Danmark giver hjælp til kriseområder for 55 mio. kroner

Forfatter billede

Danmark vil nu give 55 mio. kroner i støtte til at afhjælpe en stribe humanitære kriser, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.

Det handler først og fremmest om en humanitær krise, der er ved at udfolde sig i Sahel-bæltet tværs over Afrika, hvor det forventes, at meget store befolkningsgrupper i løbet af 2012 vil være i risiko for at sulte.

Derudover er den humanitære situation i Yemen på Den arabiske Halvø under hastig forværring, og det samme er tilfældet med forholdene for de palæstinensiske flygtninge i Gaza.

Endelig har FN anmodet om, at det minerydningsarbejde, der er igangsat i Libyen, fortsættes, indtil libyerne selv kan overtage finansieringen med egne midler.

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R):

– Danmark yder støtten efter opfordring fra FN og Røde Kors. Med bevillingerne bidrager vi til, at organisationerne kan hjælpe sårbare grupper i kriser, der er ved at udvik-le sig til egentlige humanitære katastrofer.

– Med en tidlig indsats kan vi mindske risikoen for, at der opstår konflikter og at store befolkningsgrupper bliver tvunget til at flytte.

Krisen i SAHEL-bæltet støttes gennem Verdensfødevareorganisationen (WFP) og FN’s Børnefond (UNICEF) med i alt 30 mio. kr. I regionen er 80 pct. af al dyrkbar landbrugsjord påvirket af tørke og ørkenspredning.

Det skaber store fattigdomsproblemer for de mennesker, der bor i de berørte områder, og der er stadig mere udtalte problemer med underernæring. Specielt i landene Niger, Tchad, Sudan, Burkina Faso og Mali melder både UNICEF og WFP om stigende fødevareusikkerhed på grund af tørke og høje fødevarepriser.

YEMEN er ramt af langvarige konflikter, der ifølge FN kan føre til, at yderligere 700.000 personer fordrives, og at den generelle fødevare- og sundhedssituation forværres endnu mere.

Da International Røde Kors er stærkt repræsenteret i landet og har adgang til konfliktramte områder, er det besluttet at støtte deres arbejde med en bevilling på knap 10 mio. kr.

Situationen for palæstinensiske flygtninge bliver stadig vanskeligere. Selv om de israelske myndigheder gennem det seneste år har løsnet blokaden af GAZA, således at bl.a. materialer til FN byggeprojekter nu kan importeres, er de lovlige økonomiske aktiviteter næsten gået i stå.

Der er dermed skabt en situation, hvor meget store dele af befolkningen er blevet afhængige af international humanitær bistand. WFP har af samme grund sat Palæstina på listen over de 8 mest kritiske kriser ved udgangen af 2011.

UNRWAs arbejde med flygtningene i Gaza og Libanon støttes derfor med en bevilling på 10 mio. kr.

I LIBYEN er der fortsat stort behov for minerydning. Ikke blot landminer og klyngebomber, men også håndvåben og lettere artilleri udgør en stor fare for civilbefolkningen.

FN har på den baggrund anmodet om støtte til at sikre fortsættelsen af minerydningsindsatsen, indtil Libyen selv kan overtage finansieringen af disse ved at få adgang til indefrosne midler i udlandet.

Folkekirkens Nødhjælp modtager derfor 5 mio. kr. til at fortsætte den dansk finansierede minerydningsindsats i landet.