I de seneste godt fem år er en både vellykket og usædvanlig hybrid vokset frem mellem Pakistan og Danmark. De kalder sig for Rocqawali og er netop det: en sammensmeltning mellem rock og den specielle qawwali-sufimusik, som kendes i Indien og især i Pakistan. Det er en stil der går 900 år tilbage til det daværende Persien, og som for alvor fik sin opblomstring i Vesten i slutningen af sidste århundrede, hvor den på alle måder fede superstjerne Nusrat Fateh Ali Khan levede.
Han var en mand, der dels mestrede kombinationen af sufipoeters sange og de lange sufi-seancer, som ofte antager karakter af en opkørt italiensk opera af særdeles eksotisk karakter, hvor en hel række mandlige sangere synes i kappestrid om at fyre halsbrækkende arielignende forløb af, hvorefter mesteren selv sætter trumf på. Det er medrivende, velkomponeret og meget stor kunst, ligesom det altså bringer folk i trance.
Men tiden omkring 1990 bragte også andre ting med sig.
Her opstod der dels den spændende Asian Underground-scene i specielt London, hvor den pakistanske og indiske diasporas unge blandede moderne beats med de forbilleder, som de havde hjemme fra lande som Indien, Pakistan, Bangladesh og med afstikkere til arabiske lande. Her var noget af det fedeste, der for alvor inspirerede de remixes, som blev lavet med Nusrat Fateh Ali Khan, hvor stilarter som breakbeat blev tilsat traditionel perkussion som dhool- og tablatrommer. Her var specielt Nusrats stemme overalt, også uvirkelige steder, som under fængselsoprøret i den dybt voldelige Hollywoodfilm ”Natural Born Killers”.
Og selv om Nusrat døde bare 49 år gammel i 1997, var der en mængde andre grupper, som blev dyrket intenst både i qawwalimiljøet i Pakistan og i udlandet. Blandt de bedste var en gruppe, der ligesom Nusrat Fateh Ali Khan kom fra Faisalabad, en halvstor provinsby i den østlige del af Pakistan, ikke langt fra den berømte storby Lahore.
De eksisterer fortsat og hedder Meher Ali & Sher Ali og blev manges foretrukne eksponent for den klassiske stil. De er i øvrigt – som det ofte ses – brødre, og den unge juvel i det band – eller Party, som det hedder i jargonen – hedder Ejaz Sher Ali og er nu et sted i 30’erne.
Sitar hos Ravi Shankar
Samtidig var der en ung og videbegærlig knægt fra Aarhus, som godt nok havde en pakistansk far, men voksede op hos sin mor, og bar navnet Jonas, et typisk kompromisnavn, der både spiller i muslimsk og kristen kultur. Med efternavnet Stampe ville Jonas udforske forskellige former for musik med en videbegærlighed og konsekvens, det har været imponerende at følge.
Han ville lære at spille elektrisk guitar med skelen til Jimi Hendrix og Aarhus-legenden Per Møller som mentor, og så tog han på et tidspunkt det store spring og gik i lære. Han ville lære at spille klassisk indisk sitar og hvorfor ikke lære fra den bedste? Så Jonas blev for en tid lærling hos selveste Ravi Shankar (1920-2012).
Jonas har et stort talent og en evne til at suge til sig og lærte en masse, men kunne ikke skjule for sin lærer, at han også spillede guitar. Og det var forbudt hos den gamle mester. Deres veje ville skilles, men ikke før Jonas Stampe spillede en særdeles overbevisende gang sitar.
Jeg mødte Jonas, da jeg som manager for et hold sufier fra Marokko var forbi et spillested i Aarhus i 2001, og har også haft et band med ham på et tidspunkt. Så jeg fulgte, hvordan han søgte tilbage til de pakistanske rødder fra sin far og snart var blevet bedste ven med netop kronprinsen i det fine qawwaliband i Faisalabad, altså føromtalte Ejaz Sher Ali.
Snart ville Jonas Stampe lave sit kunstneriske alterego, som er Snöleoparden, og ganske kendt på især den danske avantgardescene, ligesom vi begyndte at få besøg af den unge pakistaner med den store stemme, som ville spille med Jonas i forskellige spændende sammenhænge, ikke mindst i kunstnersammenslutningen Skræp.
For hvor Jonas Stampe var, var der aldrig kedeligt. Og det har siden gået slag i slag: Marokko, mere Pakistan og for tiden en masse arbejde med gamelan-musikere på Bali.
Det er konsekvent eksotisk, og så har der altså også de sidste fem år været hjertebarnet Rocqawali.
Bollywood Trip
Rocqawali er et fabelagtigt band, og der er ingen tvivl om, at det var mødet med multimusikeren Stephan Grabowski, der gjorde den helt store forskel i tilblivelsen. For Stephan er konsekvent en mand, der formår at producere.
Ud over at være en anerkendt trommeslager for folk som Lars H.U.G., og en soloartist med fede album bag sig, holder Stephan af at skabe forestillinger. En af dem var Bollywood-musicalen ”The Bollywood Trip”, hvor nogle af de vigtige medvirkende var Jonas og punjabi-sangerinden fra Herlev med karriere i Indien og nuværende bopæl i USA, Anita Lerche.
Stephan er altså en mand, der kan få noget fra hånden. Så kombinationen af Ejaz’s kunnen som sanger og sufi, Jonas’ sans for den fede guitar med hints til George Harrison, samt Stephans egne samarbejdspartnere, først og fremmest den dansk-iranske guitarist Tin Soheili, gjorde, at Rocqawali kunne opstå og udsendte sin fremragende debutplade i 2014, hvor de blandt andet viste sig frem på den århusianske branchefestival, Spot Festival.
Siden er det blevet til 2017-udgivelsen ”Sufi Spirit”, som kom på det engelske selskab Riverboat, og nu er de på trapperne med et nyt album, kaldet ”Sah”, som de selv udsender, fordi englænderne simpelthen ikke gjorde nok.
Den foreløbige single fra det kommende album hedder ”Mandi Han Ya Changi”. Den kan du høre her:
Vi har sat Stephan Grabowski i scene til en snak om den kommende tur til Pakistan, som er tredje seriøse turné, hvor bandet altså sidst tog Pakistan med storm, men også har været på tur i Rusland og andre steder.
Stephan Grabowski som er trommeslager i Rocqawali og spiller med en stil, der er meget ekspressiv, glæder sig til gensynet med det store land, som modsat hvad de fleste tror, af ham og bandet opleves som åbent og fredeligt – forudsat at man altså ikke rejser ude ved grænserne til henholdsvis Indien, Kina eller Afghanistan.
Ambassadens store hjælp
”Når vi nu tager til Pakistan med Rocqawali, er det en del af et dansk fremstød, som den danske ambassade i Pakistan laver. Og det giver os en startkapital til at kunne lave sådan en tur. Så er der også penge i det derude, men det er klart, at det bliver betydeligt lettere for os at turnere i Pakistan, når ambassaden betaler flybiletter og så videre. Desuden tager de sig af os de første ti dage, hvor vi er sammen med dem. Her skal vi med i en række tv-show med fokus på samarbejde mellem Danmark og Pakistan og skal selvfølgelig også spille koncerter”, beretter en spændt Stephan Grabowski om den første tid, hvor der især er fokus på landets hovedstad Islamabad og dens tvillingeby, Rawalpindi.
Filmoptagelser fra tidligere besøg viser store menneskemængder, der tydeligt ser ud til at nyde det specielle brand af qawwali-musik, som mødet med danskerne har skabt.
”Bagefter har vi så en måned for os selv, hvor vi tager til Faisalabad, hvor vi bor hos Mehr Ali & Sher Ali og opererer ud derfra. Det bliver superfedt at bo hos familien i deres store ‘compound’ og jeg glæder mig helt vildt. Vi har gjort det før på samme måde, men har ikke før været så længe af sted. Der bliver tale om mellem fem og seks uger denne gang”, oplyser Stephan Grabowski, som regner med at bandet skal optræde i en lang række tv-show, måske endda i de eftertragtede Coke Studio Sessions, der ses over hele verden på nettet og er kendt for særdeles flotte produktioner af ikke mindst kunstnere, der spiller hybrider af Pakistans righoldige musik.
Eftertragtet forsanger
Gennem bandets levetid har en naturlig stopklods været, når familien hjemme i Pakistan forventer, at kronprinsen med guldstemmen er hjemme og del af familieorkesteret, som både turnerer meget, er til koncerter og tv-optrædener, samt måske især er inviteret til de dybt religiøse mahfils, som det hedder på urdu.
Det er her, at folk betaler store summer for at gå i trance til de gamle sange spillet på den traditionelle måde ledsaget af håndklap, tordnende spil med rappe fingre på håndtrommerne, mens lederne betjener de håndblæste harmoniummer, som Ejaz Sher Ali også bruger, når han er på scenen med sine danske venner i Rocqawali. Så de store religiøse højtider såsom månederne op til fastemåneden Ramadan og omkring Profeten Mohameds fødselsdag er normalt umulige i forhold til at få Ejaz Sher Ali lokket til udlandet med sine danske venner.
”Det er forsat sådan, at vi skal finde tiden og hullerne og fortsat overbevise hans far og onkel om, at det er det værd, kunstnerisk og økonomisk, at han tager fri og spiller med os, samt kommer hele vejen til Europa. Men vores arbejde og snart tre album har gjort stort indtryk dernede, og de er meget glade for det, men når det kommer ned til business, så skal det virke. Man må forstå, at de har 100 mennesker i deres brød hver dag, og der er ikke noget der hedder sygedagpenge eller noget i Pakistan, så penge er penge, og han er kronprinsen og har afgørende værdi”, fortæller Stephan Grabowski.
Ejaz Sher Ali er også ved at være et kendt navn på egen hånd, og det mærker de danske musikere, når de kommer rundt, så trommeslageren er fortrøstningsfuld for fremtiden.
”Ejaz er nu er kendt navn og jeg tror, at pakistanerne både ser ham som en spændende soloartist på vej og som den naturlige arvtager i farens og onklens band. Men det bliver spændende at se, hvad der kommer til at ske over de næste år, for jeg kunne godt forestille mig, at hans far og onkel får lyst til at trække sig tilbage i løbet af noget tid. De er vist henholdsvis 69 år og 73 år, og så skal man altså bare tænke på, hvor hårdt et liv det er at arbejde med qawwali-musik. Det er benhårdt arbejde med de lange nætter og utallige sange, specielt under festivalerne”, siger Stephan Grabowski.
Det bliver spændende at se, om det store gennembrud kommer nu.
Den nye plade, som bandets oprindelige bassist, Thomas Nesborg, har produceret, lyder som det bedste, de har lavet med psykedeliske guitarer, der har et eget keltisk præg og selvfølgelig Ejaz Sher Alis fabelagtigt smukke stemme på toppen.
Det bliver et par spændende måneder i Pakistan.