Efter beskyldninger om uregelmæssigheder og sanktioner fra både Verdensbanken og Danida er det nu endegyldigt slut med det danske konsulentfirma Consia Consultants ApS.
Firmaets grundlægger og indehaver, Erling Juul Rask, er fratrådt, og firmaet er gået konkurs. Det fremgår af oplysninger fra Sø- og Handelsretten.
Konkursen kommer efter flere år med hård kritik fra først Verdensbanken og derefter Danida, som begge har beskyldt Consia for uregelmæssigheder i forbindelse med donor-betalte rådgivningsprojekter i udviklingslandene, hvilket Globalnyt har beskrevet i flere artikler.
Herhjemme kulminerede balladen i maj, da Danida meldte firmaet til politiet.
Året før havde Verdensbanken stillet skarpt på Consias projekter i Vietnam og Indonesien, og en undersøgelse af de pågældende projekter mundede ud i, at Verdensbanken sortlistede både Consia og firmaets indehaver.
Det skabte politisk røre om Danidas samarbejde med Consia. Danida iværksatte en undersøgelse af et udviklingsprojekt i Egypten, hvor Consia var involveret i et partnerskab med en egyptisk virksomhed, og efter at også Kammeradvokaten havde gennemgået sagen, ophævede Danida partnerskabsaftalen og rettede et tilbagesøgningskrav mod Consia.
Kigger man i Consias regnskaber, står det klart, at det så sort ud for firmaets økonomi allerede i 2017.
Efter et en-cifret millionunderskud i 2016 gik regnskabet i minus med over 28 millioner kroner i 2017.
Kassen var tom, virksomheden var i gæld, og egenkapitalen, som året forinden havde beløbet sig til over seks millioner kroner, var nu negativ med over 23 millioner kroner.
Konkursboets kurator, advokat Henrik Poulsen, undersøger nu muligheden for at sælge de resterende aktiver, som er pantsat.
Ifølge kurators opgørelse over konkursboets værdier havde Consia stillet virksomhedspant på 12 millioner kroner til sikkerhed for bankgælden. Herudover er det småt med kommentarer fra kurator.
Den afgåede direktør, Erling Juul Rask, bekræfter, at Consia er gået konkurs, og han henviser blandt andet til uoverensstemmelser med Verdensbanken som årsag til firmaets nedtur.
Hvad angår politisagen, er det småt med kommentarer fra Danida.
”Sagen er overdraget til politiet, og Udenrigsministeriet kan dermed ikke oplyse videre om sagens status,” siger kontorchef Mikael Hemniti Winther, Danida.
Jens Work Kristensen er journalist