En kondomkonge i Kenya, en blomstersamler i Indien, en bedemand for ufødte børn i Vietnam, en skatertøs i Cambodja og en transseksuel i Uganda. Det er nogle af de hovedpersoner, man kan møde i dette års Danida Verdensbilledlegatfilm.
Under temaet ”Opgør med fremtiden” tager de ti legatfilm publikum med på en rejse ud i verden og ind under huden på en række stærke karakterer.
Nyt blik på en gammel konflikt
Årets førsteplads gik til filmen ’Ahmed af Jerusalem’ instrueret af Anna Steen Hansen og Maiken Stadager Lassen.
I filmen følger man den unge palæstinenser Ahmed, som sammen med sin israelske ven Oren vil have de to folk til at mødes på Jerusalems tage for at tale sig ud af den konflikt, der har varet i snart 70 år.
Juryen begrundede sit valg med, at selvom Israel og Palæstina hører til blandt de mere mediedækkede Danidalande, så tilfører filmen om Ahmed noget nyt.
”’Ahmed af Jerusalem’ giver med sit smukke billedsprog et nyt indblik i en gammel konflikt,” lød det.
Andenpladsen gik til ’The King of Condoms’ af Kenneth Sebastian Mølholt og Anders Bobek. Her følger man kenyanske Stanley, der har viet sit liv til bekæmpelsen af HIV. Det gør han ved at uddele kondomer på gader og skoler og med en humoristisk tilgang undervise kenyanerne i sikker sex.
Tredjepladsen gik til ’Alexa Human!’ af Ann‐Sofie Grarup og Anna Josefine Jakobsen. Filmen følger Alexa som er transseksuel i Uganda, et land hvor du kan blive straffet for din seksualitet. Alexa har startet sin egen organisation for at hjælpe andre transseksuelle ugandere.
Noget på spil
Foruden de tre vinderfilm byder årets legatmodtagere på en række stærke fortællinger fra Nepal, Vietnam, Cambodia, Kenya, Indien og Malawi.
Fælles for filmenes ret forskellige fortællinger er, at de alle følger personer, som virkelig har noget på spil.
Enten fordi de skiller sig ud som skaterpigen Phallin i ’The Girl Phallin’, eller Pawan som lever med et mentalt handicap, og som vi følger i filmen ’Blomstersamlerne’. Eller fordi de drømmer højt som superstaveren Pasha i ’Spell it’ eller skøjteløberen Nakatiza i ’Ice ice maybe’. Eller fordi de har viet deres liv til en større mission som entreprenøren Jack i filmen ’Jungle’ eller den selvbestaltede bedemand og børnehjemsbestyrer Tong i ’Sjælehyrde’.
Alle 10 legatfilm kan ses på Danidas Youtube-kanal.