Danida har haft travlt med at oversende mere eller mindre betændte sager til Rigsrevisionen siden årsskiftet. Det er blevet til 21 “underrettelser” og de indebærer et foreløbigt minimumstab for de danske bistandsmidler på 877.000 kr. efter svindel, tyveri og andre “uregelmæssigheder”.
U-landsnyt.dk bringer i den kommende tid – dag for dag – omtalen af de 21 seneste sager på udenrigsministeriets website.
Sag nr. 1, oversendt 12. februar 2014:
Sagsnummer: C 1167
Undersøgelse af dokumen-tation vedr. sag i Nicaragua
Sagen vedrørte mistanke om svindel i forbindelse med støtte til Skills Groups joint ventures under B2B programmet (om erhvervs-samarbejde, red.) samt selskaber relateret til Skills Group.
Sagen vedrørende 3DSupply i Nicaragua er blevet vurderet sammen med (revisionsfirmaet) KPMG og Kammeradvokaten.
Ved den oprindelige gennemgang viste det sig, at der var afregnet DKK 585.000 for meget til virksomheden.
Ambassaden har tilbageholdt udbetalinger til virksomheden og undladt at honorere to refusionsanmodninger, hvoraf en række udgifter retmæssigt kunne have været imødekommet.
Efter nøjere gennemgang af dokumentation kan beløbet, der er afregnet for meget fra ambassaden, derfor reduceres til DKK 60.000.
Udenrigsministeriet har efter konsultation med Kammeradvokaten besluttet ikke at rejse yderligere sag imod selskabet eller dettes ejer.
Sagen betragtes derfor som lukket med et tab på DKK 60.000.
Denne sag er tidligere (senest 15 juli 2011) indberettet som en del af sag C 1117, samt separat under C 1167.
Afsender er KVA, der står for Danidas Kontor for Kvalitetssikring og Økonomistyring af Udviklingssamarbejdet