Over 120 eksperter i hvidvask og terrorbekæmpelse samles onsdag og torsdag i København som led i den finansielle arbejdsgruppe under koalitionen, også kaldet Counter ISIL Finance Group (CIFG).
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) siger i en pressemeddelelse fra ministeriet, at han er stolt over, at Danmark er blevet bedt om at være vært for koalitionens finansieringsmøde.
Bekæmpes geografisk og kvæles finansielt
Mødet i København vil fokusere på hvordan Islamisk Stat kan forhindres i at skaffe finansielle midler, samt hvordan koalitionen kan styrke sin indsats for at forhindre Islamisk Stats adgang til det internationale finansielle system. Der vil blandt andet være fokus på, hvordan Islamisk Stat som terrororganisation vil ændre karakter, i takt med at gruppen bekæmpes geografisk.
Arbejdsgruppen, som ledes af USA, Italien og Saudi Arabien, har til formål at styrke samarbejdet og informationsudvekslingen om, hvordan man begrænser Islamisk Stats finansiering.
Gruppen består af fire underarbejdsgrupper, hvor den tidligere PET-chef Jens Madsen sammen med en repræsentant fra Libanon er co-lead for underarbejdsgruppen, der arbejder for at bremse Islamisk Stats adgang til det internationale finansielle system.
Den internationale koalition mod ISIL består af 68 lande, som arbejder for at bekæmpe ISIL inden for fem spor. Udover finansiering vedrører de fem spor den militære indsats, fremmedkrigere, stabilisering og strategisk kommunikation.