Af Helle Munk Ravnborg og Frans Mikael Jansen
Mellemfolkeligt Samvirkes to frontpersoner skriver fra FNs generalforsamling om deres forventninger til forhandlingerne om fremtidens udviklingsmål og om de elementer, som de mener bør indgå i de kommende mål.
Præsidenter, ministre, politiske forhandlere og civilsamfundsorganisationer fra hele verden flokkes lige nu i New York til FNs 68. generalforsamling.
Men hvad er egentlig på tapetet? Og hvorfor har MS lokket den danske udviklingsminister og nogle folketingsmedlemmer til at cykle rundt i New Yorks? Mellemfolkeligt Samvirkes deltagere giver en guide til den del af FN mødet, som handler om fremtidens udviklingsmål efter 2015.
Hvad forventer vi?
Ugens forhandlinger i New York bliver uden tvivl enormt spændende. Planeten jorden og dens beboere har behov for at verdens ledere tager ansvar og er ambitiøse, hvad angår nye mål for den globale udvikling.
Social udvikling skal kobles med miljømæssig og økonomisk bæredygtighed og der skal vilje til, hvad angår finansiering og fælles ansvarlighed.
Der er lagt op til en ambitiøs dagsorden og hvis det skal blive et vellykket møde er der brug for større engagement, end hvad vi har set i forhold til de eksisterende mål – og det er særligt op til de rige lande at levere.
Hvad er problemet?
Selv om der er sket fremskridt det seneste årti, for eksempel i forhold til at halvere den globale fattigdom, er vi fortsat vidner til en enorm – og voksende – ulighed både i og mellem landene. Resultaterne af de sidste årtiers forsøg på fælles udviklingsindsats giver grund til bekymring.
Millioner af mennesker lever stadig i dyb fattigdom.
Hver dag oplever fattige mennesker overalt på kloden at deres rettigheder bliver tilsidesat, piger og kvinder udsættes for undertrykkelse og overgreb, og de langsigtede konsekvenser af social og økonomisk fattigdom og ulighed hæmmer samfundsudviklingen både i nord og syd.
Det er et problem, de nye udviklingsmål nødvendigvis må adressere i et nyt lys.
Hvad skal vi gør ved det?
Verdens otte procent rigeste råder ifølge Verdensbanken over mere end halvdelen af hele verdens rigdom, mens de fattigste 40 procent af verdens befolkning, cirka 2,8 milliarder mennesker, kun råder over fem procent af verdens ressourcer.
Kvinder og piger udgør en uforholdsmæssig stor del af de mennesker, der lever i ekstrem fattigdom. I Mellemfolkeligt Samvirke mener vi ikke, at vi – verdens borgere – skal finde os i det. Heldigvis ligger det inden for mulighedernes rækkevidde at skabe forandringer.
Hvis den politiske vilje er til stede. Et af redskaberne er at prioritere udviklingslandenes egen finansiering af offentlige services til deres borgere, fx via bedre beskatning. Og det sker først, når indbyggerne i udviklingslandene selv begynder at kræve deres rettigheder.
Hvor skal pengene komme fra?
De fattige lande vil ikke pålægges nye økonomiske forpligtelser, hvis ikke der samtidig følger penge med til at realisere målet for.
Ambitionsniveauet for nye mål afhænger derfor af, hvorvidt der er nye midler eller ej. Få midler = få ambitioner og flere midler = flere ambitioner.
Spørgsmålet om, hvordan udviklingsmålene skal finansieres hænger sammen med en voksende erkendelse af, at den globale bistand er faldende eller stagnerende.
De eksisterende 2015 mål har siden formuleringen i 2000 været plaget af, at der ikke fulgte ekstra midler med ambitionerne.
Derfor er op til nye mål, ikke blot at realisere nye målsætninger, men også eksisterende, og der er brug for at få bringe nye finansieringskilder i spil.
Hvad kan vi forvente af mødet?
De eksisterende otte 2015 mål har fokuseret på nødvendige forandringer i fattige lande. De rige lande har kunnet tilpasse deres nationale udviklingspolitik og prioriteter efter de otte mål.
Med de nye post 2015 målsætninger er der lagt op til at nye mål skal være globalt gældende. Det betyder at fx Danmark også skal forpligtes til at opfylde mål både hjemme og ude.
Det vil tage tid at blive enige, og det bliver spændende at se, i hvilken grad lande som USA, Australien, Rusland, Kina og Japan og G77 landene er åbne over for, at nye mål også er forpligtigende overfor dem.
Hvad er gået forud?
To væsentlige men tidskrævende processer er gået forud for mødet.
Den ene går ud på at formulere nye mål, når de eksisterende MDG mål udløber i 2015. Her er blandt andet foregået 12 globale tematiske konsultationer om emnerne som uddannelse, vækst og jobskabelse og ulighed.
Det andet spor udspringer af sidste års Rio+20 topmøde, hvor det blev besluttet, at der skal etableres nye globale bæredygtighedsmål (SDG – sustainable development goals).
Det er afgørende, at forløbet forud for formuleringen af de nye mål fortsat er demokratisk, repræsentativ og inkluderende.
Men det er også vigtigt at nå et konkret resultat. Man skal være effektive for at have nye globale mål klar i 2014, så vi ved, hvad der konkret skal afløse, når 2015 målene udløber.
Hvad er udfordringen?
Situationen er heldigvis en anden end for snart 15 år siden, da de nuværende udviklingsmål blev defineret.
Det er lykkedes at komme i mål med en del af målsætningerne for verdens udvikling. I mange udviklingslande er der endelig kommet gang i den økonomiske vækst.
Men målet om at halvere fattigdom er især nået i lande som ikke er traditionelle modtagere af u-landsbistand – fx Kina og lande i Latinamerika – og økonomisk ulighed og ulige muligheder for klodens befolkning er et stigende problem.
Den tendens bør de nye mål bryde med.
Der skal sættes ind for at skabe en global økonomi, som sikrer omfordeling i form af mere og fair beskatning og opgør med skattely, der favoriserer de i forvejen ekstremt rige.
Som altid, når man kigger på forhandlingstekster ligger djævlen i detaljen og d,ét der ikke står, kan være lige så vigtigt, som dét der står.
Derfor bør det være et legitimt krav fra verdens befolkninger til FN forhandlerne, herunder den danske regerings repræsentanter, at man denne gang har større fokus på, hvor pengene reelt skal komme fra, til at finansiere nødvendige indsatser både i nord og syd for at afskaffe fattigdom, nedbringe ulighed og sikre en bæredygtig udvikling.
Hvad er det for noget med den cykel?
Tirsdag og onsdag har vi været på cykletur med danske politiker. Tirsdag kørte Lene Espersen (K), Eyvind Vesselbo (V), Lars Dohn (EL) og Eigil Andersen (SF) med Helle Munk Ravnborg (MS) og Frans Mikael Jansen (MS) samt chauffør.
Onsdag var det Christian Friis Bach (R), som trådte i pedalerne på den syvpersoners konferencecykel. Danmark spiller en vigtig rolle som foregangsland i forhold til international udvikling. Det må vi ikke glemme.
Helle Munk Ravnborg er forkvinde og Frans Mikael Jansen er generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke
—
Læs andre artikler og indlæg i temaet ”2015 Målene og fremtidens globale udviklingsdagsorden”: http://www.u-landsnyt.dk/tema/2015-m-lene-og-fremtidens-globale-udviklingsdagsor
