Karsten Riise
Karsten Riise er cand.merc. et art. (spansk) fra Copenhagen Business School og Københavns Universitet.
Har undervist på Niels Brock i København.
Arbejdet som chef hos Østasiatisk Kompagni ØK i Tyskland og været senior Vice President for Mercedes-Benz i Danmark-Sverige med ansvar for 1 milliard dollars.
Konsulentarbejde i strategi og organisation.
Har i flere år skrevet om internationale og samfundsvidenskabelige forhold i e-magasin Change News.
Afrika og udvikling er et personligt engagement, og konkrete forslag har startet dialog og mange kontakter med flere lande, både i Afrika og andre steder.
Artikler på www.academia.edu
Twitter: @Karsten_Riise
Fattige lande har mere end rige lande et kæmpe behov for at udbygge deres byer, boliger, fabrikker og infrastrukturer. I disse tiår sker der en enorm befolkningstilvækst i Afrikas byer. Mange huse skal bygges. De skal være billige, gode, og kunne modstå naturens kræfter.
Naturkatastrofer hærger mange fattige lande. Fattige mennesker har svage huse, broer, el-forsyning mv, og mister ved katastrofer den smule, de har. Orkanen ”Irma” har lige udslettet 90 procent af øen Barbuda – en stor del af et helt land. Haïti, som er fattigere end mange lande i Afrika, blev næsten lagt fladt af jordskælv i 2010. Tsunamier kan ramme. Mudderskred slog for nyligt helt unødigt 1000 mennesker ihjel i Sierra Leone.
Danmark har masser at bidrage til Afrikas byer
Syv ting behøves for at bygge Afrikas byer – og Danmark kan bidrage på alle områder:
- Der skal laves nogle koncepter for regions- og byplaner, så byer i udviklingslande kan vokse på en bedre måde. Meget land skal bebygges – men meget land skal også friholdes for byggeri.
- Der skal laves en stribe af forskellige koncepter for bygningsdesign og -konstruktion i samarbejde med lokale kræfter. Videst muligt bør byggeri designes og laves lokalt, men dette kan ske med dansk medvirken. Gode koncepter, design og grundkonstruktioner kan overføres og tilpasses i lokalt samarbejde med nye byer og lande.
- Der skal meget mere gang i forretning og investeringer.
- De formelle rammer skal udvikles i Afrika, så de letter byggeri og byudvikling, samtidig med at man respekterer kollektive ejendoms-rettigheder mange steder. Nogen vil vokse hurtigere end andre, og store forskelle i indkomst og muligheder vil opstå.
- Hvordan håndteres ”uformelle” bygninger og distrikter (ofte kaldet ”slum” el.lign.) praktisk og nogenlunde retfærdigt? Hvordan kombineres fattige områder med drift af virksomhed og services?
- Når landbrugsland gøres til byområder, mister farmere både jord og arbejde. Dét har givet store problemer og uro mange steder. Hvordan kan overføring af jord fra landbrug til by-brug håndteres på en rimelig måde?
- Fattige farmere får ofte for lave priser og lav indkomst, fordi de ikke kan nå ind til og sælge deres produkter i nye byer. Farmere risikerer at blive afskåret fra værdi-tilvæksten i fødevare-sektoren. Hvordan knyttes landbrug til by-udvikling? Danmark ved om nogen noget om løsninger for farmere, kooperativer, og landbrug som drivkraft sammen med by-udvikling.
Det ideele opnås ikke. Miljøet skal indgå, men sats ikke ensidigt på ”grøn” udvikling på måder, som står i vejen for hastig stigning i levestandard. Tænk langsigtet, men gør noget praktisk. Danmark har en kæmpe chance. Danmark kan tage initiativ i samarbejde med EU om en ny type udviklings-politik.
I stedet for krige, der kun har skabt flere terrorister og flygtninge, så kan Danmark markere sig med en ny stil, der bygger byer.
Danmark kan få glæde af det selv
Jeg har kigget på dansk byplanlægning i 60’erne: Det var nøgterne og praktiske standarder. Lav-tætte boligformer er veludviklede netop i Danmark. Danmark ved noget om byggeri, der kan modstå regn, vind (og mudder). Danmark kan bistå med koncepter for transport. Danmark har firmaer, som kan arbejde i hele verden. Deres opgave skal ikke kun være at udføre, men i voksende grad bistå med know-how og udvikling i samarbejde med lokale. Dansk arkitektur kan selv vinde ved et nyt kulturmøde.
Danmark er ved at få øjnene op for arkitektur og ingeniør-kunst i en ny udviklingspolitik Der er begyndt at ske noget. Men vil Danmark markere sig i forreste række, så skal Danmark satse.
Danmark har som mange andre lande en udfordring med effektiviteten i byggeriet. Afrikas behov for billigt, solidt, livs-venligt byggeri kræver nye danske bygge-koncepter. Her kan dansk know-how selv udvikles. At arbejde med Afrikas udvikling, kan derfor på mange måder bidrage til egen udvikling.
Send danskere ud – få afrikanere op
Støt Afrikas arkitekt- og ingeniørvirksomheder gennem samarbejde. Brug arkitekt- og ingeniørstuderende som frivillige, og tag imod afrikanske studerende og praktikanter. Organisér erfaringerne i en vidensbank, så erfaringer og koncepter kan bruges i nye lande. Lad flere danske private virksomheder arbejde i Afrika. Lad det offentlige deltage sammen med danske private virksomheder, pensionskasser, universiteter mv.
Lad os bygge bedre byer i Afrika.