Det lykkedes ikke de 15 medlemslande i OSPAR Konventionen at nå til enighed om beskyttelse af et område i Arktis på størrelse med Storbritannien, skriver Greenpeace i en pressemeddlelse.
Det står nu klart efter afslutningen på en uges forhandlinger i Spanien, hvor Danmark også deltog.
Størstedelen af medlemslandene var ellers positivt stemte for at hjælpe det sårbare Arktis og sammen beslutte at oprettet et hav-reservat i det internationale farvand omkring Nordpolen. En uheldig trio mellem Danmark, Norge og Island obstruerede imidlertid forhandlingerne og dermed muligheden for at lukke et stort området af for ødelæggende industriel aktivitet.
”Den danske regering underminerer sit internationale ry ved at nægte at forhandle med f.eks. Tyskland, Frankrig, Spanien og EU Kommissionen, der alle tager ansvar og ønsker at beskytte området i Arktis”, siger Jon Burgwald fra Greenpeace i Danmark, der er til stede ved OSPAR-mødet.
“Det er på tide, at den danske regering tager skeen i den anden hånd og lever op til sin særlige forpligtigelse som arktisk kyststat for at beskytte dette unikke område,” fortsætter han.
Flere lande gjorde ellers en stor indsats for at mødet skulle ende positivt. Også forhandlerne fra EU Kommissionen og formanden for OSPAR forsøgte at skubbe udfaldet i den rigtige retning. Desuden har over otte millioner mennesker skrevet under på, at de ønsker at beskytte Arktis.
”Der er rigtig mange gode grunde til at beskytte dette unikke omåde. Både forskere og internationale fora – herunder OSPAR – har anerkendt, at området er sårbart og vigtigt”, siger Jon Burgwald.
“OSPAR har både mandat og opbakning fra langt de fleste medlemslande til at beskytte et stort område i Arktis. Alligevel fortsætter den danske regering med kontinuerligt at forhindre alle fremskridt,” siger Jon Burgwald.
Det arktiske Ocean er det mindst beskyttede havområde i verden og allerede voldsomt ramt af konsekvenserne af klimaforandringerne. I årets første måneder satte afsmeltningen af havisen således endnu engang rekord.
Til trods for akut behov for beskyttelse af Arktis, har OSPAR Kommissionen indtil videre valgt at afvente handling fra Arktis Råd. I Arktis Råds 20 år lange historie har det dog aldrig så meget som fremsat et forslag om at oprette beskyttede havområder og mangler både vilje og mandat til at gøre det i fremtiden.
Norge er foruden deltagelse i den negative trio med Danmark og Island, desuden i gang med at åbne op for olieudvinding i nye områder i Arktis. Greenpeace er derfor gået sammen med andre organisationer om at undersøge i hvilket omfang, det bryder med Norges internationale forpligtelser.
Greenpeace arbejder for, at det internationale farvand omkring Nordpolen udpeges til et globalt naturreservat, og at der derudover bliver oprettet havreservater i de tilstødende, mest sårbare arktiske områder.