Danmark giver mere end lovet til ofrene for Syriens borgerkrig

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Danmark vil indtil videre give 10 millioner kroner mere end lovet til en række humanitære organisationers arbejde for ofrene for borgerkrigen i Syrien. Samtidig appellerer FN om det største beløb til en humanitær katastrofe nogensinde.

Der er 60 millioner kroner på vej fra Danmark til en række danske humanitære organisationers arbejde i Syrien og nabolandene. Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.

Dermed har Danmark udbetalt 135 af de 200 millioner kroner som vi lovede på donorkonferencen i Kuwait i januar.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) vil torsdag anmode Folketingets Finansudvalg om en endelig godkendelse af yderligere 75 millioner kroner til et nyt udviklings- og beskyttelsesprogram for syriske flygtninge i regionen.

Det betyder, at Danmarks bidrag til ofrene for borgerkrigen i Syrien i 2014 foreløbigt på 210 millioner kroner – altså 10 millioner mere end lovet.

”Vi må ikke glemme Syrien”

”Vi må ikke glemme gruen i Syrien og situationen for 9,3 millioner mennesker, der har behov for nødhjælp. Det er dybt bedrøveligt, når man læser om en syrisk kvinde, der i desperation sætter ild til sig selv foran sine fire børn, da hun ikke kan få udleveret fødevarehjælp,” siger Mogens Jensen, og tilføjer:

“Med denne bevilling går Danmark videre, end vi forpligtigede os til i Kuwait. Jeg opfordrer andre lande til at gøre det samme.”

Den danske bevilling følger efter et lukket møde i Sikkerhedsrådet i fredags, hvor medlemmerne drøftede FN-generalsekretærens statusrapport om humanitær adgang til Syrien.

Rapporten fastslår, at det fortsat er ekstremt vanskelig at få nødhjælpen frem til de indespærrede syrere, og at problemerne i høj grad skyldes, at den syriske regering ikke lader nødhjælpskonvojerne passere grænserne.

Men det fremgår også, at FN for første gang siden konfliktens start har fået adgang med nødhjælp ind over grænsen.

”Vi skal blive ved med at presse på for at få FN-nødhjælpskonvojerne ind over grænsen, samtidig med at vi støtter danske organisationer, der arbejder med flygtninge i nabolandene og inde i Syrien, og som gør en stor indsats for at levere nødhjælp til svært tilgængelige områder,” siger Mogens Jensen.

For de 60 millioner kroner vil de danske organisationer blandt andet levere insulin til 10.000 sukkersygepatienter, sundhedsudstyr til den belejrede Yarmouk-lejr, hygiejneartikler, mad og andre basale fornødenheder.

Pengene fordeles mellem Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp, Caritas Danmark og ADRA.

FN har appelleret om over 35 milliarder kroner i humanitær bistand for at dække de humanitære behov i Syrien og nabolandene i 2014. Det er den største humanitære appel nogensinde.