Danmark trækker sin militærstøtte ud af Afghanistan sammen med USA og de øvrige allierede den 11. september 2021. Ja, de danske soldater er allerede sendt ud af landet. Det efterlader et vakuum, der kan kaste det hærgede land ud i yderligere konflikt, hvis ikke det fyldes med intensiveret humanitær bistand og udviklingshjælp.
Danmark og verden må ikke tikke Afghanistan af på støttelisten, som om opgaven er løst. Tværtimod må pengene nu omfordeles og kanaliseres til ngo’er, som arbejder lokalt, nyder tillid blandt lokalbefolkningen og har leveret varen i form af projekter, der er lykkedes.
De allieredes militære indsats har været fredsbevarende, og det er ngo’erne indsats fortsat. Det er ofte knaphed på ressourcer, der opildner til konflikt, men når befolkningen kan tjene sit levebrød, børnene kan gå i skole, og familierne kan få hjælp, hvis de er syge, så bliver de ikke så lette at rekruttere for ekstreme grupper.
Derfor er ngo’ernes arbejde så altafgørende for Afghanistans fremtid.
Lokale afghanere fortsætter ufortrødent
Mission Øst har arbejdet i de to nordøstlige afghanske provinser Takhar og Badakhshan i 20 år – lige så længe som Danmark har været engageret i landet. Her har vi anlagt veje, bygget broer, skaffet vand og hjulpet befolkningen til at brødføde sig selv ved at dyrke bæredygtigt, konservere grøntsager og sælge afgrøder på det lokale marked, så der bliver råd til at sende børnene i skole.
At NATO trækker sig ud den 11. september 2021, efterlader en bittersød smag i munden på de over 150 medarbejdere, der knokler løs for at hjælpe befolkningen. På den ene side frygter de, at konflikterne eskalerer, ja, de oplever allerede nu, at aktivister, journalister og menneskerettighedsforkæmpere bliver udsat for angreb. På anden side fortsætter de ufortrødent deres arbejde til gavn for befolkningen. De 53 selvhjælpsgrupper øges med ti i år, og antallet af komiteer til katastrofeberedskab fordobles fra 28 til 54.
”Vores lokale medarbejdere er stærkere, dygtigere og endnu mere stålsatte på at løse opgaven,” siger vores landechef i Afghanistan.
Vi må omfordele pengene til gavn for lokalbefolkningen
Skal vi svigte dem? Skal vi trække os ud helt og holdent? Nej, selvfølgelig ikke. Når de kan være så højmotiverede mod alle odds, bør vi også være det og gribe til lommerne for at stå sammen med dem. Omfordele pengene, så de går til ngo’ernes vigtige arbejde. Afghanistan skal helt op på listen over modtagerlande, så vi fra Danmark øger støtten til de ngo’er, der er på stedet og leverer varen.
For ja, de bliver på stedet sammen med dedikerede lokale medarbejdere og partnerorganisationer, mens landene trækker deres militær ud og flere endda sender deres diplomater hjem. Og de bliver på stedet, selvom også de bliver angrebet af oprørere indimellem. De står sammen med den afghanske befolkning i troen på, at når den får det bedre, får landet det også bedre. Humanitær- og udviklingshjælp hænger sammen med en fredsbevarende indsats, det man i ngo-kredser kalder nexus.
Som situationen er efter 11. september 2021, er nexus-indsatsen det eneste håb for Afghanistan. Volden er eskaleret i landet, der siden 2018 er kategoriseret som værende i aktiv konflikt. En konflikt, der er en af verdens mest dødbringende. Et svagt sundhedssystem, mangel på basale forsyninger som vand og sanitet har sammen med en øget voldsspiral forværret situationen. Samtidig er landet ramt af Covid-19, hvilket har kastet befolkningen ud i arbejdsløshed og yderligere fattigdom.
Positiv udvikling må ikke sættes over styr
Mission Øst er blot en af mange ngo’er i Afghanistan. Sidste år foretog Danida et feltbesøg til Takhar- og Badakhshan-provinserne for at tjekke vores vandprojekter i to landsbyer. Konklusionen var klar: ”Der er opnået konkrete resultater”, og ”modtagerne kommenterede positivt om projekternes virkning og effektivitet.”
Rapporten bemærker især, at ”Mission Øst er i en god position til at fremme sammenhæng mellem nødhjælp og udvikling (såkaldt nexus) ved at knytte katastrofeberedskab til levebrød, fødevaresikkerhed og organisering af lokale organisationer.”
Den positive udvikling må ikke sættes over styr. Når befolkningens modstandsdygtighed styrkes, skaber det udvikling og vil også resultere i et økonomisk opsving for det fattige land. Udviklingen vil styrke den politiske proces hen imod fred og stabilitet, hvis den altså ejes lokalt. Det er vigtigt, at det afghanske folk er i centrum for at få en chance for at blive selvhjulpne borgere i en samlet, demokratisk og fredelig nation.
Betina Gollander-Jensen er generalsekretær i Mission Øst.