Lægen James Appel arbejder på adventisternes hospital i Liberias hovedstad Monrovia. Læs et uddrag af hans dagbog fra hverdagen på et hospital, hvor den frygtede sygdom ebola hænger som et spøgelse.
Normalt arbejder James Appel i Sahel-landet Tchad, men blev midt i august 2014 sendt til Liberia for at aflaste kirurgen Gillian Seton midt i ebola-udbruddet.
Adventisterne har besluttet at holde Cooper-hospitalet i Monrovia åbent på trods af sygdommen, fortæller den danske afdeling af ADRA (Adventist Development and Relief Agency) på sit netsted, der også bringer et uddrag af hans dagbog:
Det 45 senge store hospital midt i millionbyen tager ikke ebola-patienter – og det er netop pointen.
Efter udbruddet af den uhyggelige sygdom er der mange hospitaler og sundhedsklinikker i det vestafrikanske land, som enten er lukket eller nægter at modtage nye patienter. Men mennesker har stadig brug for lægehjælp, og derfor holder Cooper åbent.
På hospitalet har Gillian Seton arbejdet 18 timer i døgnet som kirurg, men hun nægter at forlade stedet.
“Det farligste sted, man kan være lige nu, er formentlig et hospital – men hvad gør man med en akut blindtarm eller livsfarlig malaria – eller en fødsel,” fortæller Gillian Seton. Personalet på Cooper ser, hvor desperate folk er, fordi personalet har lukket fire-fem nærliggende hospitaler.
James Appels beretning fra de første dage i Liberia
I hele min løbebane som læge er der kun én ting, som jeg virkelig har frygtet: ebola. Fra min post i Tchad har jeg selvfølgelig fulgt sygdommens spredning over Vestafrika – men heldigvis var den ikke nået til til os.
Jeg hørte, at adventisternes hospital i Monrovia, Cooper, holdt åbent – som et af de få, fordi andre hospitaler var blevet forladt af personalet af frygt for ebola.
Gillian (Seton) havde pure nægtet at forlade Cooper, selvom hun var ved at drukne i arbejde – især af komplicerede obstetriske (underlivs-) operationer. Jeg blev spurgt, om jeg ville tage til Liberia og hjælpe hende i nogle uger.
Min første reaktion var lammende frygt. Jeg havde fulgt sagen om den amerikanske læge i Monrovia, som næsten døde af ebola.
Men jeg tror ikke på at give efter for frygt – og sagen var vigtig.
Altså står jeg efter en del besvær og en lang rejse i Monrovias lufthavn. Med kun 6 dollars på lommen, fordi jeg har brugt mine sidste penge på en flybillet i stedet for den, der på mystisk vis var blevet annulleret.
Døde i forhallen
Det lykkes mig at komme ind i Liberia med et lynvisum. En stor mand dukker op bag mig og siger “Coopuh ‘ospital?”.
Jeg er lettet over at blive hentet. Under turen til byen, som består af en blanding af moderne og sammenflikket byggeri, mennesker over det hele og elektricitet for dem, der har deres egen generator, udpeger han hospitalet, hvor den amerikanske læge fik ebola. Det er også det sted, hvor min gamle kollega, John Fankhauser, leder indsatsen mod ebolaen.
Endelig når vi frem til Cooper. Rygterne var gået et par dage i forvejen, at Cooper var blevet ramt af ebola, og patienterne holder sig væk. Lige præcis i dag dør en patient midt i forhallen. Han er blevet sendt videre fra et andet hospital, som ikke vil have med ham at gøre.
Gillian mistænker, at han måske har akut brok – og ikke ebola – men før hun kan undersøge ham, kaster han op på hendes arm og dør. Alting bliver vasket af i klor, liget forseglet i plastik og alt tøj smides ud.
Jeg bliver vist ind til mit værelse – slidte møbler, kakkelakker på gulvet, men sofaen er bekvem. Får en salat fra en restaurant. Mit første rigtige måltid i de fire dage, jeg har brugt på at krydse ørkenen i Tchad, rejse gennem Østafrika og via Nairobi flyve hele vejen til Liberia. Trods min frygt og det hul i maven, jeg stadig har, falder jeg i dyb søvn.
Liget
Liget fra manden, der døde i forhallen, er her stadig. Myndighederne har ikke reageret, selvom vi har ringet mange gange. Det kan tage op til 5 dage – hvilket naturligvis udsætter mange mennesker for smitte, fordi man kan få ebola af at røre en død.
Familien er kommet for at hente liget. Vi tager alle beskyttelsesdragter på. De dækker hele kroppen og har en hætte. Ærmerne er for korte, men vi skærer hul til tommelfingeren og trækker to par handsker over. Genialt design! Masker på.
De tre mænd går således ekviperet ind og henter liget. De bærer manden gennem gangen, ned ad trapperne, gennem endnu en gang, forbi køkkenet og ud i gården, hvor der venter en lille lastbil.
Vi havde satset på, at mændene ville beholde beskyttelsesdragterne på ude på gaden og blive opdaget af politiet – hvorefter liget ville blive testet. Det er den bedste mulighed, når myndighederne nu ikke vil komme til hospitalet.
Men mændene vil ikke køre med liget iført dragterne. De er bange for at blive arresteret ude på gaden, hvilket jo sådan set var meningen med det hele. De tager dragterne af, og vi forsegler dem. Familien bliver desinficeret, og de får nye dragter med til begravelsen. Jeg har en mistanke om, at de ikke vil bruge dem.
Efter meget uro og postyr tager familien afsted med liget skrumlende bag på lastbilen. Liget har afgivet blod og væske der, hvor det har ligget – og vi desinficerer alting grundigt.
Resten af dagen er der ikke meget at gøre. Patienterne er stadig bange for at komme her.
Hverdag
Næste dag står patienterne dog i kø. Jeg går ned i modtagelsesværelset. På grund af ebola-udbruddet, vil vi ikke have tilfælde, der kan være smittet. Meningen er, at vi skal holde åbent, så andre sygdomme kan blive behandlet.
Hvis vi løber risikoen, må vi lukke – og hvad så med alle de andre patienter? Hvis en patient har tre symptomer på ebola – eller kommer fra et område med smitte – sender vi dem videre til det særlige hospital.
Snart efter kører en taxi op foran hovedindgangen. En kvinde er ved at føde – men det har hun været i to dage nu. Hun bløder og er svag.
Vi tror at hendes livmoder er beskadiget. Efter at have stillet de sædvanlige ebola-spørgsmål, tager vi hende ind.
Gillian må operere, mens jeg skal ordne papirer til sundhedsmyndighederne for at få autorisation som læge i Liberia. Hvis jeg bliver taget i at operere uden tilladelse, vil jeg blive smidt ud af landet med det samme.
Det er frustrerende at spilde tid på bureaukrati, men sundhedsministeriet giver mig mundtlig tilladelse og lover papirerne snarest.
Gillian er færdig, men kvinden er meget svag. Hun har brug for blod, men vi har ikke noget – og familien vil ikke donere. Det lykkes dem i stedet at finde to poser blod et eller andet sted ude i byen. Det giver vi hende. Kvinden har lavt blodtryk, høj puls og er bevidstløs. Efter noget tid med droppet bliver hun mere stabil.
I mellemtiden har jeg erklæret en stor dreng død, som hængte vasketøj op for sin mor. Desværre var en af tørresnorene en elektrisk ledning og han døde af chok fra strømmen. Han kom ind med en taxi, men der var intet at gøre. Moderen skriger og tager sig til hovedet.
Jeg får lidt at spise og prøver at sove, men jeg er bekymret over den gravide kvinde og ebola – og falder først i søvn ved tretiden.
Klokken halv 8 møder jeg Gillian.
“Kvinden fik hjertestop i nat, men vi fik hende genoplivet. Jeg har slet ikke sovet. Der er to kejsersnit. Kan du klare dem?”
“Ja, det er derfor, jeg er her”.
