Udtalelse fra tænketanken RIKO (Rådet for International Konfliktløsning) 2. Juni 2015
Hvorfor skal dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik med i debatterne?
Om velfærdssamfundet skal styrkes med nogle få promillers vækst eller ej, eller om middelklassen skal have nogle marginelle skattelettelser eller ej, må ikke være de eneste spørgsmål, der præger valgkampens diskussioner med politikerne.
Danmark lever i et gensidigt afhængighedsforhold til resten af verdens knap 200 lande. Alt for store dele af verdens befolkning sulter eller er udsat for borgerkrige, som Danmark er direkte eller indirekte involveret i. Hvordan løses disse alvorlige problemer, og hvordan standses de mange krige og konflikter verden hærges af?
Danmark kan spille en langt større og mere positiv rolle end vi gør i dag – især med hensyn til en mere fredelig verden.
Dette må diskuteres med politikerne på en jordnær og konkret måde de næste 3 uger.
Danmark kan som selvstændig, suveræn nation – og i de internationale organisationer vi er med i (især EU, Nordisk Råd, FN, NATO) – påvirke udviklingen. Et overordnet spørgsmål er, om Danmark bør udvikle sig fra en nation, der kendes på at deltage i krige (Irak, Afghanistan, Libyen) til en nation, der fokuserer på ikke-militær bilæggelse af konflikter, mægling, forhandlinger, diplomati, fredsbevaring, og samtaler med alle sider i en konflikt. Selv om Danmark tager nogle diplomatiske skridt af og til, er hovedindtrykket et land, der har lettere end de fleste ved at gribe til våben og bombninger, når der skal gribes ind i konflikter.
Hvilke emner bør man tage op?
Irak og Islamisk Stat (IS): Danmark deltog 2003-2007 på amerikansk side i irakkrigen, der førte til afsættelse af diktatoren Saddam Hussein, men samtidig åbnede for anarki med ødelæggelse af de sociale og administrative strukturer i landet.
Det medførte shia-dominans og undertrykkelse af sunni-befolkningen, der til sidst i desperation vendte sig til jihadisterne i IS.
Vi må ikke glemme, at de mellem 20.000 og 31.500 (CIA’s skøn) jihadister, der udgør det, man kalder Islamisk Stat, kun er toppen af isbjerget; befolkningen i det store områder, IS har besat, er på seks millioner, hovedsagelig sunni-muslimer, hvis frygt for og had til den irakiske shia-stat er meget stor.
Man kan ikke bombe sig til fred. Det er nødvendig med en inddæmningspolitik over for Islamisk Stat området.
Det spørgsmål, vi vil stille, er, hvordan kan man give sunni-befolkningen magten over deres område tilbage og jage IS på porten, men samtidig undgå den irakiske shia-regering og dens militsers hærgen og undertrykkelse.
Syrien: Borgerkrigen i Syrien må standses straks – den er så brutal og ødelæggende, så det er næsten ufatteligt. Krigens interne parter kan næppe selv finde ud af at løse konflikten.
Ovenpå de syriske lag af grupper og islamiske bevægelser lægger sig den regionale stedfortræder-konflikt mellem Saudi Arabien og Iran, og derover den globale stedfortræder-konflikt mellem Rusland/Kina på den ene side og USA/det øvrige Vesten på den anden side.
Disse stedfortræder-nationer, der stadig har kontakt med hinanden, må sætte sig sammen og søge enighed om et samlet pres på Damaskus-regeringen for at få en magtdeling i stand gennem en forhandlet løsning.
Vesten må være villig til at forhandle med lande som Iran, Rusland og Kina. Ingen side kan besejres pga. den støtte, parterne får udefra. Hvad mener danske politikere og partier mht. at skabe fred i Syrien?
Libyen: Sammenbruddet i de libyske samfundsstrukturer efter den vestlige bombekampagne med efterfølgende regimeskifte i 2011 står som en skamstøtte for, hvad man ikke skal gøre.
Koalitionen, der intervenerede fra luften, gik ind og bombede et regime sønder og sammen og forlod så skuepladsen.
Situationen i dag er borgerkrig. Man har to regeringer, der bekæmper hinanden, og en række ukontrollable militsgrupper, herunder formentlig IS- og/eller andre islamistiske fraktioner.
Der er muligheder for mægling, hvilket der også er bestræbelser på fra FN, men presset fra de store magter er ikke stærkt nok til en forhandlet løsning eller en magtdeling på afrikansk vis.
Få taler om denne mæglingsmulighed. Libyen er opgivet af verdenssamfundet.
Vi savner et svar på, hvad Danmark kan og vil gøre – sammen med vore EU- og NATO-partnere.
Ukraine: Krisen i Ukraine startede i 2013. Kernen i den er både intern og ekstern.
Den interne del er en konflikt mellem det vestlige Ukraine centreret omkring Kiev, der er provestligt, og den russisk-orienterede Donbass-region i øst, der nu har udråbt sig til to selvstyrende folkerepublikker (Donetsk, Luhansk) inden for Ukraine. Der er en borgerkrigslignende situation i landet.
Hen over denne konflikt ligger en vestlig amerikansk støtte til Kiev-regeringen og tilsvarende støtte – militært, politisk og økonomisk – fra Rusland til Donbass-republikkerne.
Fra vestlig side kritiseres den russiske indblanding og anneksionen af Krim, fra russisk side kritiseres Vesten for at støtte og være bag Kiev-regeringen.
Så hen over den interne konflikt ligger en øst-vest konflikt.
Der kan findes en politisk løsning på denne konflikt – en åben militær konflikt kunne ende i en verdenskrig.
Rusland: Krisen mellem Rusland og Vesten, der i vidt omfang kan afledes af Ukraine-konflikten, har medført gensidige sanktioner mod institutioner, investorer og varer, men har ikke haft større indflydelse på den førte russiske politik over for Ukraine.
Den russiske økonomi er i stedet blevet mere og mere orienteret mod Asien, især Kina, hvilket bl.a. kunne ses under festligholdelse af 70-års dagen for sejren over nazismen for nylig.
I denne konflikt er der behov for en ny Helsinki II-proces. Grænser, relationer, handel, sikkerhedspolitiske spilleregler, herunder nedrustning, og aktuelle mellemværender må tages op, diskuteres og afsluttes med en ny aftale gældende for vor tid.
En Helsinki II-proces bør være en permanent konference med sekretariat i Østrig, mest nærliggende hos et udbygget og væsentligt opnormeret OSCE, der som bekendt omfatter alle europæiske stater, inklusive Rusland, samt USA og Canada.
Det er også ønskeligt at der kan være flere ikke-statslige forbindelser mellem Rusland og Danmark, f.eks. samarbejde mellem foreninger og tænketanke på begge sider.
Israel-Palæstina: Konflikten er stadig kilde til regional ustabilitet og til omfattende menneskelig lidelse. Om to år har Israel været besættelsesmagt i 50 år.
Israels bosættelsespolitik udgør en alvorlig barriere for en varig løsning af konflikten.
Bare de sidste seks år har Gaza oplevet tre ødelæggende krige, hvor begge parter har begået krigsforbrydelser.
Enklaven er stadig under massiv israelsk og egyptisk blokade, mens udvidelsen af ulovlige bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem forsætter ufortrødent.
Forhandlingerne om en to-statsløsning er kuldsejlet, blandt andet fordi premierminister Netanyahu nu officielt har erklæret, at man ikke støtter etableringen af en palæstinensisk stat.
Palæstinenserne er splittede og magtesløse, og risikoen for nye udbrud af vold er stigende.
Skal der ske fremskridt hen imod holdbar fred er der brug for, at eksterne aktører tør vise politisk mod til at lægge pres på parterne.
Som den klart stærkeste part har Israel et særligt ansvar og sidder langt hen ad vejen med nøglen til fred.
Det kan ikke være rigtigt, at muligheden for at sikre palæstinenserne national selvbestemmelse og varig sikkerhed for både israelere og palæstinensere skal have lov til passere forbi, mens vi alt for passivt ser til.
Der er ikke er noget alternativ til reelle forhandlede og mæglede løsninger, hvor begge parter i konflikten deltager på lige fod. Ikke-voldelig konfliktløsning, hvor begge sider gør indrømmelser til modparten, må bestå sin prøve også i Palæstina-konflikten.
Dansk oprustning: Kan det virkelig være i dansk sikkerhedspolitisk interesse at der skal bruges mellem 20-30 mia. efter valget til indkøb af nye jagerfly?
Der må skabes en informeret debat herom inden valget.
Hvad koster indkøbet? Hvad skal de bruges til? Hvad koster de at vedligeholde? Hvad kunne vi købe i stedet?
Et Udenrigsministerium med freds- og mæglingskapacitet: Hvordan kan Danmark udbygges som en fredsnation med kapacitet til at mægle, forhandle, og tale med alle parter i internationale konflikter – vil partierne være med til at opbygge en sådan freds- og mæglingskapacitet i Udenrigsministeriet?
Hvilke spørgsmål opfordrer vi danskerne til at stille politikerne?
Hvordan kan Danmark udvikle sig til en freds- og mæglingsnation?
IS er kun toppen af isbjerget – under isbjerget ligger en sunni-muslimsk befolkning (ca. seks millioner), hvis ledere er blevet undertrykt af den irakiske shia-muslimske regering – hvordan kan disse sunni muslimer støttes så de kan smide IS på porten?
Hvordan kan Bagdad-regeringen presses til en anden politik over for sunni-muslimerne?
Syrien: Hvad vil partierne gøre for at bidrage til at afslutte borgerkrigen i Syrien?
Vil Danmark f.eks. tage initiativ til, at de nationer, der støtter de forskellige parter i Syrien, indkaldes til en permanent fredskonference, dvs. lande som Saudi Arabien, Iran, USA, EU, Rusland, Kina, Tyrkiet og Qatar, med henblik på at nå til en fælles holdning for at sætte parterne i den syriske borgerkrig stolen for døren?
Libyen: Vil partierne støtte, at Danmark får som politik, at der skal mægles kraftfuldt og højtprioriteret for at få de to regeringer i det borgerkrigshærgede Libyen til at enes om en magtdelingsaftale?
Rusland: Vil partierne støtte, at der startes en ny runde permanente forhandlinger mellem alle nationer i OSCE-kredsen, et Helsinki II, for at gennemdrøfte og blive enige om de sikkerhedspolitiske spørgsmål, der skiller, samt om grænser, handel, økonomi, diplomatiske forbindelser? (det forudsætter en styrkelse af OSCE’s økonomiske, diplomatiske og organisatoriske ressourcer)
Ukraine: Vil partierne være med til, at Minsk II-processen (indledt i februar 2015) udbygges med internationalt anerkendte mæglere og med Rusland, EU og USA som deltagere for at finde en løsning inden for et samlet Ukraine, føderalt opbygget og med garanterede (mindretals)rettigheder for de involverede parter?
Israel-Palæstina: Hvordan vil partierne arbejde for – sammen med ligesindede lande i EU og NATO – at sætte gang i en reel og konstruktiv fredsproces?
Er partierne klar til at diskutere alternative løsningsmodeller og til at gentænke den diplomatiske arkitektur for konfliktløsning?
Er det ikke på tide at følge efter Sverige og arbejde for dansk anerkendelse af Palæstina?
Hvordan vil partierne arbejde for, at Danmark påtager sig en mere pro-aktiv diplomatisk konfliktløsende rolle i EU-regi?
Hvilke redskaber vil partierne tage i brug for at lægge pres på parterne i konflikten – vil I fx arbejde for at sikre, at menneskerettighedsklausulen i EU-Israel associeringsaftalen overholdes?
Og til gengæld kræve, at de palæstinensiske organisationer respekterer menneskerettighederne? Vil I arbejde for forbud mod import af bosætter-varer?
Konfliktløsningskompetencer i Udenrigsministeriet: Vil partierne støtte opbygningen af en afdeling i Udenrigsministeriet, der får kompetencer til at behandle konflikter ud fra de klassiske konfliktløsningsprincipper: Mægling, forhandling, samtaler med alle parter, udbygge fredsbevarende styrker kraftigt til stærke FN-missioner?
Er en militær (NATO koordineret) ødelæggelse af skibe i Middelhavet virkelig Danmarks og EU’s vigtigste – eller bedste – metode til at løse de akutte flygtningestrømme fra Nordafrika?
Bør partierne ikke komme med løsninger på både de kortsigtede og de langsigtede årsager til flygtningestrømmen?
Underskrivere:
- Ahlam Chemlali, program-koordinator, Dignity – Danish Institute against torture.
- Annette Stubkjær, bachelor i peace and conflict studies, Malmø Universitet. Medlem af RIKO’s bestyrelse.
- Birgitte Rahbek, specialist i Mellemøsten; mag.art. i kultursociologi og uddannet konfliktløser.
- Clemens Stubbe Østergård, lektor emeritus i international politik ved Institut for Statskundskab i Århus.
- Erling Dessau, tidl. seniorrådgiver til rektor for FN’s Fredsuniversitet og til UNESCO’s generaldirektør; leder af FN- og UNDP-landemissioner i Afghanistan, Somalia, Indien, Bangladesh, Myanmar og Tyrkiet.
- Gunnar Olesen, chefkonsulent, international rådgiver. Cand.scient.pol.
- Hans Branner, lektor i samfundsfag. Cand.scient.pol. Forfatter til adskillige lærebøger i samfundsfag, international politik og historie.
- Henrik Rosager, mægler og konfliktrådgiver ved Grib Konflikten.
- Isabel Bramsen, master i freds- og konfliktstudier, ph.d.-studerende ved Centre for Resolution of International Conflicts (CRIC).
- Jens Jørgen Nielsen, cand.mag. i historie og idehistorie, samt journalist.
- Jonathan Bror Otto, Studerende i internationale studier, politik og administration ved RUC. Medlem af RIKO’s bestyrelse.
- Jørn Boye Nielsen, fhv. højskolelærer ved Den Internationale Højskole, Helsingør. Cand.scient.pol. Medstifter af RIKO og formand for bestyrelsen.
- Kofi Dakinah, kandidat i international sikkerhed og folkeret. Medlem af RIKO’s bestyrelse.
- Kristian Dalsgård Svendsen, kandidat i Globale Studier fra RUC. Næstformand for RIKO’s bestyrelse.
- Leila Stockmarr, Ph.D. studerende på RUC omkring Palæstina. Debattør i medierne om palæstinensiske og mellemøstlige forhold.
- Lars Erslev Andersen, Ekspert i terrorisme og radikalisering med fokus på især Mellemøsten.
- Maja Greenwood, Ph.D. studerende. Specialiseret i Afghanistan og forhandlinger med Taliban.
- Nagieb Khaja, journalist.
- Nina Holst, bachelor i økonomi ved KU. Medlem af RIKO’s bestyrelse.
- Poul Villaume, dr.phil., professor i samtidshistorie ved Københavns Universitet. Medlem af RIKO’s bestyrelse.
- Søren Friis, cand.mag. i Internationale Studier.
- Thorkild Høyer, forsvarsadvokat.
- Tue Magnussen, cand.phil. i historie; cand.mag. i geografi og internationale udviklingsstudier.
- Vibeke Vindeløv, dr.jur. (disputats om mægling), professor i konfliktmægling ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet.
- Ane Nord, antropolog, videnskabelig assistent ved DPU, Aarhus Universitet, Institut for uddannelse og pædagogik.
