Indlæg af Stine Leth-Nissen, Helle Munk Ravnborg og Marianne Haahr
FN skal formulere nye bæredygtige udviklingsmål. De skal gælde både rige og fattige lande, Og intet er vigtigere end landbrug, lyder det fra Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og CARE.
Kloden står over for voldsomme udfordringer.
Men den største er nok at producere mere mad til endnu flere på en måde, der er mere bæredygtig og skånsom over for miljø og klima, samtidig med at der skabes ordentlig beskæftigelse i landbruget og i de landområder, hvor en stor del af verdens fattige lever.
FN’s generalforsamling skal den 24. september diskutere nye bæredygtige udviklingsmål.
I sit oplæg til generalforsamlingen skriver generalsekretær Ban Ki-moon, at en af forudsætningerne for, at vi kan gøre en ende på sult og fejlernæring, er, at vi både forbedrer landbrugets produktivitet og bæredygtighed, samtidig med at der sættes ind over for særligt sårbare grupper.
De nye FN-mål skal omfatte både rige og fattige lande. I generalsekretærens sprog handler det om, at gøre udviklingen bæredygtig i alle FN’s medlemslande. Der går en lige linje til Danmarks og EU’s landbrugspolitik og klimapolitik.
Vi synes som danske udviklingsorganisationer, at Danmark og EU skal kæmpe for at gøre kravet om bæredygtige fødevarer til alle til et af de helt centrale mål for FN og verden.
Forener tre krav
Målsætningen forener tre centrale krav:
Kravet om at producere mere mad, så der er nok til alle, kravet om at omlægge produktionen, så fremskridt ikke fører til yderligere klimaændringer og miljøødelæggelse som følge af kortsigtede dyrkningsmetoder og endelig kravet om at landbruget skaber arbejdspladser, især i de mange lande der er præget af kronisk underbeskæftigelse.
Det handler om at producere flere gode fødevarer på en måde, der skaber jobs og giver mere mad, for hver dråbe vand og hver kalorie fossilt brændstof, der anvendes i produktionen.
FNs generalsekretær lægger også op til en kamp mod fattigdom og ulighed, og også i forhold til det mål er landbruget centralt. Fattigdommen er massiv i mange landområder.
I årtier har regeringer og donorer forsømt de nødvendige investeringer i bæredygtig landbrugsudvikling. Til skade både for de fattige og for fødevareproduktionen.
CARE, Folkekirkens Nødhjælp og Mellemfolkeligt Samvirke har i fællesskab leveret et meget omfattende input til det danske udenrigsministeriums arbejde med fødevaresikkerhed og landbrug.
Udgangspunktet er den rettighedsbaserede danske bistandspolitik, og dermed også retten til mad.
Tvinges til byerne
Verdensbanken har anslået, at majs dyrket i stordrift, som vi kender det i dag, kun skaber ét job pr kvadratkilometer jord.
Overfører man det til Uganda, hvor der bor omkring 165 indbyggere pr. kvadratkilometer, vil resultatet af stordrift være, at millioner af mennesker fordrives fra landbrugsområderne og tvinges ind i byerne, der allerede har svært ved at klare tilvæksten.
Ledigheden vil stige, ikke falde! Og set fra et energi- og klimasynspunkt viser undersøgelser, at små brug er mere energieffektive og belaster klimaet mindre end industrielt landbrug.
Men der findes andre muligheder.
Eksempler bl.a. fra Uganda og Malawi viser, at småbønder med den rette støtte kan blive langt mere produktive end de er i dag. Det forudsætter, at man har respekt for deres rettigheder, og gennemtænkte offentlige politikker.
Det kræver fokus på jordbundens struktur og næringsbalance, vanding og sygdomskontrol, for slet ikke at tale om støtte til markedsføring.
Kvindeaspektet
Også kvindeaspektet er vigtigt. Mange undersøgelser viser, at produktiviteten øges, når kvinder har adgang til samme input, viden og rådgivning som mænd. Og ofte bruger kvinderne merindtjening på børnenes uddannelse.
Når produktiviteten ikke er steget i Afrika, er klimaforandringer allerede en del af forklaringen, men også at der gennem de seneste årtier er sket et drastisk fald i investeringerne i udviklingslandenes landbrugssektorer.
Det er både de internationale donorer og de nationale regeringer, der har reduceret støtten, og Danmark er en del af dette billede.
Egentlig bistand til landbruget, især til småbønderne, er en faldende andel af Danmarks bistandsprogram ligesom det er en faldende del af de globale programmer.
Fra 1980’erne til omkring 2005 faldt den internationale bistand til landbruget ifølge Verdensbanken fra omkring 3 milliarder dollar til 1 milliard dollar årligt.
En bæredygtig landbrugsudvikling skal baseres på målrettet støtte til småbønderne og ikke mindst til de kvindelige af dem.
De skal have bedre kreditadgang og bedre landbrugskonsulenttjenester. De skal have bedre uddannelsesmuligheder. Og de skal have bedre markedsadgang.
Det skal være landbrugsudvikling baseret på færre giftstoffer med et fokus på at opnå en højere energieffektivitet i landbruget på globalt plan, blandt andet gennem en udligning i de enorme forskelle, der i dag er i landbrugets samlede energiforbrug, arealudbytter og CO2 udledninger i og mellem landene.
Respekt for lokale ejer- og produktionsformer
Ingen ønsker at hvile på fortiden i landbrugets udvikling. Der er et stort behov for nyudvikling, men også for respekt for lokale ejer- og produktionsformer og for at passe på miljøet.
Der skal tænkes nyt i forhold til bæredygtig produktion, nu da klimaændringer allerede påvirker produktiviteten negativt, blandt andet fordi der er blevet flere og længere perioder med tørke.
Klimaændringerne fører paradoksalt nok til, at mere og mere jord i udviklingslande bruges til at producere husdyrfoder og biobrændstoffer til os i den rige verden.
I Vesten har man søgt at nedsætte transportens bidrag til klimaændringerne ved at erstatte benzin og diesel med biobrændstof, men det meste af den jord, der bruges til at producere biobrændstof blev tidligere anvendt til at producere mad, eller var dækket af skov, der sikrede klima og biologisk mangfoldighed.
Dertil kommer, at produktionen af biobrændstof lægger beslag på store mængder vand og ofte fører til forringet vandkvalitet på grund af brugen af sprøjtemidler. Vores måde at søge at løse klimaproblemer på er dermed med til at vanskeliggøre målsætningen om at sikre bæredygtig mad til alle.
Lad os undgå ideologisk slagsmål
Det er vigtigt, at debatten om den bæredygtige fødevareproduktion ikke ender i et ideologisk slagsmål, hvor tilhængere af individuel ejendomsret står over for fortalere for landbrugsfællesskaber, der kan indrettes på mange forskellige måde.
Kravet om rettigheder er et godt udgangspunkt, men rettigheder kan sikres på mange måder og i forhold til forskellige ejerformer. Og rettigheder skal også omfatte de enkelte samfunds ret til at beskytte sig mod spekulation og jordtyveri.
På et tidspunkt, da støtten til den private sektor tilsyneladende kommer til at udgøre en stadig stigende del af dansk udviklingsbistand, er det vigtigt at rammerne omkring indsatsen er på plads.
Den gode jord bliver mere og mere værdifuld, fordi vi har brug for den til bæredygtig produktion.
Det må være et fælles krav, at jordens voksende værdi bliver brugt til gavn for hele planetens befolkning via bæredygtig produktion og ikke omsættes i økonomisk spekulation. Det er i hvert fald ikke bæredygtigt for verdens fattige og sultende og heller ikke for vores fælles klima.
Danmark og EU bør påtage sig en central opgave ved formuleringen af kravet om bæredygtige fødevarer til alle som et af de centrale nye udviklingsmål for verden.
Stine Leth-Nissen er senior advocacy adviser i Folkekirkens Nødhjælp
Helle Munk Ravnborg er forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke
Marianne Haah er programkoordinator i CARE
—
Læs andre artikler og indlæg i temaet ”2015 Målene og fremtidens globale udviklingsdagsorden”: http://www.u-landsnyt.dk/tema/2015-m-lene-og-fremtidens-globale-udviklingsdagsor
