Mens de avancerede økonomier meget snart vil nå samme niveau som før pandemien, vil der gå adskillige år, før de fattigste lande er nogenlunde på fode igen. Og for første gang i en årrække er der sket en betydelig stigning i den absolutte fattigdom i verden.
Den 17. og 18. februar mødes EU og Den Afrikanske Union (AU) til topmøde i Bruxelles, og et af temaerne er en anbefaling om, at de rige lande overfører mindst 100 milliarder dollars til de fattige lande ved at reallokere såkaldte særlige trækningsrettigheder fra den Internationale Valutafond (IMF) – se tidligere artikel her.
Anbefalingen støttes aktivt af Frankrig og præsident Emmanuel Macron, der har formandskabet i EU. Fire andre EU-lande – Italien, Spanien, Belgien og Holland – har også givet tilsagn om en vis reallokering.
30 milliarder til Danmark
Danmark fik i august 2021 tildelt 3,3 milliarder trækningsrettigheder (SDR) dollars svarende til knapt 30 milliarder kroner. IMF’s samlede uddeling af trækningsrettigheder havde en værdi af 650 milliarder dollars, og det er den største i Valutafondens historie.
IMF’s trækningsrettigheder
Valutafondens særlige trækningsrettigheder SDR værdisættes på grundlag af en kurv af fem forskellige betydende valutaer. 1 SDR havde i august 2021 en værdi tæt ved 1,5 dollars. IMF udløste i august 456 milliarder SDR, svarende til 650 milliarder dollars. Danmark får 3,3 milliarder SDR.
De 30 milliarder kroner lægges oveni Danmarks øvrige valutareserver, som i forvejen er store. Mens de fattige lande slås med gæld, blev Danmarks valutareserve i januar 2022 af Nationalbanken opgjort til 530 milliarder kroner, inklusive de cirka 30 milliarder.
Det er, som ordet siger, reserver, der ikke tænkes anvendt, men som er med til at sikre økonomien mod kriser og udsving. Hvis Danmark i lighed med Frankrig, Italien og Spanien beslutter at overføre eller reallokere 20 procent af de særlige rettigheder til lavindkomstlande (LIC) vil beløbet udgøre omkring 6 milliarder kroner.
Det vil formentlig ikke påvirke Danmarks økonomi overhovedet.
Danmark overvejer ”kanalisering af ressourcer”
Globalnyt har spurgt til Danmarks planer i Udenrigsministeriet, som henviser til Finansministeriet.
Finansministeriet oplyser overfor Globalnyt, at ”Danmark allerede – via statsgaranterede lån til IMF’s særlige fond for fattigdomsreduktion og vækst (PRGT) på SDR 800 mio. dollars (ca. 7,4 mia. kr.) – er en markant bidragsyder til IMF’s arbejde med at understøtte de fattigste og mest sårbare lande i økonomiske vanskeligheder. Ifølge ministeriet støtter Danmark generelt de globale ambitioner om at kanalisere flere ressourcer i retning af de mest sårbare lande. Fra dansk side har man ved flere lejligheder opfordret til, at der sikres en bredere global byrdefordeling i finansieringen af IMF’s arbejde i de fattigste lande, særligt via fonden for fattigdomsreduktion og vækst, hvor p.t. relativt få lande bidrager.
Fra dansk side overvejes aktuelt de forskellige muligheder for en eventuel kanalisering af ressourcer i retning af de mest sårbare lande.”
Der er således ikke truffet nogen beslutning, men finansministeriets udtalelse indikerer, at regeringen positivt overvejer at følge Frankrigs eksempel ved topmødet senere i februar.
De samlede tilsagn om reallokering inkluderer også reallokeringer fra Kina, Japan, Canada og Storbritannien. Alligevel er man kun oppe på knapt halvdelen af anbefalingen om at overføre mindst 100 milliarder dollars.
Center for Global Development har I begyndelsen af februar gennemført to seminarer med IMF-deltagelse, hvor man har drøftet, hvordan man bedst kan bruge de særlige trækningsrettigheder til at hjælpe de fattigste lande, blandt andet i Afrika.
Spareplaner forstærker fattigdom
OXFAM International’s repræsentant Nadia Daar understregede, hvor katastrofal situationen er i en række lande, ved at fortælle, at 14 af 16 vestafrikanske lande planlægger at beskære de nationale statsbudgetter med omkring 27 milliarder dollars. Det er en delvis kompensation for de samlede økonomiske tab under pandemien på næsten 50 milliarder kroner.
Erfaringerne fra blandt andet lande som Danmark og USA har været, at det bedste svar på de økonomiske problemer og den øgede arbejdsløshed, som pandemien skabte, har været at sende flere offentlige midler ud i forbrug. Og det har virket både på økonomi og beskæftigelse.
Men en række afrikanske lande er altså tvungne til at gøre det modsatte med det sandsynlige resultat, at de negative økonomiske konsekvenser forlænges langt ind i fremtiden, og fattigdommen fastholdes og forstærkes.
Diskussionerne har også handlet om, hvordan man bedst og med størst gennemsigtighed får kanaliseret de ekstra penge ind i den økonomiske genopretning og også i nødvendige klimaindsatser.
Trækningsrettigheder er ikke helt det samme som rigtige penge, men de kan styrke valutareserver og reducere gæld, og de kan under visse omstændigheder omdannes til ”rigtige penge”.
Det danske finansministerium oplyser, at de aktuelle drøftelser både føres globalt og i EU. Der er forskellige procedurer i de enkelte EU-lande, men EU-landene har både i IMF- og i G20-regi givet tilsagn om, at man er parate til at overveje frivillige bidrag.
Særlige trækningsrettigheder kan som nævnt overføres som lån til IMF’s særlige fond for fattigdomsreduktion og vækst. Aktuelt drøfter man også i IMF at oprette en ny såkaldt facilitet kaldet Resilience and Sustainability Trust (RST). RST skal især have fokus på at understøtte sårbare lande i deres håndtering af risici især fra klimaforandringer og pandemier.
