Danidas chef til statusmøder med 3 FN-organisationer

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Chefen for for Danida, udenrigsråd Carsten Staur holder fredag politiske dialogmøder med FNs Udviklingsprogram UNDP, FNs Børnefond UNICEF og FNs Befolkningsfond, UNFPA.

Møderne er en opfølgning på årsforhandlinger med organisationerne, som FN-Missionen i New York netop har afsluttet. Ved møderne, der finder sted på dansk foranledning, vil Danida-chefen rejse især 3 emner som Danmark i øjeblikket tillægger meget høj prioritet i forhold til FNs fonde og programmer, skriver udenrigsministeriet på sin hjemmeside torsdag. Det er:

1) Under FNs generalforsamling i september 2005 skal der gøres foreløbig status på opfyldelsen af FNs årtusindeerklæring – 2015-målenene. Danmark vil her lægge særlig vægt på målsætningen om at halvere fattigdommen og forbedre adgangen til uddannelse og sundhed. Carsten Staur vil opfordre fonde og programmer til at bidrage aktivt til at gennemføre 2015-målene ikke mindst når det gælder hiv/aids, god regeringsførelse og ligestilling mellem mænd og kvinder.

2) Behovet for en styrket FN-indsats især på det civile område i “efter-konfliktsituationer”. Danida-chefen vil lægge op til en drøftelse af, hvorledes FN samlet kan yde en mere effektiv og målrettet indsats på landeniveau. Fra dansk side vil man opfordre til en stærkere sammentænkning af FNs humanitære, politiske og udviklingsmæssige post-konfliktindsatser og bedre sammenhæng med det fredsbevarende arbejde.

3) Behovet for bedre samarbejde mellem FN-organisationer på landeniveau. Danida-chefen vil lægge vægt på, at FNs fonde og programmer optræder mere samlet på landeniveau for dermed at sikre en slagkraftig enhed. Dette bør ske gennem fælles programmer og nøje koordinering af organisationernes indsatser i forhold til modtagerlandenes egne udviklingsplaner, herunder fattigdomsstrategier (PRSer), samt gøre øget brug af fælles kontorfaciliteter.

Danmark bidrager i år samlet med 730 mio. kr. til UNDP, UNICEF og UNFPA.

Yderligere oplysninger hos kontorchef Kirsten Geelan, tlf. 33 92 21 47.

Kilde: www.um.dk