Marianne S. Ulriksen er lektor i Statskundskab på Syddansk Universitet
Siden årtusindeskiftet er der sket en markant stigning af sociale ydelser i mange lande i det Globale Syd. Der findes mange typer af ydelser, men det gennemgående er, at man giver et fast månedligt beløb til de borgere som ydelsen er tiltænkt, og at programmerne er finansieret gennem staten. Sådan som vi herhjemme kender det med folkepensionen, børnepenge og kontanthjælp.
Disse programmer er blevet populære i mange lande og i stigende grad hos internationale donorer, da det er en enkelt måde at afhjælpe fattigdom og økonomisk sårbarhed på. Og det netop særligt i økonomier, hvor flertallet arbejder i den uformelle sektor og derfor ikke er tilknyttet sociale forsikringsordninger. Selvom man måske overordnet ’blot’ bør interessere sig for, at de sociale ydelser kan reducere fattigdom, så kan det have langsigtede konsekvenser, om ydelserne er målrettet de fattige, eller om de har et bredere sigte.
Verdensbanken, som er en dominerende aktør i arbejdet med at udbrede sociale ydelser i mange lavindkomstlande, promoverer programmer, som er målrettet de fattige. Intuitivt kan det give god mening, at man mest effektivt reducerer fattigdom ved at bruge pengene på de mest trængende.
Men forskning viser, at sådanne programmer ofte ikke bliver godt integreret i et velfærdssystem, fordi de er upopulære i den brede del af befolkningen og blandt den politiske elite. Omvendt er det med sociale ydelser, der gives til grupper mange opfatter som sårbare for eksempel gamle, børn og folk med handikap.
Bred opbakning
Allerede sidst i 90’erne indførte lande som Botswana og Lesotho egenhændigt en skattefinansieret folkepension, og Sydafrika en børneydelse i tillæg til den allerede eksisterende pension.
Fordelene ved disse programmer er, at de generelt har bred opbakning og derved lettere kan blive en permanent del af velfærdssystemer under opbygning. Man kan også ret enkelt udvide sådanne programmer efterhånden som der er ønske og ressourcer hertil. Eksempelvis har man i Sydafrika over tid hævet alderen til børneydelsen fra, at den oprindeligt gik til børn under syv år til nu at være for børn under 18 år.
I Botswana og Lesotho er pensioner universelle, mens man i Sydafrika kan kalde ydelserne nær-universelle idet man skal være ganske rig for ikke at kunne modtage pension eller børnepenge. For alle landene gælder, at ydelserne gør en kæmpe forskel for modtageren og dennes familie.
Danmark bør komme med på vognen
I mange af de lande, hvor internationale aktører har været involveret i at opbygge programmer, har man indført sociale ydelser, som er målrettet de fattigste. Det kan vise sig problematisk på lang sigt idet målet vel må være at opbygge bæredygtige velfærdssystemer. Der mangler en stærk stemme, som kan tage denne position.
I Danmark har mange en instinktiv fornemmelse for betydningen af vores velfærdsstat. Den kan ikke kopieres, men idéen om betydningen af bredt forankret ydelser til sårbare grupper er et bærende fundament, som sagtens kan tilpasses andre kontekster.
Danmark kunne derfor være en stærkere stemme i den internationale debat og i højere grad være med til at definere tilgangen til opbygningen af velfærdssystemer. Vi bør komme med på vognen.
Hvis du vil høre mere, kunne dette seminar måske interessere dig: Supporting welfare state expansion in the Global South – what role for development aid?
