”Nu må du vågne op, for beløbet er på trapperne,” hviskede Fruen og prikkede mig på skulderen. Hun havde selv truet med at give op flere gange den sidste time før midnat, men hun var åbenbart mere bekymret for, at jeg ikke fik set hvert eneste sekund af showet, sådan som jeg havde lovet Globalnyts redaktion, og som jeg havde haft for vane de senere år, så hun havde kæmpet for at holde sig vågen.
Selv mærkede jeg øjnene falde i for første gang lige efter vores udviklingsminister, Dan Jørgensen, var kommet på skærmen klokken 23:05 og som ved tidligere lejligheder behændigt havde undgået at tale om alt det væsentlige, ok, næsten alt det væsentlige, for vores medansvar for klimaforandringerne kunne han trods alt ikke skubbe helt ind under gulvtæppet.
Den klaverspillende mandlige showvært fandt ikke anledning til at stille uddybende spørgsmål til ministeren, hverken om klimaforandringerne, som Dan (som værten kaldte ham) trods alt for ikke så længe siden havde forhandlet om i Dubai ved COP28, eller om den statslige bistands størrelse og betydning for de sultende børn, betydningen af de partnerskaber som regeringen ellers gør meget ud af at fremhæve, plus tusindvis af andre spørgsmål, som en uddannet journalist med begge arme bundet på ryggen burde kunne improvisere.
Den klaverspillende mandlige showvært fandt ikke anledning til at stille uddybende spørgsmål til ministeren
Derefter kunne vi hjemme i vores stuer se og høre energien hos værter og publikum i Holstebro sive. Selv lodtrækningen om den sidste alt for dyre og store BWM elbil, inklusive tusindvis af kroner til at lægge oveni det overforbrug, vi allerede truer planeten og de sultende i Afrika med, kunne holde danskerne vågne. Og altså heller ikke mig, indtil Fruens ”Så er det nu!”-ordre lød.
Jeg forestiller mig, at værterne blandt deres egne og sikkert også DR’s succeskriterier har et naturligt ønske om at stå i spidsen for at samle flere penge ind end året før, måske end nogensinde før. Sådan tolkede jeg også værtsparrets euforiske optræden i de sidste momenter af årets show. Og i en vis forstand lykkedes missionen. Lidt mere end 102 millioner blev det til. Altså to millioner mere end året før, og næsten lige så meget som i 2022. Men ikke nær så meget som de 119 millioner i 2021.
Hvor stort er vores hjerte egentlig?
Noget tyder på, at indsamlingen har nået et normalniveau på cirka 100 millioner, uanset hvilket tema eller målgruppe, der samles ind til. Måske var de 132 millioner til kvinder og Haiti i 2010 en undtagelse, og de 119 millioner til Coronabørnene i 2020 ligeså. Men hvorfor kun knap 90 millioner til sultende børn i 2017?
For som jeg tidligere har fremført, er der under alle omstændigheder tale om et latterligt lille beløb.
Det er sådan set også ligegyldigt. For som jeg tidligere har fremført, er der under alle omstændigheder tale om et latterligt lille beløb. I år betød det, at hver eneste af de 5,9 mio. danskere betalte 17 kroner til de sultende børn. Er det
tilstrækkeligt for at kunne berettige det smarte slogan om det lille land med det store hjerte? Eller burde det rettere formuleres som det rige land med det lille hjerte?
Det må den enkelte dansker naturligvis afgøre med sig selv. Men i et lille land, hvor den største virksomhed lige har offentliggjort et rekordstort overskud på 87 milliarder (svarende til halvanden milliarder hver uge), kunne man da godt ønske sig, at indsamlingen havde samlet mere end 102 millioner ind. Hvor smukt havde det ikke været, hvis Novo Nordisk Fonden havde lagt 100 millioner tjent på fedmebekæmpende medicin oveni de 100 millioner indsamlet til sultende børn i fattige lande? Eller er det at blande tingene sammen?
Og jeg medgiver, at der stadig er tale om en ’sjat’ penge. Hvis regnskabet kommer til at ligne 2022, vil der fra de 102 millioner gå knap 16 millioner til programproduktion, konceptudvikling, indsamlingsaktiviteter og administration. Hvorefter de 12 organisationer fordeler de resterende 86 millioner imellem sig, ikke ligeligt, men efter nogle procentsatser, som jeg ikke kan forklare for læseren. Men de store får mest og de små mindst, som det ofte er i den verden, vi lever i. Røde Kors fik således i 2022 godt 13 millioner, mens min gamle arbejdsplads, Mellemfolkeligt Samvirke, måtte nøjes med 3,2 millioner.
Har man læst mine artikler om Danmarks Indsamling de foregående år, kan man konstatere, at der intet nyt er under solen. Derfor vil jeg slutte pengedelen opbyggeligt og positivt og i lighed med sidste år sige tak til de mange ’almindelige’ danskere, især børn og unge, som har udvist stort samfundssind og kærligt kammeratskab på mangfoldige og yderst kreative måder. Jeg sidder tilbage med stor respekt for den rummelighed og menneskelighed, som for eksempel strålede ud af de hjemløse flaske- og dåsepantere. Her var der ikke en vært, som formåede at forfladige engagementet med deres overdrevne føleri.
Sultens geografi kan ikke trylles væk
Nå, takket været Fruens indgriben lykkedes det mig altså endnu engang at holde mig vågen i næsten fem timer. Når det var tæt på at mislykkes kan forklaringen være, at jeg var mentalt slidt ned til sokkeholderne allerede inden DR1 åbnede sluserne for det store show, fordi jeg havde overværet en uges gak og gøgl i det Aftenshow, jeg normalt springer over. Udtrykket ’gak og gøgl’ er ikke mit, men værternes. Til gengæld er ’trylleriet’ i artiklens overskrift min egen opfindelse – og min væsentligste anke mod dette års indsamlingsshow.
Hvorfor finder man (DR og organisationerne) det nødvendigt at ’trylle’ den systemiske karakter af sult og underernæring væk fra seernes og deltagernes øjne? Hvorfor gøre sulten til en uklar begivenhed, som vi selv i hvert fald ikke har noget grundlæggende medansvar for?
Hvorfor finder man (DR og organisationerne) det nødvendigt at ’trylle’ den systemiske karakter af sult og underernæring væk fra seernes og deltagernes øjne? Hvorfor gøre sulten til en uklar begivenhed, som vi selv i hvert fald ikke har noget grundlæggende medansvar for?
Der blev som tidligere nævnt også samlet ind til sultende børn i 2017, og dengang med mere information om sultens karakter, end tilfældet er i år. I år er der ingen forklaring, højst et forsøg på at beskrive hvor forfærdelig en situation 13,6 millioner børn under fem år befinder sig i. Teksten er kort, så jeg citerer det hele:
”Millioner af uskyldige børn i verdens fattigste lande sulter. Desperationen vokser dag for dag. Det er ubærligt at være vidne til, men lukker vi øjnene, kan følgerne blive fatale. Årsagerne til verdens sultkatastrofe er komplekse. Konsekvenserne af den værste tørke på Afrikas Horn i 40 år er fatale. Flere steder truer klimaforandringer med oversvømmelser og cykloner. Familier, som i forvejen lever i den yderste fattigdom, har mistet deres levebrød. Mange er tvunget på flugt. Nu har de intet. Den globale fødevarekrise har forværret situation og gjort det vanskeligt for de mest sårbare familier at skaffe mad til deres børn. Hvis børnene overhovedet får mad, får de ikke den mad, de har brug for. Begge dele vil koste liv. Lige nu er 13,6 millioner børn under fem år så udsultede, at de er i akut fare for at dø.”
Først kan man undre sig over, at der i første linje står, at uskyldige børn sulter, uden at man får at vide, om der i de ansvarlige redaktørers forståelse af sultens geografi findes nogle aktører, som vi med rimelighed kan betragte som skyldige for de uskyldiges sult?
Dette påpegede jeg allerede i 2017, og eftersom indsamlingens ansvarlige stadig ikke har fået taget sig sammen til at give danskerne ordentlig besked om verdens tilstand på dette område, tillader jeg mig at gentage en del af det, jeg tidligere har skrevet. For de fleste læsere af Globalnyt vil det ikke være nyt, så I kan roligt springe de følgende linjer over.
Sultkatastrofer kommer og går med hensyn til antal mennesker, der er ramt, men sulten er samtidig et permanent strukturelt eller systemisk fænomen, som afspejler den måde, verden er skruet sammen på. Sultens geografi blev vi alle sammen meget klogere på, da bogen af samme navn udkom på dansk i 1972, skrevet af Josué de Castro, en brasiliansk læge, geograf, forfatter og diplomat, som gennem hele sit liv arbejdede med at forstå og forklare årsagerne til, at så mange mennesker sulter, når vi nu har mad nok til alle.
For mad har vi jo nok af! Det er vi for mange år siden blevet enige om er et faktum. Det er fordelingen af fødevarer, som først og fremmest forklarer, hvorfor så mange stadig sulter.
Den indiske økonom og filosof Amartya Sen vandt i 1998 Nobelprisen for at dokumentere, at sult i moderne tid typisk ikke var et resultat af mangel på fødevarer, men snarere et spørgsmål om problemer med fordeling af fødevarerne på grund af manglende infrastruktur og/eller dårlig regeringsførelse. Altså samme erkendelse som Josué de Castro var kommet frem til.
Også danske forskere og praktikere har bidraget. Et eksempel er den internationalt anerkendte Ester Boserup, som især skrev om befolknings- og landbrugsudvikling, med fokus på kvindernes særlige rolle.
Hverken i Aftenshowets smalltalk med medlemmer af A-holdet (som en kendis i Aftenshowet selv så beskedent formulerede sin rolle), som har været udsendt til forskellige projekter, der bidrager til at afhjælpe fattige børns sult, eller under de få faglige samtaler under det timelange show lørdag aften, blev seerne tilbudt mere end en lille antydning af, at vi med sult står over for politiske forhold, magtrelationer og måder at investere og producere på, nationalt og globalt, som kræver langt mere end individuelle gode gerninger.
Besynderligt! Mig bekendt er det stadig en del af formålet med Danmarks Indsamling at gøre danskerne klogere. Hvor står det skrevet, at vi skal nøjes med samtaler, der fokuserer på A-holdets følelsesliv.
Hvorfor ikke blot et lille kvæk om ulige jordfordeling, opkøb af frugtbar landbrugsjord af udenlandske statslige og private selskaber, med henblik på at producere foder til den kvægindustrielle kultur, vi har udviklet i vores del af verden – snarere end at dyrke sund mad til fattige mennesker?
Hvorfor ikke et ord om EU’s landbrugsordninger, der støtter rige europæiske landes landmænd og kan ende med at ramme de fattige udviklingslandes småbønder, som ikke har de samme gunstige statsfinansierede ordninger i ryggen?
Hvorfor ikke bare ét enkelt eksempel på den daglige, stille, men vedholdende undertrykkelse, som politiske og økonomiske eliter i fattige lande er ansvarlige for? I øvrigt de samme eliter, som ved højtidelige lejligheder kræver, at vi skal hjælpe dem, når sultkatastrofen rammer, samtidig med at de på udemokratisk og korrupt vis sikrer deres egne interesser, herunder bruger fødevarebistand som en vare, der tvinger folk til at stemme på dem?
Og måske vigtigst i disse tider: Hvorfor ikke en stærk understregning af, hvordan menneskeskabte klimaforandringer, som vores del af verden bærer hovedansvaret for, er med til at gøre kampen mod sult endnu vanskeligere i nogle af verdens i forvejen mest sårbare lande? Et par gange dansede et par deltagere tæt om den varme grød, men det var tydeligt, at de to værter ikke havde noget ønske om at begive sig ud i farligt farvand, hvor de skyldige – som undertiden desværre er os alle sammen – pludselig bliver synlige.
Komplekse forhold kan godt forklares enkelt
I min kamp for at gøre indsamlingen mere vidensbaseret, er jeg ofte blevet mødt med det argument, at det ikke egner sig til et indsamlingsshow. Det bliver for tungt og kedeligt, og så gider folk ikke se med eller trykke på de rigtige sms-knapper på telefonen og indsende et beløb.
Jeg bøjer mig i støvet og anerkender, at jeg ikke helt forstår, hvad der får danskerne til at åbne pungen og betale et beløb. Men hvis værten i Aftenshowet er til at stole på, påstod han, at ’gak og gøgl’ var en nødvendighed, hvis man skulle samle rigtig mange penge ind. Derfor måtte en bagersvend lade sig kronrage for åben skærm, og et par midaldrende herrer fra musikkens og teatrets verden måtte nedsænke deres delvist afklædte legemer i iskoldt vand, mens de sang en sang sammen. Kronerne væltede ind. Hvad de altså ikke ville have gjort, hvis man stille og roligt forklarede danskerne, hvordan verden er skruet sammen!
Efter fem timers show og flere henvisninger til den globale fødevarekrise står det stadig som en gåde, hvori denne krise består.
Men det holder bare ikke, når arrangørerne på hjemmesiden skriver, at sultens årsager er komplekse, og derefter fremturer med at bruge tørken på Afrikas Horn og den globale fødevarekrise som eksempler på forklaringer, uden at det gøres på en fagligt forsvarlig måde. I det mindste kunne man have gjort sig den ulejlighed at hidkalde en fagligt kompetent person, som der findes mange af i Danmark, til at levere en uddybende forklaring (uden at personen absolut skulle klippes og fryses ned for åben skærm).
Efter fem timers show og flere henvisninger til den globale fødevarekrise står det stadig som en gåde, hvori denne krise består. Er det de stærkt voksende priser på korn som følge af krigen i Ukraine, det handler om? Er det de transnationale fødevareselskabers spekulation i fremtidige priser på korn, vi snakker om? Er det forbruget af planteprodukter som foder til kødkvæg? Er det alt det, som vi som stater og regeringer tillader, men som ikke ser kønt ud, når det bliver forklaret på en for os alle forståelig måde?
Ville man absolut have præsenteret noget af dette i ultrakort form, kunne man have slået op i bogen Derfor er de fattige af udviklingsøkonomen Rudolf H. Strahm, en bog jeg oversatte, og som udkom i 1985. Den indeholder 34 sider om 16 centrale fødevaretemaer, med en enkel grafisk fremstilling på venstre side og en kort forklarende tekst på højre. Nogle eksempler:
Sult er et fordelingsproblem – sult har intet med skæbne at gøre. Sult bliver produceret. Verden råder over mad nok til alle. Produktion til eksport i stedet for til selvforsyning – i Afrika mere end opvejes indtægterne fra landbrugseksporten af udgifterne til import af fødevarer. Korn til foder for de riges kvæg – af verdens samlede kornhøst i 1981 blev omkring 47 procent brugt til dyrefoder. Det kunne have mættet 2,5 milliarder mennesker. Dyrkning af soyabønner til kvæg i stedet for fødevarer til de fattige – alene i Brasilien kunne produktion af sorte bønner have dækket 35 millioner brasilianeres proteinbehov.
Den hvide mand kæmper stadig alene!
Materialet stammer fra 1980’erne, men sandheden er, at systemet ikke har ændret sig meget siden dengang. Det er vel snarere blevet endnu mere urimeligt og uretfærdigt. De fattige er fortsat i vid udstrækning slave- og stavnsbundne. Derfor forekommer det anno 2024 heller ikke rimeligt og sandfærdigt at Danmarks Indsamling udsender dette optimistiske opråb til danskerne:
”Vi ved, at det gør en forskel. Men vi ved også, at vi ikke kan gøre det alene. Derfor kalder vi på hele Danmark, så vi kan vise, at vi er et lille land med et stort hjerte. Du kan også hjælpe, og dit bidrag vil skabe håb og forandring, uanset om det er stort eller småt.”
Kun fordi det er lykkedes arrangørerne at ’trylle’ sultens systemiske geografi væk foran øjnene af seerne, giver et opråb som dette mening. For dermed placerer vi endnu engang os selv midt i det hele som centrale aktører, med den handle- og betalingskraftige hvide mand eller kvinde som redningsplanke for verdens (uskyldigt) sultende børn.
Og i samme åndedrag giver det åbenbart mening, at vi også skal bruge uanede mængder af tid på at se og høre, hvorfor kendis dit og dat ikke kunne holde tårerne tilbage, da de i Etiopien eller Uganda eller hvor fanden i helvede man har fragtet dem hen med et kamera i røven, så de kunne møde rigtige sultende drenge og piger og deres taknemmelige forældre, som alle sammen vinkede med et smil på læberne, da firhjulstrækkeren forsvandt igen.
Talentløse spørgsmål om ”Hvad det her har betydet for dig?” eller ”Hvorfor er det vigtigt at vi som privilegerede beskæftiger os med det her?” flyver gennem luften, og bidrager sikkert til, at mange danskere bagefter er blevet bekræftet i, at størrelsen af vores lille land er omvendt proportional med størrelsen af vores bankende hjerte. Vi gør en forskel! Vi bidrager til forandring!
Den ubekvemme sandhed er, at vores velstand historisk bygger på en forbrugs- og produktionsstruktur, hvor vi via en uretfærdig globaliseringsmodel har inddraget alle dele af kloden som vores ressourcebase, med råd til at betale for, at jord egnet til dyrkning af fødevarer for fattige mennesker i stedet bruges til at dyrke soyabønner til millioner af svin. Og vi har tilladt os at udvikle en livsform, som indebærer en så voldsom udledning af CO2, at de fattige i syd allerede længe før, vi selv har mærket det, er blevet ramt af stigende temperaturer, længere tørkeperioder og mindre mad til børnene.
Enkelte fra A-holdet anerkendte, at vi burde skamme os, eller i det mindst anerkende vores historiske gæld og vores privilegerede status. Men værterne var opsatte på, at vi brugte tiden på at lovprise os selv (og dem selv), fordi vi med denne indsamling bidrog afgørende til at skabe håb og forandring.
Hvor skammeligt. Jeg orker det ikke mere.
Hemmeligheden om organisationernes projekter
Jeg har læst alle 12 organisationers projekter, og de virker umiddelbart fornuftige som udviklingsprojekter betragtet. De handler ikke bare om uddeling af mad til sultne børn, som der i bistandens ungdom i 60’erne og 70’ne nok havde været tale om. De gør sig også tanker om, hvordan kvinder og lokalsamfund kan dyrke maden selv, på bæredygtig vis, og også være en del af en uddannelsesproces, hvor kvinder forstår deres rettigheder. Heldigvis da, for vi har trods alt lært noget af 60 års udviklingssamarbejde.
Også sidste år var det Red Barnets generalsekretær, som under showet fremhævede, at uden en stærk lokal forankring kan man ikke skabe bæredygtighed. I år fik hun understreget, at vi har at gøre med stærke mennesker, som ved, hvad det handler om. Tak for det!
Men åbenbart ikke alt! I hvert fald forekommer det, som om organisationerne har fået at vide, at de ikke må omtale deres samarbejde med lokale organisationer. Kun Red Barnet antyder, at der er en form for samarbejde med de lokale myndigheder. Også sidste år var det Red Barnets generalsekretær, som under showet fremhævede, at uden en stærk lokal forankring kan man ikke skabe bæredygtighed. I år fik hun understreget, at vi har at gøre med stærke mennesker, som ved, hvad det handler om. Tak for det!
Men hvorfor sørger organisationerne ikke selv for, at deres projekter fortæller sandfærdigt om den måde, de er udviklet på. At min gamle arbejdsplads, Mellemfolkeligt Samvirke, kan få sig selv til at beskrive deres projekt i Etiopien uden bare et lille kvæk om projektets lokale forankring, finder jeg rystende.
For MS-projektet er selvfølgelig lokalt forankret, ellers ville MS ikke står for det! Ingen kan arbejde i Etiopien uden lokal forankring, et lokalt civilsamfund, lokale myndighedsstrukturer, stærke lokale enkeltpersoner, som rådgiver om alt det, vi ikke forstår, især når vi, som tilfældet må være for MS i Etiopien, ikke har nogen speciel erfaring med at arbejde i Etiopien.
Og endnu engang har man åbenbart fundet det for besværligt eller uinteressant for danskere med et stort hjerte at lytte til en partner, en rigtig én fra de varme lande, med farven hvid, sort, brun, gul eller hvad ved jeg, som kunne forklare bil-, forbrugs- og sult-interesserede danskere, hvordan hovedparten af deres eksistens afhænger af deres egen indsats. Samtidig med at de uden at have indflydelse på noget som helst skal finde sig i, at vi tonser det ene ton CO2 ned i hovedet på dem og deres afgrøder.
Måske skyldes frygten for denne fortælling for åben skærm, og dermed fraværet af en invitation til en partner, at arrangørerne inderst inde ikke har mod og hjerte til at skulle forklare, hvorfor så mange tryllerier og så meget gak og gøgl skal være nødvendigt for at samle en sjat på 100 mio. kr. ind?
Jeg er omsider nået til vejs ende
Jeg ved, at nogle af mine faste læsere vil være skuffede over, at jeg ikke denne gang har taget indsamlingens røde tråd – bilerne – under kærlig behandling. Det skyldes ikke, at jeg aldrig har været imponeret af BMW-bilerne, men især at hele konceptet er mig imod. En cykel, med eller uden batteri, havde været mere passende og i harmoni med denne indsamlings formål.
Hvor mange minutter vi blev tvunget til at fjolle rundt med Bagermester Tim og hans udvalg af kendisser glemte jeg desværre at få talt op. Men det var godt nok mange, alle trættende og ligegyldige.
For flere år siden lovede jeg mig selv, at jeg ville holde op med at skrive kritisk om Danmarks Indsamlingen, når bilerne var blev fjernet fra konceptet. Nu erkender jeg, at slaget er tabt. Ikke blot det med bilerne, men i det hele taget.
Derfor har jeg lovet Fruen, at jeg ikke længere vil holde mig vågen til midnat den første lørdag i februar. Faktisk har jeg lovet hende, at jeg ikke igen vil bruge tid på indsamlingen. Jeg orker simpelthen ikke mere.
Tak til alle jer, som har orket at læse mine idiosynkratiske tanker – og en gang imellem sikkert har spurgt jer selv: ”Hvorfor gider han?” Dét spørgsmål vender jeg tilbage til en anden gang!
