Danmark bryster sig af at være foregangsland, når det kommer til ligestilling og LGBT+ personers lige rettigheder. Den rolle skal vi også påtage os i udviklingspolitikken. Det gør vi ikke i dag, og det skyldes ikke mindst, at vi bruger dele af udviklingsbistanden uhensigtsmæssigt og ineffektivt.
Den måde, vi fører udviklingspolitik på ligestillings- og LGBT+-området i dag, betyder i bedste fald, at vi går glip af et stort potentiale i at engagere den danske befolkning i det globale arbejde for lige rettigheder. I værste fald når bistanden ikke derhen, hvor den faktisk skaber forandring – nemlig hos lokale kvinde- og LGBT+-organisationer i det globale syd.
Den danske indsats er forsvindende lille
135 år vil der gå, før vi har global ligestilling ifølge Global Gender Gap Report fra 2021. Langsomst går det i Syd- og Sydvestasien og Nordafrika. Kvinder i særligt det globale syd rammes hårdere af aktuelle kriser såsom corona- og klimakrisen. De udgør 80 procent af verdens klimaflygtninge, og hver tredje kvinde har været udsat for kønsbaseret vold – en pandemi i sin egen ret, som tog til under lockdown. Til trods for det ekskluderes kvinder i det globale syd systematisk fra beslutningsprocesser og fra adgangen til ressourcer og økonomiske muligheder.
Det samme gør sig gældende for homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner verden over. En tredjedel af verdens lande kriminaliserer LGBT+-personer. 11 lande straffer homoseksuel adfærd med døden. Derudover lever mange flere LGBT+-personer i lande, hvor rigide normer og udbredt homofobi begrænser deres adgang til for eksempel beskæftigelse, bolig eller retssikkerhed.
Alligevel kommer kun én procent af den globale ligestillingsbistand lokale kvindeorganisationer til gavn. Og blot 0,04 procent af den globale udviklingsbistand gennem stater kommer lokale LGBT+-miljøer til gavn. Samtidig er der dokumentation for stigende økonomisk støtte til konservative kræfter globalt, som aktivt modarbejder kvinders og LGBT+-personers rettigheder. Ifølge OECD er det danske bidrag til lokale ligestillingsorganisationer og deres udviklingsarbejde stort set usynligt, til trods for at vi ved, at positiv forandring for kvinders- og LGBT+-personers rettigheder afhænger af stærk, lokalt forankret organisering, som vi selv har set det i Danmark gennem historien.
Lige nu udliciterer Danmark store dele af ligestillingsudviklingsbistanden til fonde og store ngo’er uden for Danmarks grænser i det globale nord. Det betyder, at vi har meget dårlig mulighed for at holde opsyn med indsatsen og vurdere, om det skaber reel forandring for lokale kvinde- og LGBT+-bevægelser. Ligesom vi går glip af både netværk og læring om, hvad der rører sig i ligestillings- og LGBT+-miljøer rundt omkring i verden. Det skal vi gøre bedre, hvis vi fortsat vil opfattes som globalt foregangsland.
Udviklingen skal ske lokalt
Vi ved, at lokal forankret aktivisme er den vigtigste faktor for at fremme ligestilling. Det er de ugandiske LGBT+-aktivister, der skal sikre, at LGBT+-personer i Uganda har allierede i deres samfund. Det er de egyptiske kvindeorganisationer, der skal bekæmpe vold mod kvinder, sikre bedre lovgivning, uddannelse og politisk indflydelse i Egypten. Det er de lokale organisationer, der kender deres eget samfund bedst, og derfor dem, der er bedst til at skabe den nødvendige sociale forandring, der skal til for at skubbe til ulige magtstrukturer.
Men disse organisationer og aktivister kæmper fra et særdeles marginaliseret udgangspunkt ofte mod fasttømrede normer og et politisk system, der diskriminerer og måske endda kriminaliserer dem. Derfor bør Danmark i langt højere grad end i dag sikre støtte til dem direkte. Eksempelvis igennem danske ligestillings- og LGBT+-organisationer, som har en historisk funderet erfaring og kendskab til, hvad det vil sige at være ekskluderet og udsat på grund af køn, kønsidentitet eller seksuel orientering. Og som selv beskæftiger sig med temaet i deres daglige virke og derfor er oplagte partnere til lokale kvinde- og LGBT+-organisationer i det globale syd.
Opret udviklingspulje for ligestilling
Ligestilling og kvinders vilkår er i nogen grad mainstreamet i dansk udviklingspolitik, mens LGBT+-området stort set er fraværende. Skal vi reelt rykke på udviklingen, er der brug for, at vi fokuserer indsatsen og sætter målrettet ind på at fremme ligestillingen uanset køn og seksuel orientering i det globale syd – og mainstreaming er ikke nok. I bedste fald sikrer det, at vi ikke gør skade, men i værste fald opretholder det status quo, hvor der ikke tages fat om roden til de undertrykkende magtstrukturer.
I dag finansierer Danida puljer for unge, mennesker med handicap, kirkelige organisationer og civilsamfundet, men der findes ingen selvstændig pulje for ligestilling, køn og seksuel orientering, selvom de potentielle gevinster ved en sådan pulje er mange.
For det første vil det betyde bedre muligheder for at arbejde med politisk forandring med lokale kvinde- og LGBT+-organisationer. Lige nu er det nemlig vanskeligt at skaffe midler til sådanne langsigtede indsatser, fordi de ikke nødvendigvis har fattigdomsbekæmpelse som hovedtema. Deres arbejde handler ofte om at udfordre magtstrukturer og hierarkier, som systematisk diskriminerer både kvinder og LGBT+-personer, og det er et langt sejt træk, som kræver en anden form for finansiering end de muligheder, der er til rådighed i Danmark i dag.
Lige nu oplever vi og vores partnerorganisationer for eksempel finansielle udfordringer med at etablere krisecentre for kvinder og minoriteter. Mange donorer foretrækker nemlig, at sådanne “samfundsservices” ligger hos de lokale myndigheder, som imidlertid ikke bærer den opgave.
Hjemtag LGBT+- og ligestillingsindsatsen
Med en ligestillingspulje vil vi også kunne holde bedre opsyn med indsatsen og sikre, at skattekronerne bruges effektivt til at skabe den forandring, de er tiltænkt – helst gennem lokale organisationer i det globale syd. Det vil give Danmark adgang til en unik viden fra disse lokale befolkningsgrupper, som ofte bliver overset, når der drives udviklingspolitik.
Til sidst vil det også betyde, at de danske organisationer, som puljens midler vil gå igennem, ville kunne engagere danskerne i udviklingspolitik. Et mål, som også fremgår klart i regeringens udviklingspolitiske strategi.
Læs også: Så kom den: Bredt flertal bag Danmarks nye udviklingspolitiske strategi
Fortsætter man med at udlicitere udviklingsarbejdet til udenlandske organisationer i det globale nord, rykker man området væk fra danskernes bevidsthed og interesse. En interesse som ellers optager mange danskere i dag, særligt unge.
Kampen for ligestilling, lige rettigheder og værdige levevilkår er lige begyndt, og vi har brug for danskernes engagement. Sætter vi ikke målrettet ind på at støtte lokale aktører, risikerer vi, at udviklingen går baglæns. Det ser vi allerede adskillige steder i verden.
Derfor bør regeringen genbesøge sin udviklingsstrategi og føre midlerne derhen, hvor de bringer mest nytte.
Susanne Branner Jespersen er sekretariatschef i LGBT+ Danmark, og Lise Johansen er direktør i Kvinderådet.
