Retsopgøret om Argentinas blodige fortid under militærdiktaturet sætter nu også fokus på de mindre fisk, der forsatte deres liv og endte på samfundets topposter.
Retsopgøret er begyndt at tage mere fart. Hundredvis af torturbødler er allerede blevet retsforfulgt og fængslet for overgreb på politiske modstandere. Opgøret med landets mørke fortid ventes at føre til fængslinger af mellem 500 og 1.500 personer, som var medskyldige i grove menneskeretskrænkelser under militærjuntaen 1976 til 1983 – perioden som kaldes den Beskidte Krig.
Nu strammes nettet også om de mindre fisk. De er ofte gået fri og avanceret til topposter i det argentinske samfund.
Det er omdrejningspunktet i den argentinske journalist og menneskeretsaktivist Mariano Saravias nye bog La Sombre Azul (“Den blå skygge”) – sagen om Luis Urquiza. Mariano Saravia er i disse dage i Danmark. Torsdag var der pressemøde hos Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) og fredag var den spansk-latinamerikanske boghandel ”Ex Libris” i København vært. Mandag fortæller Mariano Saravia og Luis Urquiza om bogen og arbejdet mod tortur ved Amnesty Internationals møde kl. 19.00 i baghuset 1.sal, Mejlgade 50 i Århus.
La Sombre Azul fortæller historien om dansk-argentineren Luis Urquiza, der flygtede til Danmark i 1980 efter at have været udsat for tortur. Han flyttede med sin familie tilbage til Cordoba i Argentina, og her opdagede han, at personer, som havde tortureret ham, besad topposter i det argentinske samfund og nu var ansat bl.a. som chefer for private vagtværn. Da han blev udsat for dødstrusler, måtte familien flygte tilbage til Danmark.
Nu har han og journalisten Mariano Saravia sat sig for – ved at fortælle Luis Urquizas personlige historie – at dokumentere de forbrydelser, som de mindre fisk havde begået under Argentinas såkaldte Beskidte Krig. De understreger samtidig det forkastelige i, at de samme folk går rundt på fri fod og ovenikøbet sidder på magtfulde poster i landet.
Den Beskidte Krig var en smertefuld periode i Argentinas nyere historie, da militærjuntaen hårdhændet undertrykte venstreorienterede oppositionelle.
Undertrykkelsen startede, da en miltærjunta under ledelse af general Videla i marts 1976 tog magten angiveligt som svar på voksende politisk ustabilitet og vold efter præsident Juan Perons død. Militærets mål var officielt at stoppe venstreorienteret terrorisme, men den statslige terror, som fulgte, var værre end, hvad der nogensinde tidligere var set i Argentina.
Tusinder blev arresteret eller kidnappet og indsat i en af de flere end 300 fangelejre, hvor tortur i alle dens mest grusomme former stod på i uger eller måneder. Børn blev tortureret, mens forældrene overværede det. Eller omvendt. Torturen endte oftest i offerets død. Op mod 30.000 blev dræbt eller forsvandt inden Argentina med valget af Raul Alfonsin i oktober 1983 vendte tilbage til civilt styre.
Vejen til retsforfølgelse har været meget lang. Militæret har forsøgt alt for at undgå retfærdighed. Kort før overgangen til civilt styre gav man generel amnesti for alle overgreb under den Beskidte Krig. Præsident Alfonsin tilbagekaldte ganske vist amnestien, men pres fra militæret betød, at først tyve år efter – i august 2003 – ophævede kongressen to amnesti-love fra midten af 1980erne.
Det er den beslutning, som endelig i juni i år blev konfirmeret af Højesteret. Opgøret med Argentinas smertefulde periode blev for alvor indledt, efter at Nestor Kirchner i sommeren 2003 blev indsat som præsident. Regeringen har på to år reformeret den argentinske højesteret og dele af retssystemet samt påbegyndt en omfattende udrensning i politi og militær.
– Jeg var kun et barn under militærdiktaturet og kunne slet ikke forstå, hvordan de her ting kunne finde sted. Bogen er vigtig, fordi den med navne og fakta beskriver, hvad folk lavede under militærdiktaturet. Jeg følte, at jeg som journalist, havde en forpligtelse til at fortælle historien. Jeg håber, de folk nu får deres straf, sagde Mariano Saravia på pressemødet. Han mindede om, at USA stod bag de højreorienterede latinamerikanske militær-regiemer i deres påståede anti-kommunistiske felttog.
Bogens hovedperson, Luis Urquiza, er født og opvokset i Argentina. Da militæret i 1976 kuppede landet, arbejdede han som politibetjent. Han var blandt de mange tusinde, som blev arresteret. Luis sad to år i koncentrationslejr, hvor han blev tortureret.
Han genkendte stemmerne på sine kolleger i politiet. I 1979 kom han for en militærdomstol, og da man ingen beviser havde mod ham, blev han løsladt. Men overvågningen og forfølgelserne hørte ikke op. Derfor flygtede han året efter og søgte asyl i Danmark, hvor han blev behandlet for sine torturtraumer på RCT i København..
– Man bliver aldrig rask efter så voldsom en tortur. Jeg ønsker at vise, hvad der skete dengang, siger Luis Urquiza, der er dansk statsborger, men har betalt en stor personlig pris for et retsoprør i Argentina. I Danmark vidnede han mod sine bødler til en undersøgelseskommission via den argentinske ambassade. Hans vidneudsagn blev refereret i en bog, hvilket senere skulle koste ham dyrt.
I Danmark giftede Luis sig og fik to døtre. Efter demokratiet vendte tilbage til begyndte han at savne Argentina. I 1994 flyttede han tilbage med sin familie. Det gik godt i tre år. Ægteparret havde egen butik og var glad for at bo i landet. Men i 1997 blev en massegrav fra diktaturets dage afsløret. Luis Urquiza blev udråbt som den, der kunne vidne mod chefen for efterretningstjenesten, som man mente var ansvarlig for massegraven.
Da anonyme telefonisk truede ham på livet valgte han at stå frem og vidne. Familien mente, at sikkerheden var størst, hvis den befandt sig i mediernes søgelys. Truslerne tog imidlertid til. Den danske ambassade hjalp familien til at få to livvagter. Men ingen turde længere at handle i familiens butik, og familiens økonomi gik i stykker.
Den danske ambassade hjalp da familien med at flygte tilbage til Danmark, hvor Luis uden hverken penge eller bolig – og socialt værre stillet endog flygtninge – måtte bygge en tilværelse op igen.
Mariano Saravia fortalte på pressemødet, at han meget ønskede at få La Sombra Azul oversat til dansk -og gerne før den bliver oversat til engelsk – som en anerkendelse af, at Danmark i 1980erne spillede en særlig rolle i arbejdet mod militærjuntaen, idet man tog imod flygtninge.
