Selvom verden har gjort store fremskridt i indsatsen mod hiv, er vi ikke i mål. Alene i 2020 fik 1,5 millioner mennesker konstateret hiv, og 680.000 døde af aids. Blandt de mest udsatte er unge kvinder og piger. I 2020 udgjorde kvinder 63 procent af nye hiv-tilfælde i Afrika syd for Sahara, og blandt teenagere var 6 ud af 7 nye tilfælde piger. I Afrika syd for Sahara er aids fortsat den væsentligste dødsårsag for kvinder mellem 15 og 49 år.
Af den grund vakte det forståeligt nok opmærksomhed, da der kom et nyt våben i kampen mod hiv: En langtidsvirkende vaginalring, der mindsker risikoen for smitte med hiv, fik et rygklap af det europæiske lægemiddelagentur i juli 2020.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, fulgte op og tilføjede ringen til sin liste over anbefalede hiv-forebyggende værktøjer til kvinder, der har begrænset adgang til hiv-forebyggende PrEP-piller og kondom.
Her var et værktøj, som havde potentialet til at hjælpe en af de mest udsatte grupper af mennesker i risiko for hiv – unge kvinder og piger i verdens udviklingslande.
En potentiel ‘game changer’
Derfor var det også en overraskelse, at Danmark i 2021 valgte at stoppe støtten til organisationen bag vaginalringen, The International Partnership for Microbicides (IPM). Netop som ringen var klar til at blive rullet ud og med potentiale til at redde tusindvis af liv – og ovenikøbet efter mange års investering af danske udviklingsmidler.
Det var en prioritering, som vi i AIDS-Fondet undrede os over – og som heldigvis er blevet omgjort med finansloven for 2022.
For hvis vaginalringen får den nødvendige støtte til at nå ud til de piger og kvinder, der er i størst risiko, så kan den være en potentiel ‘game-changer’ i kampen mod hiv.
Piger og unge kvinder i høj risiko for hiv
Udover at kvinder biologisk set er mere modtagelige for hiv end mænd, spiller manglende social, politisk og økonomisk ligestilling mellem kønnene også en stor rolle i den udbredte smitte. Kønsbaseret vold, kort skolegang og mangelfuld seksualundervisning er blot nogle af de strukturelle årsager bag.
Teenagepiger og unge kvinder holdes ofte i uvidenhed om, hvordan de kan beskytte sig selv mod hiv og uønsket graviditet – andre gange har pigerne og kvinderne den relevante viden, men ikke midlerne og magten til at beskytte sig selv.
Vaginalring giver kvinder kontrol
Vaginalringen giver kvinderne en mulighed for hiv-forebyggelse, der ikke kræver en partners vidende og tilladelse, og dermed får kvinder bedre kontrol over eget liv og deres seksuelle sundhed.
Vaginalringen indeholder hiv-medicin, der langsomt frigives over en periode på 30 dage, hvorefter den skal skiftes ud – og det er en af ringens styrker. Isætningen behøver ikke ske i forbindelse med sex – den sidder der bare. Det giver ringen en række fordele over et kondom, man glemmer, eller som ens partner ikke vil bruge. Men også over den hiv-forebyggende PrEP-behandling til udsatte personer, der kræver, at man dagligt husker at tage en pille.
Vaginalringen er første produkt – flere er på vej
Med fornyet dansk støtte til vaginalringen, kan flere og endnu bedre produkter også hjælpes på vej – produkter som allerede er under udvikling og som har stort potentiale – en vaginalring, som yder beskyttelse i op til tre måneder, og en vaginalring som også forebygger uønsket graviditet.
Innovation og nytænkning bringer os nærmere målet
Med Verdensmålene har Danmark og verden forpligtet os på en verden uden aids i 2030 – men vi er bagud, og vi må ikke blive ved med at sænke farten. Innovation og nytænkning er nødvendigt for at opnå varige resultater, og vi må ikke lade gode produkter samle støv i laboratoriet, fordi vi mister interessen for et problem, der kræver vedholdenhed.
For at nå i mål, bliver vi nødt til at investere vedvarende i nye og innovative metoder til at forebygge smitte blandt de mest udsatte mennesker – og udrulle løsningerne, når de er udviklet.
Med den fornyede støtte til IPM, bidrager Danmark til at udfylde et kritisk tomrum i hiv-forebyggelse for kvinder med et helt konkret supplement til den danske udviklingspolitiske kamp for kvinders seksuelle sundhed og rettigheder.
Line Brøgger Kjærgaard er International Chef i AIDS-Fondet.