Danmark sætter verdensrekord i vindenergi

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Thomas Jazrawi

I 2015 slog danske vindmøller alle tiders verdensrekord, skriver Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i en pressemeddelelse fredag. 

Samlet set leverede vindmøllerne, hvad der svarer til 42,1 procent af det samlede danske elforbrug, og det er det højeste tal nogensinde og den største andel for noget land i verden.

Sidste år var tallet 39,1 procent – også det var verdensrekord.

Verdensrekorden glæder energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt, som mener, at vindprocenten kan få betydning for udlandets syn på Danmark.

”Verdensrekorden betyder, at Danmark vil være et udstillingsvindue for resten af verden. Vi viser, at man både kan have en ambitiøs grøn politik med en høj andel af vindenergi i vores energiforsyning, samtidig med at vi har meget høj forsyningssikkerhed,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Han mener desuden, at vindrekorden er en optimal platform for de danske virksomheder, der skal ud i verden og vinde markedsandele i den globale grønne omstilling væk fra fossile brændsler til blandt andet vindenergi.

”Vi skal fortsætte omstillingen med grøn realisme, så vi fortsætter med at være foregangsland med større fokus på at få omkostningerne ned. Det er godt for klimaet, og giver danske virksomheder gode muligheder for at øge eksporten, skabe vækst og danske arbejdspladser ovenpå klimaaftalen på COP21 i Paris, for nu skal hele verden i gang med den grønne omstilling, som Danmark har over 40 års erfaring med,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Forventningen er, at vindenergi i 2020 vil udgøre over 50 procent af vores elforbrug.

Fakta:

Vindstrømmens andel af strømforbruget de seneste ti år

2015: 42,1%

2014: 39,1%

2013: 32,7%

2012: 30,0%

2011: 28,3%

2010: 22,0%

2009:19,4%

2008: 19,3%

2007: 19,9%

2006: 17,0%

2005: 18,7%

En vindandel på 42 procent betyder ikke, at 42 procent af det, der kom ud af danskernes stikkontakter, kommer fra vind. Danmark er tæt forbundet med nabolande, og strøm handles på kryds og tværs hele tiden.