Værdien af barndommen før skolen har længe været et bærende princip i den danske uddannelses- og familiekultur. Fra de første daginstitutioners indførsel i 1965 til børnehavens fremvækst som en næsten universal institution, er de danske dagtilbud blevet betragtet som afgørende fundamenter for udviklingen af børns sociale, kognitive, sproglige og kulturelle kapaciteter.
I dag vil mere end 98 procent af danske børn således have brugt en stor del af deres tid i vuggestuer og børnehaver, have sunget sangen om flyvemaskinen, dannet de første venskaber, tælle til 100, spist gulerødder i rundkreds og vide alt om næsehornet Otto. Denne andel er en af de højeste i verden. Og med god grund.
I løbet af de sidste årtier har international forskning i børns udvikling gang på gang bekræftet og berettiget værdien af koordinerede, holistiske og socialiserende indsatser for børn mellem 0 til 6-års alderen – ofte med de danske daginstitutioner som fyrtårn.
Med afsæt i en række danske eksempler konkluderede Verdensbanken eksempelvis i en nyligt udgiven rapport, at ”den smarteste investering et land kan foretage sig […] er at sikre dets yngste børn de sundheds-, nærings-, stimulerings- og uddannelsesbehov, som de har brug for. Disse er ting de tager med sig ind i resten af livet”.
Det er, som enhver pædagog vil vide, nemlig i 0 til 6-års alderen, at børns udvikling tager de største kvantespring. Og det er i 0 til 6-års alderen, at alt for mange børn i verdens mest udsatte regioner bliver svigtet.
Værdien af en tidlig investering
På globalt plan lever mere end 250 millioner børn i 0 til 6-års alderen – eller godt og vel 43 procent – i fattigdom.
For langt størstedelen af disse børn vil grundskolen være deres første kontakt med en koordineret institution. På tværs af verdens lavindkomstregioner har kun 15 procent af børnene således adgang til dagtilbud før grundskolen påbegyndes – og det på trods af, at netop børn fra ressourcesvage baggrunde, funderet i eksempelvis fattigdom, kønsulighed eller handicap, er den enkeltstående målgruppe hvis kognitive og sociale udvikling gavnes mest af deltagelse i dagtilbud.
Særligt i Sydøstasien og Afrika Syd for Sahara, hvor andelen af børn uden adgang til institutionelle tilbud før skolealderen er højest, rejser de seneste årtiers forskning i
I en opvækst med de mange risici, som børn i fattigdom ofte må leve med – fra underernæring til traumer og understimulerende miljøer – er opfyldelsen af børns kognitive potentiale nemlig dybt forbundet med tilstedeværelsen af daginstitutioner: raterne for øget frafald, kriminalitet, økonomisk ulighed, sundhedsproblemer og indlæringsproblemer stiger alle proportionelt for børn uden adgang til daginstitutioner.
Alligevel er det næsten udelukkende i primære og sekundære uddannelsesinstitutioner, at vi finder den vestlige verdens investeringer i børns fremtid.
Nye prioriteter i det globale udviklingsarbejde?
Mens langt størstedelen af det globale udviklingsarbejde med børns uddannelse har rettet sig udelukkende mod skoler og administration, har en række nye initiativer forsøgt at rejse opmærksomhed omkring de mange personlige og samfundsmæssige goder, som følger af øgede investeringer tidligt i børns liv.
Målt som en andel af den samlede globale udviklingsstøtte er penge til ’Early Childhood Development (ECD) da også steget fra 1,7 procent i 2002 til 3, 8 procent i 2016; men 95 procent af denne stigning skyldes investeringer i forbedret ernæring og sundhed.
Til dags dato er det stadig kun omkring 1 procent af de samlede midler fra den globale udviklingsstøtte til ECD som gik til uddannelsesrettede projekter eller i oprettelsen af institutioner, der som de danske daginstitutioner sætter fokus på udviklingen af børns relationelle, sproglige og sociale udvikling.
De samme kedelige proportioner går igen i den danske udviklingsstøtte. I 2016 gik 377 millioner kroner på støtte til uddannelse verden over ud af et samlet bidrag på 11.146 millioner kroner; kun 206.000 af disse – altså godt og vel 0,05 procent – blev brugt på støtte til dagtilbudsområdet.
Vi har i Danmark en lang og stolt tradition for at værdsætte det pædagogiske arbejde med og mellem børn før skolegangen påbegyndes. Vi ved, at tiden i vuggestuen og børnehaven spiller afgørende roller i børns tilegnelse af evner og kapaciteter, der danner grundlaget for et meningsfuldt og lærerigt liv; især for børn, som vokser op i fattigdom og nød.
Vi ved, med Maria Montessoris ord, at investeringer i vuggestuer og børnehaver er nøglen til forbedringer af vores samfund. Er det ikke på tide, at det globale og nationale udviklingsarbejde begyndte at afspejle denne viden?
Lucas Lundbye Cone er uddannelsesskribent på Globalnyt. Lucas har en MA i International Education fra University of California, Los Angeles (UCLA).