Danmarks hiv/aids-indsats evalueres

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Danmark investerer hvert år 1 milliard kroner i bekæmpelse af hiv/aids. På den internationale aids-dag onsdag kommenterer udviklingsminister Søren Pind den danske indsats på udenrigsministeriets hjemmeside:

“Vi har kæmpet mod aids-truslen i snart 30 år, og det er glædeligt, at de seneste tal fra UNAIDS viser lyspunkter i indsatsen mod sygdommen.

Antallet af nye infektioner falder især i Sydafrika, Zambia, Zimbabwe og Etiopien, og globalt er antallet af nye smittede faldet med 20 procent siden 1999. Samtidig lever de hiv-smittede længere end før.

Men hiv/aids har stadig store helbredsmæssige, sociale og økonomiske konsekvenser for mange udviklingslande, særligt i det sydlige Afrika. Desværre er stigma og diskrimination fortsat et stigende problem, og vi ser særligt en forværring af situationen for udsatte grupper som homoseksuelle mænd og stiknarkomaner.”

Danmark fortsætter den aktive indsats for at bekæmpe hiv/aids i udviklingslandene. Danmark yder samlet over 1 milliard kroner årligt til hiv/aids-forebyggelse, beskyttelse, behandling og omsorg – dette er en fordobling siden 2006.

Udviklingsminister Søren Pind har netop besluttet at igangsætte en undersøgelse af den danske hiv/aids-indsats i udviklingslandene. Om det siger han:

“Det er vigtigt hele tiden at se på, om det kan gøres bedre. Der må fokuseres på resultaterne og kvaliteten af Danmarks omfattende bistand til bekæmpelse af hiv/aids- og ikke kun på omfanget af bistanden. Samtidig må vi se på, om vores indsats hjælper de særligt sårbare grupper bedst muligt. Jeg vil sikre, at vi får mest muligt ud af hiv/aids-milliarden. Det drejer sig først og fremmest om at forebygge, at flere smittes. Vi kan ikke behandle os ud af problemet.”

Formålet med undersøgelsen er at vurdere, hvordan støtten til hiv/aids anvendes, og om der fremadrettet er behov for at tilpasse de dansk-støttede indsatser set i lyset af, hvordan epidemien fortsat udvikler sig.

Undersøgelsen af den danske hiv/aids-indsats forventes at foreligge umiddelbart forud for FN’s højniveaumøde om hiv/aids i juni 2011. På mødet vil FN vurdere de seneste 10 års fremskridt på hiv/aids-området, og hvordan indsatsen kan styrkes fremover.

Undersøgelsen af den danske bistand vil være en del af den danske forberedelse op til højniveaumødet.