Danmark sender 100 millioner kr. til genopbygningen i Mali

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Efter militærkuppet, oprøret i nord og den franske invasion i begyndelsen af 2013 er der nu nogenlunde ro i Mali. Nu skal der gang i genopbygningen af landets politiske og fysiske strukturer. På et topmøde onsdag skal der findes penge til indsatsen.

Frankrigs præsident François Hollande, EU’s kommissionsformand Manuel Barroso, og præsidenten for den maliske overgangsregering Dioncounda Traoré er værter for et internationalt topmøde i Bruxelles til støtte for Malis genopretning. Fra Danmark deltager udviklingsminister Christian Friis Bach (R).

Mødet skal være med til at fastholde det positive momentum i den helt afgørende periode op til det planlagte præsidentvalg i juli måned.

Udviklingsminister Christian Friis Bach har 100 mio. kr. med til direkte støtte til genopbygningen af den maliske stat.

Som et særligt dansk input til topmødet fremlægger Danmark et såkaldt non-papir med fokus på behovet for en bred og inklusiv dialog- og forsoningsproces i Mali.

Dansk bidrag til FN-styrke

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) siger samtidig onsdag til Berlingske, at regeringen overvejer, hvordan Danmark kan bidrage til FNs Stabiliseringsstyrke (MINUSMA) i det vestafrikanske Sahel-land.

Det ventes, at der bliver tale om et mindre antal militærfolk, der kan bistå med logistiske og administrative opgaver – i stil med det danske kontingent til FN-missionen i det uroplagede Sydsudan.

Dette kontingent består af officerer fra alle værnsgrene, stabsofficerer samt militære observatører.

Berlingske skriver, at regeringen tillige har besluttet at trække det store danske Hercules-fly hjem fra Mali. Transportflyet har de seneste knap fem måneder bistået med opgaver som led i den fransk-anførte kampagne for at nedkæmpe militante islamister i landets nordlige del.

Beslutningen er truffet i samråd med franskmændene, oplyses det.

To-årig plan for genopbygning

Forud for topmødet har Malis regering fremlagt en to-årig plan for genopbygningen af landet med 12 prioriterede områder, der retter fokus mod blandt andet afholdelse af valg, dialog og forsoning, decentralisering, sundhed, uddannelse og vækst.

“De seneste måneders historier fra Mali har naturligt nok været præget af den militære indsats i landet. Men med en nu relativ stabil sikkerhedsmæssig situation og en beslutning om indsættelsen af en FN-styrke, er tidspunktet kommet til for alvor at rette opmærksomheden mod den politiske proces i Mali og fokusere på, hvordan den maliske stat bedst genvinder sit fodfæste i hele landet,” siger udviklingsministeren.

Målet er, at det internationale samfund på topmødet forpligter sig til at bidrage økonomisk til Malis transitionsplan, således at den maliske stat hurtigst muligt genopbygges efter militærkuppet i marts 2012 og militante gruppers erobring af det nordlige Mali i januar 2013.

Størstedelen af de 100 mio. kr. vil blive kanaliseret ind på den maliske finanslov via EU og FN. Men der planlægges også et tilskud på 15 mio. kr. til støtte til de valg, som efter planen skal afholdes i juli 2013.

Yderligere 5 mio. kr. vil gå til at støtte aktiviteter i civilsamfundet, så almindelige maliske borgere kan holde deres egen regering fast på dens løfter om at levere sikkerhed, uddannelse, sundhed og rent drikkevand.

Forsoningsprocessen

”Danmark har i forbindelse med konferencen valgt at rette et særligt fokus på en helt afgørende dialog- og forsoningsproces i Mali. Efter en konflikt, som den vi har set i Mali, sidder mange tilbage med traumatiserende oplevelser, der skal tages hånd om,” siger ministren og tilføjer:

”Erfaringer fra dansk-støttede dialog- og forsoningsaktiviteter i det nordlige Mali peger på, at tidligere fredsaftaler i høj grad har belønnet de grupper, der gjorde oprør og greb til våben, mens den brede del af befolkningens behov ikke i samme grad er blevet tilgodeset.”

Det danske non-papir om dialog og national forsoning: http://um.dk/da/~/media/UM/Danish-site/Documents/Politik-og-diplomati/Nyheder_udenrigspolitik/2013/DK_Non-paper_Mali_English%20version.pdf