Dagsorden 2030 (11): Seniorforsker: Økonomisk lighed bliver ikke selvstændigt udviklingsmål

Laurits Holdt

Af Tina Søndergård Madsen, U-landsnyt.dk

I mange lande ser man stadig økonomisk ulighed som noget godt. Derfor vil der være modstand mod at inkludere økonomisk lighed som et selvstændigt mål efter 2015, mener seniorforsker og debattør, Lars Engberg-Pedersen.

Det skal fortsat være fattigdom og ikke ulighed, der skal danne udgangspunkt for vores udviklingsindsatser. Vi er nødt til at forholde os til ulighederne i verden for at komme fattigdommen til livs

Firkantet sat op er det de to stridende synspunkter, der for tiden fremføres i debatten om hvorvidt og hvordan ulighed skal figurere i de nye udviklingsmål.

Mens der er en vis konsensus om, at uligheder baseret på køn, race eller etnisk oprindelse er uacceptabelt, kniber det med at nå til enighed, når det gælder økonomisk ulighed.

U-landsnyt.dk har talt med seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Lars Engberg-Pedersen, for at blive klogere på spørgsmålet om, hvordan ulighed vil blive integreret i den globale udviklings-dagsorden efter 2015.

Lars Engberg-Pedersen (49) har fulgt debatten på nært hold og tilhører den fløj, der mener, at der bør vedtages et selvstændigt udviklingsmål til bekæmpelse af ulighed – se også hans blog her i U-landsnyt.dk på http://www.u-landsnyt.dk/blog/32/ulighed-anerkendes-som-et-udviklingsproblem

Hvilke typer ulighed taler man om i forbindelse med de nye udviklingsmål?

Historisk set har kønsulighed været helt centralt. Det havde sin egen målsætning i de gamle MDG mål (2015 Målene) og har været på dagsordenen i mange år – se også http://www.2015.dk

Der er også stigende bevidsthed omkring andre sociale uligheder, dvs. uligheder baseret på folks iboende karakteristika – er de unge eller gamle, handicappede, bestemte etniske grupper osv.

De sociale uligheder er relativt vigtige. Spørgsmålet er, om de hver især skal have sit eget mål. Det tror jeg ikke, og det tror jeg ikke, der er nogen, der mener.

Herudover er der spørgsmålet om land og by, som også diskuteres engang imellem.

Endelig er der den økonomiske ulighed. Over de seneste få år er opmærksomheden omkring emnet blevet meget større.

Hele FN systemet er begyndt at tænke på økonomiske uligheder. Tidligere var det mest akademikere, der talte om uligheder, men nu er det meget mere bredt accepteret, at her har vi nogle problemer.

Man kan konstatere, at over de seneste 20-25 år har uligheden været stigende i rigtig mange lande – i alle de vestlige lande og i rigtig mange af de hurtigt voksende økonomier.

Bekymring blandt beslutningstagerne

Så den øgede erkendelse af, at ulighed er et problem skyldes at uligheden har været stigende i både vestlige lande og i udviklingslandene?

Ja, det tror jeg er en faktor. En anden ting er, at analyserne viser, at det i forbindelse med det arabiske forår i høj grad er uligheder, der ligger bagved frustrationerne over, at man ikke kan komme videre i det samfund, man er i.

Beslutningstagerne bliver bekymrede over, hvad det er, der sker, og begynder at tænke på hvordan vi kan kontrollere det.

Endelig er der det, at man hidtil blandt økonomer helt grundlæggende har tænkt, at i en udviklingsproces stiger uligheden i starten, men så udjævner den sig, og så falder den.

Så jo rigere man bliver, jo mere lige bliver samfundene. Der har man dog kunnet konstatere ikke er tilfældet. I de vestlige lande over de sidste 25 år er uligheden vokset til trods for, at landene er ganske rige.

Samtidig har man kunnet konstatere to ting, som selv Verdensbanken og Valutafonden IMF har publiceret studier om: At meget høj ulighed i et samfund hæmmer væksten, og at meget høj ulighed hæmmer vækstens evne til at reducere fattigdom.

Det er noget nyt, og noget der er kommet frem over de seneste år, og det betyder, at de store institutioner begynder at sige ’hov, det er noget, vi må gøre noget ved’.

Ikke et selvstændigt mål

Er det sandsynligt at de større donorlande, organisationer og modtagerlande vil acceptere større økonomisk lighed som et selvstændigt mål?

Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror desværre, at diskussionen om ulighed stadig er begravet i det 20. århundredes konfrontation mellem kommunisme og liberalisme, hvor liberalister hele tiden har sagt, at det er godt med ulighed, fordi det skaber incitamenter og motivation. Det er så meget en del af deres rygradsreaktion på det.

Men i dag er situationen en anden, og det ville være i alles interesse at gøre noget ved uligheden. Jeg tror bare ikke, at de politiske konstellationer er til det.

Man kan dog aldrig vide, for FN systemet lader til at være relativt optaget af spørgsmålet. Kineserne har meldt ud, at de synes det er et stort problem i deres samfund. Om de så ligefrem vil gå ud og være bannerfører for det på den globale scene, kan man være mere skeptisk overfor.

Brasilianerne kunne også godt, med den præsident de har, have en interesse i at gå ud at sige, at det her er et væsentligt emne, som vi bør forholde os til.

De sydeuropæiske lande står i stigende vanskeligheder ud fra netop denne problemstilling. Så der er nogle ikke helt irrelevante politiske faktorer, som kunne bringe emnet på banen.

Men jeg tror ikke, at det bliver noget selvstændigt mål. Det jeg tror, der kommer til at ske, er at mange af de andre mål på indikatorniveau vil blive målt på i hvor høj grad fremskridt indenfor fx børnedødelighed vil nå de fattigste og de marginaliserede grupper.

Det vil for mig at se være rigtig godt, hvis de forskellige målsætninger får en klar markering i forhold til spørgsmålet om ulighed. Men selve det at gøre noget ved den økonomiske ulighed, det tror jeg desværre ikke kommer til at ske.

Amerikanere på bagbenene

Hvem vil stille sig på bagbenene?

Det vil amerikanerne. Det er så dybt indgroet i dem, at ulighed er udmærket. Englænderne vil også være på bølgelængde med det.

Jeg vil tro, at en lang række vestlige lande vil være skeptiske. Det er heller ikke sikkert, at regeringerne i de fattige lande er interesserede i at begynde at diskutere ulighed, for det rammer jo dem selv direkte.

Det ligger meget dybt i de vestlige lande, at det er godt med ulighed, så vi får nogle incitamenter til at producere mere. Der må man sige, at ulighederne har nået et niveau, hvor det intet har at gøre med at skabe incitamenter.

Den ulighed, der er, er så dybt indgraveret, at det er umuligt at skabe lige muligheder for folk. Strukturerne er alt for stærke til, at man kan arbejde sig op og bryde murene.

Men er det overhovedet rimeligt at se ulighed som et specifikt velfærdsproblem og et mål i sig selv? Hvorfor skal fattigdom ikke stadigvæk være det centrale?

Ja, det synes jeg, det er. En stor del af den fattigdom, vi har, er forårsaget af uligheder. Så hvis man virkelig vil gøre noget ved fattigdommen, så bliver det svært at lade være med at forholde sig til ulighed.

En anden grund til at kigge på ulighed er, at når vi taler om fattigdom, så tænker vi på de fattige lande, eller til nøds på mellemindkomstlandene, som har store fattigdomslommer. Vi tænker ikke på de rige lande.

Man vil jo rigtig gerne med de nye mål, lave udviklingsmål, der også er relevante for de rige lande, så vi ikke deler kloden op i to blokke. Og så bliver ulighed pludselig en overordentlig vigtig ting at tage fat i.

For vi kan konstatere, at der er flere sociale problemer i de ulige, rige lande. I den forstand synes jeg, at det – både hvis vi vil gøre noget ved fattigdom i de fattige lande, men også hvis vi vil lave udviklingsmål for alle klodens lande – er en rigtig god målsætning.

Hvad kommer med

Hvad kommer med og hvad kommer ikke med i de nye udviklingsmål?

Jeg tror at kønsulighed kommer med. Til trods for at der er en stor modstand mod det i lande så som Rusland og Nigeria – og hos Pavestolen i Rom -, tror jeg, at det kommer med som et selvstændigt mål.

Så tror jeg, at ’Getting to Zero’ [visionen om at sikre, at fx ekstrem fattigdom udryddes 100 % red.] bliver inkluderet, hvilket er lidt det samme som at gøre noget ved uligheden. Hvis man sørger for at alle børn kommer i skole, så når det også de fattigste. Så her vil målet i sig selv vil gøre noget ved uligheden.

Jeg tror også, at de mål, hvor man ikke kan komme til 100 %, i et eller andet omfang vil blive målt på hvordan forskellige marginaliserede grupper inkluderes i udviklingen. At man har indikatorer, der sikrer, at fx børnedødelighed ikke bare måles som et gennemsnitstal for et land.

Det kan man ikke forsvare længere, og det tror jeg, der er enighed om, konkluderer Lars Engberg-Pedersen.

Lars Engberg-Pedersen er blandt sine talrige gøremål blogger her på U-landsnyt.dk.

Se også om ham på
http://www.diis.dk/hjem/eksperter/forskere/engberg-pedersen,+lars

Læs mere om lighed og de nye udviklingsmål:
Dagsorden 2030 (10): Lige muligheder for alle – så enkelt er det: http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/22-09-13/dagsorden-2030-10-lige-muligheder-alle-s-enkelt-er

Dagsorden 2030 (9): Lighed er på dagsordenen men får ikke eget mål: http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/22-09-13/dagsorden-2030-9-lighed-er-p-dagsordenen-men-f-r-i


Læs andre artikler og indlæg i temaet ”2015 Målene og fremtidens globale udviklingsdagsorden”: http://www.u-landsnyt.dk/tema/2015-m-lene-og-fremtidens-globale-udviklingsdagsor