Debatindlæg af Marie-Louise Knuppert
Det er lykkedes at halvere antallet af ekstremt fattige, men en milliard lever stadig i yderste armod. To afgørende midler mod fattigdommen er at skabe jobs – gode jobs – og sikre kvinder retten til at bestemme over eget liv.
Inden længe skal FN gøre regnebrættet op og vurdere, hvor mange af 2015-målene, det er lykkedes at nå. Allerede nu kan vi konstatere, at bl.a. målet om at halvere antallet af ekstremt fattige er nået.
Det er værd at glæde sig over, og her har Kinas og Brasiliens økonomiske fremgang spillet en afgørende rolle i den positive udvikling. Der er dog absolut ingen grund til at læne sig tilbage.
Flere end 1 milliard mennesker lever forsat i ekstrem fattigdom og må klare sig for mindre end 10 kroner (1,25 dollars) om dagen.
Den finansielle krise har kastet millioner og atter millioner af mennesker ud i arbejdsløshed og fattigdom, og samtidig har de vestlige lande skåret ned på u-landsbistanden til de fattigste lande.
Set med fagbevægelsens briller er der ingen tvivl om, at jobskabelse er helt afgørende for at bekæmpe fattigdom. Jobs er forudsætningen for, at mennesker har en chance for at klare sig.
Ikke alle jobs er gode jobs
Men – og det kan umiddelbart lyde malplaceret i en tid, hvor 200 millioner mennesker på jorden mangler et job – alle jobs er ikke lige gode.
Alt for ofte er de job, der skabes i udviklingslandene, så ringe, at de dårligt giver basis for andet end ren og skær overlevelse.
Det er afgørende, at de job, der skabes, er anstændige job. Derfor er det så vigtigt, at jobskabelsen sker i samarbejde med arbejdsmarkedets parter.
Hermed er der mulighed for at fastsætte minimumsstandarder og for, at lønmodtagerne kan forhandle sig frem til en lidt bedre løn, lidt bedre arbejdsmiljø og lidt mere sikre rammer.
Tragedien i Bangladesh
Vi kender alt for godt historien om tøjfabrikken Rana Plaza i Bangladesh, hvor flere end 1.000 medarbejdere mistede livet i april i år. Den værste ulykke nogensinde i tekstilindustriens historie.
Ulykken skete, fordi fabriksbygningen var i så ringe stand, at den til sidst brasede sammen, mens medarbejderne passede deres job ved symaskinerne.
Efterfølgende reportager afslørede, at bygningens dårlige tilstand var velkendt. Alligevel blev medarbejderne med trussel om fyring sendt ind i, hvad der viste sig at være en dødsfælde.
Tragedien på Rana Plaza gik verden over. Den fangende mediernes opmærksomhed. Men der findes millioner af andre tilsvarende livsfarlige arbejdspladser. De lever bare det stille liv – udenfor CNN og Facebooks radar.
”Decent work” – anstændigt arbejde – skal helt op i toppen af FN’s prioriteringsliste – sammen med social dialog og frihedsrettigheder, herunder retten til at organisere sig.
Når først de rettigheder er en realitet og bliver respekteret af såvel myndigheder og arbejdsgivere, skal lønmodtagerne nok klare resten selv.
Desværre er udsigterne ikke gode i tilfældet Bangladesh.
Hverken fagbevægelsen i Bangladesh, den Internationale Faglige Sammenslutning (IFS) eller FN’s arbejdsmarkedsorganisation( ILO) er tilfredse med den nye arbejdsmarkedslov i Bangladesh, der skulle beskytte tekstilarbejderne, men som tilsyneladende mere er til gavn for fabriksejerne.
Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/26-09-13/bangladesh-f-r-ny-lov-arbejdsmarkedet-men-kritikke
Derfor er det helt afgørende, at FN fremover øger fokus på overholdelse af ILO-konventionerne om bl.a. tvangsarbejde/børnearbejde, retten til at organisere sig, ligestilling osv.
Kvinders rettigheder og de religiøse hensyn
Derudover mener jeg, det er helt afgørende, at FN sætter yderligere fokus på kvinders rettigheder og vilkår.
Det er utrolig glædeligt, at der er sket store fremskridt mht. piger skolegang, men alt for mange piger i ulandene får ikke en chance for at bestemme over eget liv.
Piger mellem 15 og 19 år står for 15 millioner fødsler hvert år og 140 millioner voksne kvinder har – mod deres ønske – ikke adgang til prævention.
Jeg bli’r nødt til at sige det ligeud. Vi må på internationalt plan ta’ et opgør med misforståede, religiøse hensyn. Det drejer sig om kvinders ret til at bestemme over deres egen krop.
Det kan umiddelbart virke lidt fjernt fra fagbevægelsens kerneopgaver, men tro mig. Det er helt afgørende for kvinders livsmuligheder og selvforsørgelse, at de selv kan bestemme, hvornår de ønsker at få børn.
Manglen på adgang til prævention er en selvstændig årsag til fattigdom. Når piger i u-landene bliver gravide som15-19-årige – eller endnu tidligere -, har de ikke en chance for at få en uddannelse – endsige et job, så de kan forsørge sig selv og deres familie.
De havner i en tidlig alder med et alt for stort ansvar – med alt for få ressourcer til at leve op til dette ansvar.
Derfor er tiden inde til, at FN arbejder målrettet på, at alle kvinder i u-landene får adgang til prævention. Det vil gavne kvinderne, familierne og samfundsøkonomien – og så må den katolske kirke samle benene og springe ud i det 21. århundrede!
Marie-Louise Knuppert (62) er international sekretær i LO, bestyrelsesformand for Ulandssekretariatet (fagbevægelsens organ for u-landsbistand) og næstformand i det nye Udviklingspolitiske Råd.
Se mere om hende (og fødselsdagsomtale-link i bunden) på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/18-09-12/lo-kvinde-christian-friis-bach-b-r-have-mere-modst
—
Læs andre artikler og indlæg i temaet ”2015 Målene og fremtidens globale udviklingsdagsorden”: http://www.u-landsnyt.dk/tema/2015-m-lene-og-fremtidens-globale-udviklingsdagsor
