Danmark er tilbage i 0,7 pct.-klubben

Regnopsamlingsprojekt i Kenya – et eksempel på, hvad Danmarks udviklingsbistand går til.


Foto: Laurits Holdt
Laurits Holdt

14. april 2024

Det skabte behørig opsigt, da det hen over sommeren og efteråret sidste år kom frem, at dansk bistand – for første gang i mere end 40 år – i 2022 ikke nåede FN’s anbefaling om, at bistanden skal udgøre mindst 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (BNI). Da de endelige opgørelser var lavet, stod det klart, at dansk bistand i 2022 kun nåede 0,67 procent af det danske BNI i 2022. Helt præcist manglede 871,5 millioner kroner for at nå FN-målet. Dét efterslæb lovede Dan Jørgensen, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, at indhente med ekstra udbetalinger allerede i 2023.

Derfor var der set frem med ekstra spænding til offentliggørelsen af de foreløbige tal for udviklingsbistanden i 2023 fra OECD’s Udviklingskomité DAC torsdag.

Danmark i mål – godt og vel

De nye tal tyder på, at Dan Jørgensen holdt sit løfte. De viser nemlig, at Danmark er tilbage i den såkaldte 0,7 procent-klub. Og selv om tallene kun er foreløbige – de endelige og helt officielle tal kommer først i december 2024, så kan Danmark føle sig på den sikre side i 2023. Med 0,74 procent af BNI er Danmark på det højeste niveau siden 2017 og har en pæn margin ned til de 0,70 procent.

DAC fremhæver da også Danmark som ét af 14 ud af de i alt 31 DAC-lande, hvis bistand steg fra 2022 til 2023. 10 procent steg den danske bistand med, og som DAC skriver: ”Det skyldtes delvist, at Danmark kompenserede for, at dets bistand i 2022 faldt til under 0,7 procent af BNI, fordi den danske regering har en klar ambition om hvert år at leve op til FN-målet.”

ÅrProcent af BNIMia. kroner
20150,8517,25
20160,7515,95
20170,7216,17
20180,7216,27
20190,7116,95
20200,7317,271
20210,7117,825
20220,6719,559
20230,7421,208
Kilde: OpenAid.dk april 2024

Nummer fem i klubben

Der er fire andre lande i 0,7 procent-klubben i 2023. Alle ligger foran Danmark: Norge forrest med 1,09 procent, dernæst følger Luxemburg (0,99), Sverige (0,91) og Tyskland (0,79).

Tidligere prominente medlemmer af klubben tæller Holland og UK, der med henholdsvis 0,66 og 0,58 procent har et stykke op for atter at blive medlemmer.

Mange store donorlande ligger lavt i procent

Når vi ser på den totale bistand, lå Danmark i 2023 med 3,1 milliarder USD på en 15.-plads blandt de 31 DAC-lande. USA er langt det største donorland med 66 milliarder dollar – eller tæt ved en tredjedel af den samlede, globale bistand. Alligevel ydede USA kun 0,24 procent af sit BNI i bistand.

Den næststørste bilaterale donor i 2023 var Tyskland med 36,7 milliarder dollar, der altså også placerede Tyskland i 0,7 procent-klubben. Her var til gengæld ingen af de følgende 6 lande på listen – målt på volumen: Japan, UK, Frankrig, Canada, Holland og Italien, der alle gav mindre end 0,7 procent. Først de 9. og 10. største donorer målt på volumen, nemlig Sverige og Norge, var også i 0,7 procent-klubben i 2023.

Samlet gav DAC-donorlandene 0,37 procent af deres BNI i udviklingsbistand i 2023, hvor gennemsnittet for de 31 DAC-lande havnede på 0,43 procent – en forskel, der viser, at landene med de mindste økonomier giver relativt mest i bistand.

Mere til Ukraine – mindre til flygtninge

Udviklingen i Danmarks bistand i 2023 stemmer meget godt overens med tendenserne i den globale bistand. Også fra Danmark steg bistanden til Ukraine: fra 151 millioner dollar i 2022 til 179 millioner i 2023, hvor 6 procent af den samlede danske bistand gik til Ukraine.

Omvendt faldt de danske udgifter til flygtningemodtagelse fra 357 millioner dollar i 2022 til 311 millioner i 2023. Andelen af den samlede danske bistand, der på den måde blev i Danmark, faldt dermed fra 12,9 til 10,1 procent.

Den danske bistand til Afrika har de seneste år også fulgt de globale tendenser: I 2023 steg den andel af den danske bistand, der gik til Afrika, en smule, nemlig fra 16,7 procent i til 17,08 procent. Det var dog ikke nok til at indhente efterslæbet fra årene før. I årene 2019-2021 var Afrikas andel af den danske bistand mellem 20,4 og 22,4 procent. I totale tal modtog Afrika i 2023 3,63 milliarder kroner fra Danmark.

201820192020202120222023
Bilateral69,8669,2164,6467,9972,6070,03
Multilateral30,1430,7935,3632,0127,429,97
FN-systemet8,39,59,149,098,228,74
Afrika17,5120,3822,4221,2116,717,08
Asien13,5613,2310,5114,0711,3110,08
Kilde: OpenAid.dk april 2024