Valget i Malawi udsat på grund af uregelmæssigheder
FNs pressebureau IRINnews oplyser tirsdag, at valget i Malawi er udsat fra tirsdag den 18. maj til torsdag den 20. maj. Udsættelsen skyldes oppositionens anklager om uregelmæssigheder i listerne over stemmeberettigede vælgere. Det er en koalition af oppositionspartier, der på den baggrund har krævet, at præsident- og parlamentsvalget udsættes, oplyser Folkekirkens Nødhjælp.
Ifølge flere kilder skyldes problemerne, at der tilsyneladende er fremstillet flere stemmesedler end der er vælgere. Folkekirkens Nødhjælp har 3 styrelsesmedlemmer i Malawi, hvor de fungerer som valgobservatører. Følg med i den løbende dækning – f.eks. om hvordan Anders Stubkjær hørte om de “overskydende2 stemmesedler onsdag 12. maj, da de 3 danskere besøgte det varehus, hvorfra stemmesedlerne skulle udsendes.
– I dag var jeg vidne til, at valgkommissionen udsender 6,6 millioner plus 10 procent (660.000) stemmesedler – og ikke 5,7 millioner plus de 10 pct. Resultatet er, at der vil være en betydelig mængde stemmesedler i omløb, og spørgsmålet er, hvordan disse bliver forvaltet før, under og efter valget, skriver Anders Stubkjær.
Det er altså disse uregelmæssigheder, der nu har ført til at valget udsættes 2 dage.
Det er endnu uvist, hvorvidt antallet af stemmesedler ændres eller om udsættelsen vil få andre konsekvenser. Folkekirkens Nødhjælp følger valget på tætteste hold, og styrelsesmedlem Anders Stubkjær skriver dagbog til hjemmesiden www.noedhjaelp.dk.