Man må gå ud fra, at der er mere end almindelig juletravlhed hjemme hos Martin Bille Hermann, Udenrigsministeriets direktør for udviklingspolitik.
Fredag 21. december fylder han 50 år og små to uger senere begynder han på et nyt job, der kræver at han og familien flytter tværs over Atlanterhavet.
Pr. 1. januar har han arbejdsplads i New York, hvor han skal være Danmarks ambassadør ved FN.
Han nåede at være direktør for udviklingspolitik i knap fem år. Han tiltrådte 1. marts 2014 efter at have været ambassadør i Indonesien.
Karrieren i udenrigstjenesten er gået stærkt. Han kom til ministeriet som fuldmægtig i 2001. To år senere blev han souschef på ambassaden i Nepal. Atter hjemvendt i 2006 blev han souschef for udviklingspolitisk kontor og senere kontorchef for Asien- og Stillehavsregionen inden han i 2012 blev udnævnt til ambassadør og rykkede til Jakarta.
På eksamensbeviserne står der Københavns Universitet og London School of Economics. I København tog han en kandidatgrad i økonomi og supplerede den med en mastergrad i development management i London.
Inden studierne i London arbejdede han for UNDP i Bhutan i tre år.
Læs også Globalnyts portræt af Martin Bille Hermann da han blev chef for Danida i 2014.