Sammen med sin indiske kollega, Sushma Swaraj genåbner udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) den Dansk-Indiske Fælleskommission, der efter indisk ønske har ligget stille siden 2010. Relanceringen er udtryk for et afgørende skridt fremad i de bilaterale relationer mellem Danmark og Indien.
Kommissionen blev lagt på is af den indiske regering i 2010 efter utilfredshed med at Danmark ikke ville udlevere den danske statsborger Niels Holck til retsforfølgelse i Indien.
Niels Holck er mistænkt af de indiske myndigheder for at have smuglet våben til en separatistgruppe i den indiske delstat Vestbangalien.
Fart på samarbejdet
“Danmark har brug for gode relationer og et tæt samarbejde med Indien. Forholdet har været udfordret, men i dag er vi enige om at se fremad. Det er jeg utroligt glad for. Det er kulminationen på års arbejde. Nu skal vi have fart på samarbejdet. På sigt håber jeg, at vi kan indgå et strategisk partnerskab med Indien, som dem Danmark har med de andre store asiatiske vækstøkonomier,” siger udenrigsministeren.
Det var på den nordisk-indiske topmøde i Stockholm i april at de to lande blev enige om at genåbne fælleskommissionen. Her mødtes statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med Indiens premierminister Narendra Modi. På mødet blev det også aftalt at åbne et dansk kulturinstitut i Indien.
Mere handel
Under sit ophold i Indien mødes udenrigsministeren også med den indiske handelsminister, Suresh Prabhu for at diskutere styrket samhandel mellem Danmark og Indien.
“Indien er næste år verdens femtestørste økonomi, men under en halv procent af dansk eksport går til Indien. Så der er et kæmpe uudnyttet potentiale. Vi skal gribe det momentum, vi nu har skabt og accelerere eksporten. Derfor udsender vi to ekstra vækstrådgivere til ambassaden i New Delhi, der skal fremme danske løsninger på det indiske marked. Vi ser også på en opgradering af handelskontoret i Bangalore til et generalkonsulat, så vi står endnu stærkere, når vi skal hjælpe de danske virksomheder i kampen om de indiske markedsandele. Der er potentielt milliarder at hente,” lyder det fra Anders Samuelsen.
Som symbol på det styrkede samarbejde mellem Danmark og Indien vil ministeren under sit besøg også åbne den nye danske ambassadebygning i New Delhi.
Om kommissionen
Den Dansk-Indiske Fælleskommission danner rammen om det bilaterale forhold mellem Danmark og Indien. Kommissionen ledes af de to landes udenrigsministre. Kommissionen har derudover en række sektorundergrupper, der danner rammen om det konkrete samarbejde på sektorniveau. Der er pt. undergrupper indenfor energi, landbrug, fødevarer, teknologi, shipping, arbejdsmarked, miljø og byudvikling.
Indien var sammen med Bangladesh, Tanzania og Kenya blandt de første lande der modtog udviklingsbistand fra Danmark. Udviklingssamarbejdet der især handlede om rent drikkevand, sanitet og sundhed er dog i dag historie. I 2004 bad den indiske regering Danmark om at stoppe bistanden og samtidig meddelte den, at statslån på mere end 500 millioner kroner tilbage.
Danske rådgivningsvirksomheder er dog fortsat meget aktive indenfor bl.a. vandsektoren i landet, der har 1,3 milliarder indbyggere.