Danmarks ambassadør i Mellemamerika: Vi er ikke på vej ud af Nicaragua

Forfatter billede

Af Eva Rasmussen

MANAGUA, 20. December 2009: – Det er et stort skib, der skal drejes, og det skal der tid til. Sådan kommenterer Søren Vøhtz, dansk ambassadør i Mellemamerika, omlægningen af DANIDAs støtte til programsamarbejdslandet Nicaragua.

Et kritisk eftersyn af samarbejdet med Nicaragua blev indledt i oktober 2008, efter at det sandinistisk dominerede valgråd havde udelukket to partier fra at deltage i kommunalvalget i november samme år, og desuden havde meddelt, at der ikke ville blive nogen national valgobservation, og heller ikke den traditionelle internationale.

Kommunalvalget i november 2008 blev udslaggivende for beslutningen om at flytte vægten fra statslige institutioner til civilsamfundsorganisationer, det private erhvervsliv og udvalgte kommuner.

– Der blev talt om udbredt valgsvindel, og vi har ikke set skridt til at få ryddet op og sikre, at forløbet ikke gentager sig i fremtiden, kommenterer Søren Vøhtz.

Samtænkning

– Formålet med den bilaterale bistand til Nicaragua er fortsat at reducere fattigdommen samt at fremme demokrati, en bæredygtig udvikling og god regeringsførelse, siger Søren Vøhtz.

– Vi forsøger at samtænke de enkelte elementer i strategien, forsætter han og nævner støtten til transportsektoren, der ikke falder bort, men omlægges.

DANIDA har arbejdet i transportsektoren i omkring 15 år, men der er sket et markant skifte. Hvor vægten før lå på forbedringer af hovedvejene, ligger den nu på kommunale veje, kanaler og små havne.

Formålet er at bidrage til fattigdomsreduktion gennen en forbedret adgang til lokalsamfundene. Støtten igennem Transportministeriet ophører, men programmet fortsætter i samarbejde med kommuner og vejkomiteer. ”Det er udtryk for et meget konkret og aktivt lokaldemokrati. Samtidig er det fattigdomsbekæmpelse, for bønderne tjener ingenting, hvis vejene er så dårlige, at tomaterne er rådne, før de når frem til markedet”, siger Søren Vøhtz.

Den samme tendens kan ses i sektorprogramstøtten til Miljøsektoren og til uddannelsessektoren. På miljøområdet vil Danmark gradvist udfase samarbejdet med Miljøministeriet om beskyttelsen af naturreservater og imødegåelse af klimaændringer. Tanken er, at Danmark herefter støtter andre aktører i at få kapacitet til at varetage nogle af opgaverne f.eks. et miljøsekretariat i de autonome regioner på Atlantkysten eller civilsamfundsorganisationer. Dertil kommer bæredygtige investeringer i udvalgte kommuner.

Uddannelsesprogrammet skulle egentlig slutte i 2009, men det forlænges et år i de to autonome regioner, hvor Danmark vil støtte skolebyggeri og en indsats for at give skolebørn adgang til computere.

Civilsamfundsorganisationer

Der vil fremover blive lagt større vægt på udviklingen af civilsamfundsorganisationerne, men ikke dem allesammen. DANIDA stiller krav:

-Vi lægger vægt på, at organisationerne har en generel kritisk tilgang, bygger på demokratiske principper og ikke er partipolitiske. Det er således ikke nødvendigvis udelukkende regeringens politikker, de vil være kritiske overfor, men også institutionerne, oppositionen, erhvervslivet og en række andre aktører, siger Søren Vøhtz.

Er det muligt at finde sådan nogle i Nicaragua?
Ja. Det kan godt være, at nogen af dem har deres oprindelse i f.eks. det sandinistiske parti, FSLN, eller et af de andre partier, men derfor behøver deres arbejde ikke at være knyttet til partiet i dag, mener Søren Vøhtz, der tilføjer, at DANIDA fortsat vil arbejde tæt sammen med andre donorer i Civilsamfundsfonden, der har en portefølje på godt 100 projekter.

Privatsektoren

-Vi har i nogle år kørt et – efter min mening – vellykket Business-to- Business program, der har formået at skabe vækst og arbejdspladser, fortsætter Søren Vøhtz. Det bliver udgangspunktet for vores samarbejde med privatsektoren.

– Derudover giver vi institutionel støtte til arbejdsgiverforeningen COSEP og eksportorganisationen APEN. Vi støtter osse forskningsinstitutionen NITLAPANs minikredit – program og Lokaludviklingsfonden.

Det er COSEP, der forhandler løn på arbejdsgivernes vegne, støtter I osse lønmodtagersiden?
– Indirekte ja. Gennem 3Fs og Ulandsekretariatets projekter i Nicaragua. Og så er CSR et centralt tema i samarbejdet.

De seneste tre år er der skåret bid for bid af DANIDAs støtte til Nicaragua. I 2008 blev der således udbetalt 172 millioner kroner. I 2009 er rammen 140 millioner, og i 2010 er rammen 135 millioner kroner. Er omlægningen af programmet i Nicaragua starten på en udfasning?
– Vi holder et vågent øje med udviklingen i Nicaragua, men det er ikke en udfasning. Danmark har klart givet udtryk for, at vi fortsat ønsker at bidrage til fattigdomsbekæmpelse og udvikling af demokratiet i Nicaragua. Havde vi taget en beslutning om at være på vej ud, ville vi ikke have lagt så stort et arbejde i omlægningen, siger Søren Vøhtz, så ville udviklingsministeren, Udenrigsministeriet i Danmark og Ambassaden ikke har brugt godt et år på at få enderne til at hænge fornuftigt sammen.