Danmark sætter global dagsorden for vand

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Danske virksomheder har taget det første skridt til, hvad der på sigt kan udvikle Danmark til en international ’water hub’, skriver Udenrigsministeriet mandag.

Det betyder, at Danmark vil tiltrække internationale forskere og virksomheder i samme omfang, som man ser det på vindområdet.

De globale investeringer inden for vand har et niveau, der er tre gange større end vindindustrien, og ambitionen er at brande dansk ekspertise internationalt, som frontløber inden for bæredygtige vandløsninger og gøre Danmark til et omdrejningspunkt for udvikling og fremme af intelligente løsninger.

Og der er grundlag for ambitionen; ifølge FN vil verdens samlede vandforbrug stige med 30 procent frem til år 2030 på grund af befolkningstilvækst og øget velfærd.

Det betyder, at verdens vandressourcer er under pres, og at der skal findes nye løsninger.

Initiativet lanceres under navnet Rethink Water og bliver en del af State of Green, Danmarks officielle grønne brand.

Projektet støttes med op til 6 millioner kroner af Fonden til Markedsføring af Danmark under Erhvervs- og Vækstministeriet.

Erhvervs- og Vækstminister Ole Sohn pointerer, at vand er et vigtigt vækstområde: ‘Danske vandvirksomheder står allerede i dag for en eksport på cirka 15 milliarder kroner, hvilket er omkring en fjerdedel af eksporten på energiområdet.’

‘Derfor har Danmark et stærkt fundament for at udvikle vand til en global styrkeposition, og det skal vi bygge på for at få Danmark tilbage på vækstsporet og for at skabe nye grønne arbejdspladser’, siger Ole Sohn.

Rethink Water-projektet gennemføres i et tæt samarbejde mellem Danish Water Forum og State of Green Konsortiet.

De konkrete løsninger omfatter en serie mini-rapporter med beskrivelser af danske styrkepositioner på vandområdet, præsentationsværktøjer samt film og events, der skal synliggøre den danske vandbranche internationalt.

Hans-Martin Friis Møller, Udviklingsdirektør Vand og Energi hos Grontmij og bestyrelsesmedlem i Danish Water Forum, er en af drivkræfterne bag initiativet.

Han siger: ’Som frontløber gennem årtier har danske virksomheder, forsyningsselskaber og myndigheder viden, erfaring og netværk, der kan være med til at sætte en ny global dagsorden om vand, livskvalitet og bæredygtige helhedsløsninger verden over.’

Og fortsætter: ‘Det klorfrie drikkevand, havnebadene i København og vandeffektive industrier er vigtige eksempler på effektive danske løsninger med internationalt afsætningspotentiale.’

Bag Rethink Water-projektet er på nuværende tidspunkt 43 virksomheder, forsyninger, og organisationer fra den danske vandsektor og Københavns Kommune.

Handels- og investeringsminister, Pia Olsen Dyhr, er glad for, at der er bred opbakning til projektet.

“Verden skriger efter svar på, hvordan vi sikrer rent drikkevand, miljøvenlig vandrensning og undgår oversvømmelser forårsaget af klimaforandringerne”, siger Pia Dyhr.

Og fortsætter: “Vi skal blive bedre til at samarbejde os ud over landets grænser og at få øjnene op for de enorme muligheder på særligt de nye vækstmarkeder. Hvis branchens forhåbninger holder stik og eksporten tredobles til cirka 50 milliarder kroner, kan det betyde 10.000 nye jobs og dermed et nyt eksporteventyr på vandområdet”.

Miljøminister Ida Auken ser det som vigtigt, at virksomheder går ind og sætter fokus på vandområdet: ’Danske virksomheder i vandbranchen har taget det første skridt med et samarbejde, der både viser mod og handlekraft. De har udfordret sig selv ved at sætte sig sammen med deres konkurrenter for at skabe denne platform.’

Og fortsætter: ‘Med lanceringen af Rethink Water-projektet viser danske virksomheder verden, at Danmark er parat til at tage ansvar og bidrage til at løse de store globale vandudfordringer.’