Danmark skal hjælpe Grækenland med behandling af torturofre

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Mens grækerne kæmper med den økonomiske krise, lider mange af de 55.000 flygtninge, som lige nu mangler at få deres sag behandlet i Grækenland, af ubehandlede traumer som følge af tortur og krig.

Derfor er Danmark via DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur (der tidligere hed RCT) blevet bedt om at hjælpe med at etablere et professionelt korps af læger, psykologer, socialrådgivere og jurister, der skal behandle torturofre blandt asylansøgere. Henover sommeren og efteråret rejser danske specialister til Grækenland for at træne deres græske fagfæller i emner som torturkonventionen, smerteskole, social rådgivning og exposure-terapi. Det skriver DIGNITY i en pressemeddelelse tirsdag.

”Det er ekstremt vigtigt at tilbyde hjælp til de ofre for krig og tortur, som har brug for det. Torturoverlevere lider ofte af smerter, funktionsevne-nedsættelse, depression, angst, søvnbesvær, mareridt, hukommelses-og koncentrationsbesvær, irritabilitet, vredesudbrud. Ikke alle af torturoverleverne lider af posttraumatisk stresssyndrom, men mange har flere af symptomerne”, udtaler Karin Verland, direktør i DIGNITY.

De psykiske symptomer gør det svært for mange torturoverlevere at være sammen med andre mennesker, og de isolerer sig ofte. Torturen får derfor ikke kun konsekvenser for torturoverleveren, men rammer også den familie, som torturoverleveren er en del af, såvel som det omkringliggende samfund, der får svært ved at integrere pågældende i det nye land.

”Hvis ikke der bliver sat ind med behandling, risikerer vi, at de psykiske og fysiske symptomer bliver kroniske. Det er ikke bare et problem for de samfund, som skal huse flygtningene, men frygteligt for ofrene, som skal lide resten af deres liv”, forklarer Karin Verland

Sparet væk
Ifølge asyllovgivningen har græske myndigheder pligt til at tilbyde behandling til asylansøgere, som har været udsat for tortur. Grækenland har dog ikke længere et rehabiliteringscenter, fordi de har været nødt til at spare det væk. På grund af den gennemgribende økonomiske krise i Grækenland og manglen på personale med specialiseret viden på området, er staten heller ikke i stand til at tilbyde målrettet hjælp til denne gruppe gennem de almindelige sundhedskanaler.

Asylansøgere til et EU-land har siden vedtagelsen af Dublin-konventionen i 2003 skulle forblive i det land, hvor deres ansøgning først blev registreret. Det betyder, at EUs grænselande og især Grækenland oplever et massivt flygtningepres på vegne af alle Dublin konventionens lande inklusiv Danmark. Med et Grækenland i krise er allerede sårbare grupper yderligere udsat, og der har også været rapporter om overgreb på flygtninge i Grækenland navnlig i forbindelse med politibrutalitet. Initiativet har til formål at sikre, at ekspertise etableret gennem en solid dansk indsats på området gennem de sidste 30 år, kommer fagfæller og asylansøgere til gode ved indgangen til Europa.

Projektet, som er et samarbejde mellem DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur, Greek Refugee Council og Syn-Eirmos NGO of Social Solidarity, er støttet af Europakommissionen og løber fra 1. april 2013 og løber til september 2014.