Danfoss har netop slået dørene op for et nyt udviklingscenter for marine- og offshoreområdet i Singapore. Det oplyser koncernen på sin LinkedIn-profil.
“Vores marine & offshore applikationscenter skal hjælpe med at fremme innovation tæt ved og sammen med kunder på systemniveau for marine og offshore-industrien og dermed bedre håndtere klimaudfordringerne, branchen står overfor,” sagde Søren Kvorning, president i Danfoss Asia – Pacific, om det nye center ifølge mediet Seatrade Maritime News.
Arbejdsområderne vil omfatte udvikling af hybride strømsystemer til den maritime industri.
Placeringen og potentialet i feltet illustreres af Danfoss-chefen med, at anslået 130.000 skibe anløber Singapore hvert år.