Debatindlæg af Helle Gudmandsen
FN har spurgt folk over hele verden, hvad der er vigtigst for dem. 800.000 har svaret, og på tværs af alle skel har folk svaret ”uddannelse”. Eksperterne er enige: Uddannelse af god kvalitet til alle bør prioriteres højt i de nye udviklingsmål.
I år 2000 blev verdens ledere enige om ti mål, som på 15 år skulle hjælpe til at sikre en bedre og mere retfærdig verden.
Vi kender dem som 2015-målene, og her to år før deadline er det tid til at se på, hvordan det er gået – og ikke mindst til at overveje, hvad der nu skal ske. Det skal verdens ledere tage stilling til ved topmødet i New York i september.
Et af 2015 målene var at sikre, at alle børn kom i skole. Og det er faktisk lykkedes at halvere antallet af skoleløse børn i verden fra 115 millioner i 2000 til 57 millioner i dag.
Men betyder det så, at vi kan stryge uddannelse på listen og efter 2015 koncentrere os om alt det andet i stedet?
Overhovedet ikke. I hvert fald ikke, hvis man spørger verdens indbyggere.
Uddannelse ligger allerøverst på ønskelisten i en borgerundersøgelse foretaget af FN kaldet MY World 2015.
Det er en global spørgeskemaundersøgelse, hvor alle borgere i verden har haft mulighed for at få indflydelse på de nye mål, der skal erstatte 2015-målene, ved at afgive netop deres ønske til, hvad der bør fokuseres på globalt for at sikre en bedre fremtid.
Undersøgelsen viser med tydelighed, at uddannelse vægter tungt for borgere over hele verden, på tværs af køn, alder, uddannelse og indtægt. Den globale konsensus bør politikerne lytte til.
Ikke mindst, fordi der altså stadig er 57 millioner børn i ligningen. Og det er de fattigste og mest sårbare, der stadig holdes udenfor.
Det er deres medfødte ret at få samme mulighed for uddannelse, som alle de andre – også selv om de bor i et land der er ramt af konflikt, er på flugt, tilhører en udstødt samfundsgruppe eller bor langt fra den nærmeste by.
Uddannelse baner vejen for alt det andet
Men frem for alt, bør politikerne lytte til borgerne, fordi deres ønske er i overensstemmelse med det, som al forskning viser:
Uddannelse er fuldstændig afgørende for at skabe udvikling og fremskridt. Det er katalysator og grundlag for sundhed, menneskerettigheder, demokrati, miljøbeskyttelse, fred, ligestilling, jobskabelse og vækst.
Liberia er et af de lande i verden, hvor 2/3 del af befolkningen ikke kan læse, regne eller skrive.
Man kunne have forestillet sig, at borgerne i det vestafrikanske land havde haft arbejdspladser eller infrastruktur øverst stående på deres ønskeseddel – især fordi der næsten kun findes jordveje i hele landet, som er svært fremkommenlige i regntiden, og fordi arbejdsløsheden i landet er meget høj.
Men liberianerne har regnet ud, at vejen til et bæredygtigt liv og vejen til et arbejde kommer via uddannelse.
(Der er også en del at indhente – se telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/26-08-13/liberia-ikke-en-eneste-bestod)
I Ghana har de oplevet, hvordan uddannelse er vejen til middelklasse for en hel nation. Siden 2000 er der sket markante fremskridt. 89 procent af alle børn kommer i skole, og der er voksende indtægtskilder både i det etablerede erhvervsliv og i den uformelle sektor.
Den voksende middelklasse har ambitioner på deres børns vegne og ønsker dem en bedre skolegang, end den de selv har fået. Der investeres mange ressourcer i uddannelse, som ofte kommer fra privatøkonomierne, til at sikre børnenes fremtid.
Uddannelse gør forskellen
Overalt i verden er der eksempler på, at uddannelse gør en forskel.
Et barn af en uddannet mor har eksempelvis dobbelt så stor chance for at overleve de første fem år af sit liv end et barn af en mor, som ikke kan læse.
Mennesker, der har gået i skole, kender oftere til risikoen ved bakterier og betydningen af rent vand og dør derfor ikke af diarré, som ellers er en af de sygdomme, som slår allerflest ihjel.
Piger, der har gået i skole, har mindre risiko for at opleve vold i ægteskabet, og for hvert eneste års skolegang stiger et menneskes livsindtægt med mellem 5 og 15 procent.
Uddannelse betyder, at mennesker oplever færre overgreb og har en langt højere politisk deltagelse.
Og så har udviklingsøkonomer den tommelfingerregel, at mindst 40 procent af et lands befolkning skal kunne læse og skrive, hvis et land skal kunne have vækst.
Men det skal være ordentlig kvalitet
Derfor bør uddannelse stadig stå højt på verdens liste over prioriteter efter 2015. Vi skal bare huske at tilføje et meget vigtigt ord, nemlig KVALITET.
Da undervisningsminister Christine Antorini (S) i juni var til møde i UNESCOS (danske) nationalkommission sagde hun, at alle danske børn og unge skal have en kvalitetsuddannelse, og at hun ønsker at skabe den bedst uddannede generation nogensinde.
Også i Liberia, Sydsudan, Bolivia og Vietnam er forældre begyndt at ønske sig andet og mere end at børnene blot har en skolebænk at sætte sig hen på.
Lige nu sidder der nu et sted mellem 130 og 250 millioner børn i verdens skoler, som får så ringe undervisning, at de aldrig kommer til at lære at læse eller skrive.
Og selv om det efterhånden er næsten lige så mange piger som drenge, der begynder i skole, er der stadig alt for mange piger, der stopper i utide. I Sydsudan var der i 2012 kun 495 piger, som gennemførte 10. klasse.
Der er lang vej, før der kommer en voksende middelklasse i Sydsudan, og derfor skal vi arbejde hårdt på at sikre skolegang, især til den udsatte gruppe af fattige piger. For pigers uddannelse ser ud til at have større betydning for familiens samlede levestandard end drengenes.
Nyt mål: Kvalitetsuddannelse til alle
I de nye udviklingsmål bør der derfor stå: Kvalitetsuddannelse til alle, og man bør forpligte sig til at gøre en særlig indsats for at få de fattigste og mest sårbare med og sikre, at skolerne og uddannelserne indrettes, så de tager hensyn til piger og udsatte gruppers særlige behov.
Det vil sige sørge for ordentlige toiletforhold, beskytte mod seksuel chikane, sikre undervisning på de lokale sprog, give skolemad til de fattigste, have lærere der er dygtige og mange nok etc.
Lykkes det, har vi taget et meget stort skridt mod en bedre og mere retfærdig verden.
Så når vi det mål vi har sat os og har samtidig bragt os meget tættere på løsningen af alle de andre udviklingsmål, der skal udrydde fattigdommen og forvandle verdens økonomier til bæredygtig udvikling for alle.
Vi tror på det, og det håber vi også, verdens ledere gør!
Helle Gudmandsen er kampagneleder i udviklingsorganisationen IBIS
—
Læs andre artikler og indlæg i temaet ”2015 Målene og fremtidens globale udviklingsdagsorden”: http://www.u-landsnyt.dk/tema/2015-m-lene-og-fremtidens-globale-udviklingsdagsor
