Danmark tilslutter sig erklæring om beskyttelse af skoler i konfliktområder

school_destroyed_by_sierra_leone_civil_war
Ruinerne af en skole i Koindu, Sierra Leone som blev ødelagt under borgerkrigen i landet fra 1991 til 2002.
Foto: Laura Lartigue, USAid Public Domain
Laurits Holdt

Regeringen har tirsdag 2. maj, 2017 på Danmarks vegne tilsluttet sig Safe Schools Declaration, herunder de tilhørende retningslinjer om beskyttelse af skoler og universiteter under væbnet konflikt. Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Safe Schools Declaration er en mellemstatslig politisk tilkendegivelse, som stater har kunnet støtte op om siden 2015, og som understreger behovet for beskyttelse af skoler og universiteter under væbnet konflikt. 

En række internationale konventioner søger allerede nu at beskytte børn mod følgerne af væbnet konflikt, og med tilslutningen til denne erklæring sender Danmark sammen med 63 andre lande, herunder de øvrige nordiske lande og andre nære allierede, et klart politisk signal om vigtigheden af, at disse regler efterleves.

”For Danmark er det afgørende, at børn og unge kan få en uddannelse, også i konfliktsituationer. Derfor tilslutter vi os i dag Safe Schools-erklæringen, som nu 64 lande har gjort det. Det er et vigtigt initiativ.”

“At børn og unge får en uddannelse er ofte noget af det, som danske soldater arbejder for, når de er udsendt. Det ligger vores tilslutning i forlængelse af. For Danmark er det afgørende at overholde den humanitære folkeret, som det også fremgår af Militærmanualen. Vores tilslutning i dag sætter politisk fokus på børns uddannelse i konfliktzoner, men kommer ikke til at ændre ved, hvordan danske soldater allerede i dag kan operere i konfliktsituationer”, udtaler udenrigsminister Anders Samuelsen. 

Danmarks tilslutningserklæring kan læses her.

Safe Scools-erklæringen