Ingen er af de 30 største danske virksomheder med hovedkontor i Danmark, lever fuldt op til de internationale menneskerettigheder. Det viser rapporten ’Documenting Respect for Human Rights,’ lavet af Institut for Menneskerettighederne i Danmark.
Instituttet ser på, hvordan virksomheder lever op til FN’s principper for erhvervsliv og menneskerettigheder (UNGP), der definerer begrebet “virksomhedernes ansvar for at respektere menneskerettighederne.”
Rapporten skitserer flere problemer for de danske virksomheder. Blandt andet tilpasser de sig generelt ikke principperne, der en klar mangel på forståelse for omfanget af deres ansvar på tværs af værdikæderne, og virksomhederne undlader at beskrive, hvordan de arbejder med menneskerettigheder i praksis.
Men hvor galt står det egentlig til for de danske virksomheder? Det har Globalnyt talt med Dansk Industri om.
Underliggende faktorer spiller ind i rapportens resultater
Ifølge chef for Global Udvikling og Bæredygtighed hos Dansk Industri, Marie Gad, skyldes de bekymrende resultater i rapporten flere underliggende faktorer.
En faktor er, at virksomhedernes primære fokus på dokumentering af klima har betydet mindre opmærksomhed på menneskerettighederne.
”Mange virksomheders fokus i forhold til rapportering, dokumentation og kommunikation har de sidste år primært været på den grønne del af bæredygtigheden, hvor man har satset enormt meget og fået dokumenteret alt, man gør på klima. De samlede bæredygtighedskrav og ønsker er vokset. Så der ligger nok lidt prioritering i det her. Vi ser samtidig en klar stigning i virksomhedernes arbejde med menneskerettigheder, men de fortæller ikke altid om det.”
En anden faktor er, at kritisk journalistik har ligget til grund for, at virksomheder simpelthen ikke tør at offentliggøre alt det rigtige de gør af fare for, at en negativ historie, der har gemt sig dybt inde i værdikæde, skulle dukke op.
”Der er organisationer som Danwatch, som gør, hvad de kan, for at finde hårene i suppen. Det er positivt, fordi de får virksomheder til at stramme sig an. Men det betyder samtidigt, at hvis virksomheder kommunikerer, at de gør det bedre, men at de ikke er perfekte eller har misset noget, så risikerer de at der kommer en forsidehistorie ud af det. Det har skræmt virksomhederne rigtigt meget,” siger Marie Gad.
Herudover påpeger DI’s chef for Global Udvikling, at FN og EU simpelthen ikke er gode nok til at tydeliggøre over for virksomhederne, hvad de forlanger klarhed over.
“Det primære spørgsmål vi får fra virksomheder, når vi taler om due diligence (hvordan virksomhederne tager ansvar. Red) og menneskerettigheder, er, hvad de skal gøre for at kunne sige, at de har gjort, hvad de skulle. Det er der ikke rigtigt nogen, der kan fortælle dem.”
Rapporten gør det klart, at den danske regering bør spille en større rolle og hjælpe med at facilitere dialog og læring til erhvervslivet om, hvordan de skal gribe menneskerettigheds due diligence an. Dette er Dansk Industri enig i, men understreger samtidig, at det ikke kan gøres så sorthvidt, som rapporten opstiller det.
”Regeringen kan spille en vigtig rolle. Men jeg tror også, at vi skal gøre os klart, at menneskerettighederne ikke kan opstilles så sorthvidt, som det kan med CO2, hvor vi stort set kan beregne en udledning, og så har vi et tal, der kan sættes to streger under.”
”Virkeligheden er sådan, at det er positivt, når virksomheder handler med nogle, som ikke nødvendigvis har 100 procent styr på menneskerettighederne.”
Alternativet er et fravalg af sammenhandel med udviklingslande
Det kan være en positiv ting, når danske virksomheder benytter sig af underleverandører fra lande, som er længere fra menneskerettighederne end landene i EU, hvis det kan hjælpe de pågælende lande i den rigtige retning, fortæller Marie Gad.
”Virkeligheden er sådan, at det er positivt, når virksomheder handler med nogle, som ikke nødvendigvis har 100 procent styr på menneskerettighederne. Det er her, der er mulighed for at understøtte en bevægelse i den rigtige retning – det handler jo for eksempel om små og mellemstore virksomheder i Afrika”
”Hvis man har en underleverandør, som ikke har styr på sit arbejdsmiljø, eller som ikke lever op til arbejdstagers rettigheder, så er det jo ikke her, man skal afslutte samarbejdet. Man bør i stedet forsøge at arbejde sammen for at komme det rigtige sted hen. Det afhænger selvfølgelig af, at underleverandøren har et ønske om at komme derhen.”
Alternativet til en dårlig menneskerettighedsscore er, at EU lukker sig for omverden, fortæller Maria Gad.
“Hvis du vil sikre dig, at du har styr på menneskerettighederne i din værdikæde, så er det nemmeste i verden kun at have leverandører og under leverandører inden for EU.”
EU og Danmark vil gøre menneskerettigheds due diligence lovpligtigt
EU forhandler i øjeblikket om et due diligence direktiv, hvis formål er at fremme bæredygtig og ansvarlig virksomhedsadfærd og at forankre menneskerettigheder og miljøhensyn i virksomheders drift og virksomhedsledelse igennem lovgivning. DI ser både positive og negative sider af direktivet.
”Et lovpligtigt due diligence direktiv er positivt, da det kommer til at skabe ensartede regler på tværs af EU. I dag er der nogle EU lande som har deres egne nationale krav, hvilket besværliggør arbejdet for virksomhederne. Problemet er, hvis reglerne bliver for firkantede, og EU-landene derfor ikke længere tør handle frugt med virksomhederne i for eksempel Ghana, fordi risikoen er for høj.”
Selvom der tilsyneladende er en svær balancegang at gå for virksomhederne, når det handler om at kommunikere om menneskerettighederne i deres forsyningskæder, ligger en overholdelse af dem dybt i det danske DNA, fortæller Marie Gad.
”Man har som dansk virksomhed ikke lyst til at der skal være nogen overtrædelser af menneskerettighederne. Det ligger dybt i virksomhedernes DNA. Arbejdstagerettigheder ligger så dybt inde i den danske model, at det slet ikke er noget der bliver sat spørgsmålstegn ved. Og så ønsker man simpelthen ikke børnearbejde eller tvangsarbejde i sine værdikæder.”
