det svært. General Shavendra Silva, der var ansvarlig for en af de sidste massakrer i sikkerhedszonen, er nu FN-diplomat med dertilhørende immunitet. Han er ikke den eneste.
Præsident Mahinda Rajapaksa har ændret srilankansk lov, så han ikke kan retsforfølges.
D. 15-17. november holder Commonwealth sit regeringssammentræde i Sri Lanka. Commonwealth er en sammenslutning af især tidligere britiske kolonier.
Sammenslutningen arbejder bl.a. for fred og menneskerettigheder. Canada har boycottet mødet, men både Prins Charles og den britiske premierminister David Cameron vil være at finde i Sri Lanka.
Amnesty Internationals danske generalsekretær Lars Normann Jørgensen var til stede ved visningen: “Denne film er brutal og vigtig. De mennesker, der gennemlevede disse rædsler må aldrig blive glemt,” sagde han.
Nej, må de aldrig det. Samtidig kører et citat af den gamle, irske filosof, Edmund Burke rundt i mit hoved: All that is necessary for the triumph of evil is that good men do nothing.
Man kan besøge filmens hjemmeside på http://nofirezone.org
