Danmark fører an i vurdering af nationernes balance i den trefoldige udfordring med sikkerhed, bæredygtighed og priser i energiforsyningen.
Det viser en ny opgørelse af World Energy Council, der har undersøgt 125 landes præstationer. Danmark er helt i top, når det gælder energisikkerhed, og i den samlede vurdering bliver det ligeledes til en førsteplads.
”Regeringen fører en ambitiøs men realistisk grøn klima- og energipolitik, og det er selvfølgelig glædeligt at se, at World Energy Council vurderer, at Danmark samlet set ligger nummer 1 i verden, når man vurderer på væsentlige parametre som energisikkerhed, bæredygtighed og adgang til energi”, udtaler Lars Chr. Lilleholt, energi-, forsynings- og klimaminister til pressen.
Resultatet er at finde i The World Energy Trilemma Index, en årlig opgørelse, som udarbejdes af World Energy Council. Formålet er at undersøge nationernes energisystemer ud fra den trefoldige udfordring med at have en sikker forsyning, der samtidigt er bæredygtig og lige – altså med en udbredt adgang til strøm for borgerne.
En balance af dette “trilemma” giver ifølge rapporten grundlag for velstand og konkurrencedygtighed.
9 ud af de ti lande, der topper liste er europæiske, og det glæder klimaministeren.
”Jeg er glad for at se, at ni ud af de 10 lande i toppen af indekset er europæiske. Det underbygger for mig at se en af regeringens væsentligste prioriteringer i energipolitikken”, forklarer klimaministeren, og fortsætter:
”Her skal vi have en markant regional tilgang, så vi kan gøre vores placering i det europæiske energisystem til en styrke, således at vi kan afsætte fx overskudselektricitet til vores nabolande og samtidig sikre, at vi har rigelig adgang til vores nabolandes produktion, når vindmøllerne eksempelvis ikke producerer. World Energy Councils rapport viser for mig at se, at det kan vi gøre uden at risikere vores forsyningssikkerhed”.
Forskellige udfordringer i udviklingslande
Der er sket fremskridt på flere felter, konkluderer rapporten. Både adgang til el og sikker madlavning er samlet i de 125 undersøgte lande steget med 5% til henholdsvis 85% og 74% siden 2000.
Der er imidlertid nogle udfordringer i de enkelte regioner, som rapporten har afdækket. Latinamerika må arbejde med at gøre energiforsyningen modstandsdygtig overfor ekstremt vejr. Vedvarende energi som sol og vind kan her hjælpe med at gøre forsyningen mere pålidelig.
Den samme anbefaling lyder til asiatiske lande, som kæmper med en høj efterspørgsel i de mange voksende økonomier og stigende befolkningstal. Kontinentet kan ligeledes reducere afhængigheden af energiimport ved at sikre gode handelsforbindelser og bedre infrastruktur.
I Mellemøsten og Nordafrika er udfordringerne det høje niveau af klimaskadelige udledninger fra brugen af fossile brændstoffer og en truende knaphed på vand. Der er ifølge rapporten kommet fokus på sol og atomenergi, og rapporten forventer store forandringer i præstationerne i 2020’erne og 2040’erne.
Afrika syd for Sahara lider af det ringeste niveau i adgangen til strøm og kommerciel anvendelse af el trods mange ressourcer og stort potentiale for vedvarende energi. En stabil forsyning, der er bredt tilgængelig, kunne hjælpe med økonomisk vækst. Regionen må tiltrække investeringer, kapacitetsopbygge institutioner og forbedre udbuddet af el, anbefaler opgørelsens forfattere.
Energikommissionen skal fastholde Danmarks position
Den danske klimaminister håber, at den nyudpegede Energikommission kan hjælpe med at fastholde en god placering for Danmark i vurderingen af de sammenhængende udfordringer.
”Regeringen har fokus på at bibeholde en stærk placering på energisikkerhed og bæredygtighed. Blandt andet derfor har regeringen nedsat en Energikommission, som jeg håber, vil komme med forslag til, hvordan vi fremadrettet skal tænke omstillingen af vores energisystem”, lyder det fra ministeren.
Rapporten kan hentes her: http://www.worldenergy.org/publications/2016/2016-energy-trilemma-index-benchmarking-the-sustainability-of-national-energy-systems/