EU´s højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedsanliggender, Catherine Ashton, roste Danmark på et udviklingsministermøde i Bruxelles mandag aften.
Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) glæder sig over rosen og mener, at Danmark er med til at lægge pres på lande, der er i færd med at skære ned på udviklingsbistanden.
Efter selve udviklingsministermødet roste Catherine Ashton Danmark for at øge bistanden i en krisetid, skriver udenrigsministeriets hjemmeside, um.dk.
– Det er ikke kun en investering i at redde liv ude i verden. Det er også en investering i at redde Europa og skabe eksport, vækst og arbejdspladser i Europa, sagde hun.
Den danske regering vil hæve udviklingsbistanden med over 800 millioner over de næste to år.
Også Storbritanien hæver bistanden, mens en række europæiske lande skærer i bistanden.
Christian Friis Bach var glad for rosen.
– Det lægger pres på de øvrige lande for at fastholde et stærkt internationalt engagement, og gør en forskel ude i verden, siger han.
Christian Friis Bach var også godt tilfreds med mødet.
– Der var et stærkt internationalt engagement og følelsen af et globalt fællesskab.
Emnerne på mødet var krisen på Afrikas horn og forslaget til en ny europæisk udviklingspolitik.