Titusindvis af tegninger og inskriptioner er mejslet ind i klipper og sten i Chilas valley, en bjergrig egn i det nordlige Pakistan. Angiveligt rummer området omkring 55.000 helleristninger, der vurderes til at være udhugget mellem år 8.000 før vor tidsregning og op til det 16. århundrede, hvor islam vandt udbredelse i regionen. I en udtalelse til The Third Pole kalder Aftab Rana, direktør for Pakistans bæredygtige turistfond (STFP), Chilas valley ”et udendørsmuseum”.
Snart kan der snarere blive tale om et undervandsmuseum.
I juli i år annoncerede Pakistans premierminister, Imran Khan, at konstruktionen af den 272 meter høje Diamer-Bhasha-dæmning var klar til at gå i gang.
Dæmningen skal have en kapacitet på 4.500 megawatt bæredygtig energi pr måned over tolv måneder – en dansk familie på fire har et typisk årligt forbrug på 4 MW – den skal sikre vanding af knap 500 hektar landbrugsjord, og så skal den ligge i Chilas valley med den konsekvens, at størstedelen af områdets kulturarv bliver oversvømmet.
Atlantis i Tyrkiet
Diamer-Bjasha er langt fra den første dæmning, der smadrer kulturarv, ødelægger naturområder, lokalbefolkningers levesteder og levegrundlag eller har alvorlige miljømæssige konsekvenser. Tværtimod har det fundet sted igen og igen på tværs af kontinenter. To af de mest omdiskuterede er Aswan-dæmningen i Egypten og Iliso i Tyrkiet.
Abu Simbel, de to Ramses II-templer, som det lykkedes UNESCO at få flyttet, inden de blev oversvømmet af Aswan-dæmningen, Egypten.
Foto: Visions of America/Universal Images Group via Getty Images
Som reaktion satte UNESCO gang i en gigantisk kampagne, der samlede penge ind for at redde blandt andet Abu Simbel-templerne – to enorme Ramses II stentempler hugget ud i klippevæggen i det 13. århundrede før vores tidsregning – fra oversvømmelse. Oktober 1961-udgaven af FN-organisationens magasin, The UNESCO Courier, var dedikeret til kampagnen og hed kort og godt: ’Abu Simbel. Now or never’.
Med tre undtagelser lykkedes det UNESCO at redde de unikke monumenter, der blev demonteret, skåret op og flyttet. Ifølge UNESCO var Aswan udløser for hele idéen om, at verdenskulturarv er ligeså vigtig at beskytte som natur. Der var til gengæld ingen hjælp eller erstatning til det nubiske folk, der blev forvist fra deres forfædres jord og tvunget til at bosætte sig andetsteds.
Den forhistoriske by Hasankeyf, der lå i nutidens Tyrkiet, var heller ikke så heldig. Med grønt lys fra præsident Erdogan begyndte Tyrkiet i juli 2019, uden officiel annoncering, at fylde reservoiret bag Ilisu-dæmningen og dermed oversvømme Hasankeyf. Det var det endegyldige punktum i en næsten tyve år lang kamp for at redde den 12.000 år gamle by.
Beboerne i Hasankeyf blev forflyttet til en ny by, Ny-Hasankeyf, og historiske artefakter blev også reddet ud af området, mens gamle-Hasankeyf langsomt blev omdannet til Tyrkiets Atlantis.
Udsigten til grøn energi trumfer kritik
Både i tilfældet Pakistan, Egypten og Tyrkiet har argumenterne for dæmningerne vejet tungere end beskyttelsen af verdenskulturarv, miljø eller befolkninger og deres rettigheder. Kritikken er prellet af på regeringer, der har sat udvikling af landet højest, og for hvem dæmningerne derfor har været set som en nødvendighed.
I et ellers kritisk indlæg i The Guardian medgiver den belgisk-egyptiske journalist Khaled Diab, at Aswan-dæmningen har spillet en afgørende rolle i landets modernisering og i 1980’erne reddede Egypten, der er et af de tørreste steder på kloden og fuldstændig afhængig af Nilens vand, fra en tørke opstrøms i Etiopien, hvorfra størstedelen af Egyptens vand kommer.
Kritikpunkter, der knytter sig til dæmningernes negative miljøkonsekvenser, bliver udfordret af fortalernes argumenter om, at det at tæmme og udnytte vand til elektricitet er en grøn, bæredygtig energikilde. Det var for eksempel tilfældet med den enorme – og enormt omdiskuterede – Belo Monte-dæmning i Pará, en af Brasiliens regnskovsstater.
Projektet blev mødt af mange og standhaftige kritiske røster, der påpegede, at byggeriet ville oversvømme 500 km2 land (cirka fem gange Amager) og smadre levesteder for oprindelige folk, ødelægge regnskoven såvel som floden og gøre 50.000 mennesker hjemløse. Det argument blev fejet fuldstændig af banen af løftet om en max-kapacitet på 11.233 MW bæredygtig energi pr måned over et år. Nok til at skaffe strøm til 23 millioner hjem og dermed vigtigt for Brasiliens udvikling.
I sin rapport fra 2000, ”Dams and Development”, påpeger Verdensdæmningskommissionen at store dæmninger netop ofte præsenteres som værktøjer til økonomisk udvikling.
”De mere end 45.000 dæmninger rundt om i verden har spillet en væsentlig rolle i at hjælpe samfund og økonomier med at sikre vandressourcer til fødevareproduktion, energiproduktion, kontrollering af floder og til at forsyne husholdninger med vand. Estimater peger på, at 30-40 procent af verdens kunstvanding kommer fra dæmninger, og at dæmninger leverer 19 procent af verdens elektricitet,” skriver kommissionen.
Smukke monster
Men, for der er et men, rapporten pointerer også, at fordelene ved dæmningerne skal ses i forhold til omkostningerne – især de økonomiske, sociale og miljømæssige.
“I for mange tilfælde er der blevet betalt en for høj og ofte unødvendig pris for at sikre fordelene. Det er særligt sociale og miljømæssige omkostninger, som fordrevne mennesker, samfund neden for dæmningen, skatteydere og naturen har betalt,“ hedder det blandt andet i Verdensdæmningskommissionens rapport.
Set i lyset af hvor enormt mange penge, der bruges på dæmningsprojekter – Belo Monte kostede omkring 63 milliarder kroner eller tre gange prisen for Storebæltsbroen – kritiserer rapporten, at der kun findes få substantielle evalueringer af dæmningens præstation. Og de evalueringer, der findes, har et stærkt begrænset fokus og en ringe dækning af de forskellige måleparametre.
Værre endnu lever en ”betragtelig andel” af dæmningerne ikke op til løfterne om energiproduktion. Igen er Belo Monte et godt eksempel. Siden dæmningen åbnede i 2016, har den langt fra leveret den energimængde, investorer blev stillet i udsigt.
I en artikel fra januar 2020 skriver miljø-nyhedsplatformen Mongabay, at det nærmeste, Belo Monte er kommet på løftet om de 11.233 MW, er i februar 2019, hvor der blev genereret 6.682 MW. Februar er vel at mærke en af de måneder, hvor der er højvande i Xingu-floden, som Belo Monte er bygget på – i oktober, hvor der er lavvande i Xingu, skrabede dæmningen bunden med 276 MW.
”Belo Monte har vist sig at være det stik modsatte af effektiv — et projekt, der ikke blot har medført enorme skader både socialt og miljømæssigt, men som nu også virker usandsynligt nogensinde at skabe profit,” skriver Mongabay.
Det er så grelt, at befolkningen nu kalder Belo Monte (”Smukke bjerg”) for Belo Monstre (”Smukke monster”) i stedet.
Strid om vand
Ligesom dæmningsbyggerier kan skabe interne stridigheder, er de heller ikke uproblematiske for landes indbyrdes forhold.
Den irakiske regering har for eksempel været stor modstander af Ilisu-dæmningen i Tyrkiet, da den vil føre til en markant reduktion i mængden af vand i Tigrisfloden. 70 procent af Iraks vandforsyning kommer via nabolande – og Tigris og Eufrat, der løber ind i Irak fra Tyrkiet, er væsentlige.
Også den spritnye GERD-dæmning i Etiopien har ført til fjendtlighed og konflikter med nabolandet Egypten, hvor striden blandt andet står om, hvem der egentlig har ret til Nilen.
Læs også: ’Derfor bygger Etiopien en konfliktfyldt dæmning’
Konstruktionen af Diamer-Bhasha-dæmning i Pakistan kommer heller ikke til at foregå uden gnidninger med nabolandet Indien. Chilas valley ligger nemlig i den pakistanske del af Kashmir, en omstridt region, som de to nabolande har været i konflikt om i årevis. Indien holder fuldt og fast på, at Kashmir er indisk, og regeringens reaktion på Imran Khans udmelding i juli var derfor heller ikke overraskende.
”Indien har protesteret kraftigt mod Diamer Bhasha-dæmningen, der vil føre til oversvømmelse af store områder i de Indiske unionsterritorier Jammu og Kashmir samt Ladakh. Vi fordømmer Pakistans forsøg på, under sin ulovlige besættelse, at skabe materielle ændringer i indiske områder,” lød det fra en talsperson fra det indiske udenrigsministerium.
Og så er de gange, hvor politikere og aktivister enes, og planer droppes. Således afviste Ugandas parlament sidst i september 2020 regeringens planer om at bygge en 360 MW-dæmning i landets største og mest populære nationalpark, Murchison Falls. Dermed stillede politikerne sig bag parlaments-komitéen for miljø, der i en rapport om dæmningsprojektet anbefalede at skrotte planerne.
Dæmningen skulle efter planen været bygget i forbindelse med Uhuru Falls, et af nationalparkens to berømte vandfald. Og selvom dæmningen lovede at øge Ugandas produktionskapacitet, lagde komitéen i sin vurdering vægt på, at dæmningen ikke blot ville have miljømæssige påvirkninger på området, men også skade parken som turistattraktion.
“En tredjedel af Ugandas turister besøger Murchison Falls. Hvis man fjerner vandfaldene, vil det helt sikkert dræbe [turisme]sektoren,” sagde Benedict Ntale, næstformand for Association of Uganda Tour Operators, til The Guardian.
Turismesektoren udgjorde 7,7 procent af Ugandas BNP i 2018.
“Selvom der er mange fordele ved vandkraft, er landet nødt til at finde bæredygtige måder at udnytte sine naturressourcer på,” lød det i rapporten, der altså opfordrede til at droppe dæmningen i Murchison Falls.
Det ugandiske parlaments beslutning er blevet hyldet af turismeindustrien, klimanetværk og miljøforkæmpere.
