U-landsstyrelsen har tiltrådt en beviling på 13,4 mio. kr. over 5 år (2004-2009) til at ophjælpe økologisk landbrug i Vietnam gennem den danske NGO, Agricultural Development Denmark Asia, ADDA.
Det overordnende projektformål er at organisere små og mindre fødevareproducenter i Hanoi og omegn i foreninger, som avler mærkede økologiske produkter og forsyner det lokale marked.
Det umiddelbare formål er at sørge for bæredygtige rammer for produktion og markedsføring af økologiske jordbrugsprodukter i Vietnam og sikre, at produkterne værdsættes af producenter og forbrugere.
Baggrund
Vietnams bruttonationalindkomst pr. indbygger er for 2002 beregnet til 430 dollar. Realvæksten i BNP pr. indbygger udgjorde 5,8 pct. i 2002, og den gennemsnitlige realvækst var 6 pct. for perioden 1990-2001. Indbyggertallet skønnedes i 2001 at være 79,5 mio. Vietnam er af Verdensbanken klassificeret som tilhørende gruppen af lavt forgældede lande.
Kommunistpartiet har monopol på den politiske proces og tillader ikke direkte udfordringer af dets autoritet. Nationalforsamlingen er det højeste repræsentative organ og består af 498 medlemmer, hvoraf 51 ikke-partimedlemmer fik plads ved valget i 2002.
I Nationalforsamlingen fastlægges den overordnede indenrigs- og udenrigspolitiske retning, og forsamlingen spiller en mere og mere aktiv rolle i vietnamesisk politik. Dets medlemmer stiller nu i højere og højere grad kritiske spørgsmål til ministrene.
Menneskeretssituationen er fortsat bekymrende. Navnlig er der grund til kritik af begrænsningerne i ytrings-, forsamlings-, organisations- og religionsfriheden.
I 1986 indledte regeringen i Hanoi en reformproces (doi moi), der sigter på at omstille Vietnam fra et planøkonomisk system til en såkaldt socialistisk markedsøkonomi. Reformprocessen har været en afgørende forudsætning for Vietnams store fremskridt i bekæmpelsen af fattigdom.
I 1993 levede 58 pct. under fattigdomsgrænsen, mens andelen i 2002 var på kun 29 pct. I 1990erne skyldtes reduktionen først og fremmest liberaliseringer i landbrugssektoren, som lagde grunden til en bredt baseret økonomisk vækst.
I midten af 1990erne påbegyndtes reformer, som tog sigte på at forbedre konkurrenceevnen, herunder en reform af de statsejede virksomheder. Drivkraften bag væksten i Vietnams økonomi er udviklingen af den private sektor.
Efter vedtagelsen af virksomhedsloven i 2000 er mere end 50.000 virksomheder blevet registreret, og der er i dag i den øverste politiske ledelse bred enighed om vigtigheden af at fremme den private sektor i Vietnam. De private virksomheders produktionsvækst var i 2002 mere end 3 pct. større end de statsejede virksomheders ditto.
Den stærke økonomiske vækst har belastet naturressourcerne og skabt miljøproblemer. Vandringen fra land til by har øget forureningen og belastet byernes vand- og sanitetsforhold, sundhedssystemerne og andre sociale serviceydelser. De fattigste i byerne, der typisk bor i randområderne, er hårdest ramt af disse problemer.
Mere end 6 pct. af Hanois befolkning på ca. 5 mio. er beskæftiget i landbruget. Det tilgængelige landbrugsareal pr. familie er meget begrænset, hvilket i sig selv skaber stort pres for høj produktivitet pr. arealenhed.
For at øge landbrugets indkomst tilskynder den officielle landbrugspolitik en intensivering af produktionen med vægt på grønsagsafgrøder med høj værdi. Grønsagsavlerne gør alt for at forøge udbyttet og markeds-værdien af deres grønsagsproduktion, hvilket ofte sker uden hensyn til helbredsrisici og miljøpåvirkning.
En nyere forbrugerundersøgelse i Hanoi viste, at forbrugerne generelt har mistillid til fødevarekvaliteten. Ifølge undersøgelsen (foretaget af den franske landbrugsforskningsinstitution CIRAD) er forbrugernes største bekymring pesticidrester i grøntsager efterfulgt af hormonrester i kød og konserveringsmidler i frugt.
Økologisk landbrug baseret på internationalt accepterede standarder er først for nyligt introduceret i Vietnam. I de sidste 2-3 år har flere mindre økologiske initiativer demonstreret, at der er basis for udvikling af økologisk landbrug i Vietnam, særligt til hjemmemarkedet.
Landbrugsministeriet har i samarbejde med et new zealandsk universitet taget initiativ til at begynde udvikling af standarder for økologisk jordbrug i Vietnam. ADDAs projekt vil blive gennemført i samarbejde med dette initiativ.
I Vietnams nationale strategi for miljøbeskyttelse (2001 – 2010) er et af målene at begrænse brugen af kunstgødninger og pesticider, herunder at opmuntre til biologisk gødning (f.eks. kompost) og økologiske jordbrugsproduktionsformer.
Loven om kooperativer (1997) udgør det juridiske grundlag for nye kooperativer og indeholder principper om frivilligt medlemskab, demokratiske principper og medlems-økonomisk deltagelse. Forståelsen for hvorledes denne lov og dens regulativer skal forvaltes er imidlertid stadig begrænset på lokalt niveau. VNFU har mandat til at fremme udviklingen af landbrugskooperativer baseret på frivilligt medlemskab.
Vietnam har været dansk programsamarbejdsland siden 1993. Samarbejdet er koncentreret om fiskeri-, vand- og landbrugssektorerne. Derudover modtager Vietnam miljøbistand samt blandede kreditter og støtte under privatsektor-programmet. Det bilaterale miljøstøtteprogram i Vietnam vil fremover fokusere på bæredygtig forvaltning af kystzoner og beskyttede havområder.
Under landbrugssektorprogrammet ydes støtte til kapacitetsopbygning af Vietnamese Farmers Union (VNFU), der også er ADDAs partner i bl.a. nærværende projekt. Støtten under projektet vil være af supplerende karakter, idet der fokuseres på emner og geografiske områder, som ikke indgår i sektorprogrammet.
Der er gennemført en forundersøgelse af projektet for at vurdere ADDA og VNFUs kapacitet til at gennemføre de relativt forskelligartede og omfattende aktiviteter. Forundersøgelsen anbefalede at yde støtte til projektet med mindre ændringer.
Ansøgeren er den danske NGO ADDA (Agricultural Development Denmark Asia), der blev dannet i 1994 og har ca. 210 medlemmer, de fleste med tilknytning til dansk landbrug.
ADDA kan trække på et stærkt landbrugsfagligt netværk, herunder også indenfor økologisk jordbrug. Organisationen har som overordnet formål at medvirke til at øge levestandarden for den fattigste del af landbefolkningen i Sydøstasien.
Undersøgelsen viste, at ADDAs projektarbejde og samarbejde med partnere i Vietnam og Cambodja er velfungerende, men at organisationen bør give større opmærksomhed til arbejdet i Danmark, herunder at styrke den folkelige forankring, det strategiske arbejde og effektivisering af den hjemlige administration.
ADDA har som reaktion på kapacitetsanalysen udarbejdet en handlingsplan og indledt gennemførelsen heraf. Organisationen har omlagt og effektiviseret den hjemlige administration og øget oplysningsaktiviteterne, senest ved deltagelse i den store danske landbrugsmesse Agromek i januar 2004. ADDA har det seneste halve år øget medlemstallet med ca. 60.
Projektets vietnamesiske partner er den landsdækkende landboforening Vietnamese Farmers Union (VNFU), der blev oprettet i 1930. ADDA har gennem flere år haft et samarbejde med VNFU.
Foreningen har som overordnet formål at styrke solidaritet, gensidig hjælp og samarbejde i den socioøkonomiske udvikling af lokalsamfundene. Den har tillige til opgave at tale landbrugsfamiliernes sag over for regeringen, organisere aktiviteter om udvikling af produktionen og markedsføring af landbrugsprodukter.
VNFU er en såkaldt masseorganisation, som med sin tilknytning til partiapparatet ikke er en NGO i traditionel forstand. Forundersøgelsen fandt, at VNFU er ved at blive en mere uafhængig organisation, der med sin store udbredelse i samfundet er en meget velegnet partner for projektet.
Der vil også være samarbejdsrelationer med andre landbrugsorganisationer og myndigheder, som vil blive inddraget i projektets styregruppe.
Erfaringerne fra ADDAs igangværende projekt om IPM (integreret skadedyrskontrol) og fra det dansk-støttede bilaterale landbrugssektorprogram viser, at bortset fra gode faglige resultater og stor multiplikatoreffekt har organiseringen af landmænd omkring faglige emner vist sit værd som effektivt redskab til at fremme udbredelsen og accepten af selvstyrende borgergrupper.
Disse grupper fortsætter nemlig som oftest deres virke efter udfasningen af donorstøtte og danner tit udgangspunkt for organisering af lokalsamfundet med et bredere sigte end det snævert landbrugsfaglige.
VNFU har formelt mandat til at fremme medlemsstyrede kooperativer og viser stigende interesse for at tilegne sig og anvende brugerstyrede arbejdsmetoder som alternativ til den traditionelle topstyring.
Projektbeskrivelse
Det 5-årige projekt gennemføres i Hanoi og 4 omgivende provinser, der producerer landbrugsprodukter til de større markeder Hanoi og Hai Phong i det nordlige Vietnam.
Den primære målgruppe er småbønder i Hanoi og udvalgte omkringliggende provinser, hvor der produceres til markederne i Hanoi og Hai Phong. Mindst 1.300 landbrugsfamilier (svarende til 4.000 – 7.000 personer) bliver direkte involveret i projektet gennem træning eller deltagelse i markforsøg.
I Vietnam arbejder mænd og kvinder tæt sammen i landbruget og projektets målsætning er, at mindst 50 pct. af de direkte involverede er kvinder. Den sekundære målgruppe er forbrugerne og forhandlere af fødevarer i Hanoi og Hai Phong, som vil modtage oplysning om og markedsføring af økologiske produkter.
Som pilotprojekt og for at udvikle rammebetingelserne for økologiske jordbrug henvender projektet sig desuden til dele af regeringsapparatet, donorer og NGOer.
Projektet vil udruste interesserede landmænd med viden og færdigheder til at omlægge deres bedrifter til økologisk produktion af fødevarer af høj kvalitet. Indledningsvist bliver der markforsøg og undersøgelser i landsbyerne for at identificere muligheder og barrierer for udvikling af økologiske produktionsområder.
Udfra disse studier bliver der udarbejdet træningsprogrammer og i sidste halvdel af projektperioden holdt kurser for trænere for at opbygge kapaciteten til træningen af landmænd.
Træningen vil foregå efter Farmer Field School-metoden, der bygger på lokal gruppedannelse af landbrugere med sammenfaldende interesser. Der uddannes lokale instruktører, som varetager rådgivningen om nye metoder, typisk gennem en hel vækstsæson.
Projektet vil desuden støtte bønder i at danne en økologisk forening, øko-grupper og kooperativer med det formål at udvikle markedsføringsstrategier og interne systemer til kvalitetskontrol blandt medlemmerne.
Det er vigtigt for projektets bæredygtighed, at det spirende lokale marked for økologiske produkter konsolideres og udvides. Aktiviteterne omfatter derfor ikke kun producenter, som er den primære målgruppe.
En væsentlig del af projektaktiviteterne rettes mod afsætningssiden og omfatter forbrugerundersøgelser efterfulgt af kampagner i massemedier, messer og udgivelse af informationsmateriale m.v.
Produkterne vil være ris og grøntsager, der er de væsentligste elementer i vietnamesisk kost, men samtidig kun udgør en lille del af fødevareomkostningerne. Det vurderes derfor, at en mindre merpris på økologisk ris og grøntsager er acceptabel for mange forbrugere forudsat, at de får tillid til lødigheden af de økologiske produkter.
Målsætningen er, at mindst 10 pct. af forbrugerne i Hanoi og Hai Phong har viden om økologiske produkter, og at mindst 20 pct. af denne gruppe har købt økologiske produkter ved projektets afslutning. Projektet vil desuden nærmere undersøge mulighederne på eksportmarkedet med særlig vægt på handel med andre lande i regionen.
En vigtig aktivitet vil være udvikling af rammebetingelserne for økologisk jordbrug, herunder en uafhængig mærkning i samarbejde med landbrugsministeriet og andre organisationer. Et certificeringssystem vil give forbrugerne en garanti for lødigheden af økologiske produkter i modsætning til den nuværende ukontrollerede markedsføring af ”grønne” og ”sikre” grøntsager.
Certificeringsafgifter vil også medvirke til at finansiere kontrolsystemer mv. Der bliver desuden undersøgelser og forsøg for at finde egnede økologiske gødninger og andre inputs, og de deltagende institutioner vil opbygge deres kapacitet i at træne og rådgive landmænd i økologiske dyrkningsmetoder og regler, markedsføring og organisering.
Økologisk jordbrug er kommet til Vietnam for ganske nylig og kendskabet til principperne herfor er derfor begrænset. Støtten til udvikling af økologisk jordbrug har derfor trods den gode overensstemmelse med landets miljøpolitik været begrænset. Projektet vil bidrage til en øget opmærksomhed og forståelse for den økologiske produktionsmetode og herved fremme udviklingen af økologisk jordbrug i Vietnam.
Udviklingsomkostningerne til forsøg og afprøvninger udgør en forholdsvis stor del af udgifterne i den indledende del af projektet. I den afsluttende del fokuseres i stigende grad på udbredelse af indhøstet erfaring og kapacitetsopbygning af producentorganisationer og VNFU.
Forankringen i VNFU og kapacitetsopbygning af organisationen inden for økologisk jordbrug og brugerstyret medlemsarbejde tjener bl.a. til at sikre bæredygtighed af den produktions- og markedsstruktur, som projektet medvirker til at fremme.
Budget
Det samlede projektbudget over 5 år udgør 13,4 mio. kr., hvoraf investeringer tegner sig for 0,6 mio. kr. Aktivitets- og driftsudgifterne er budgetteret til 4,2 mio. kr. Udsendte medarbejdere er budgetteret til 3,7 mio. kr. og udgifterne til lokale medarbejdere udgør 1,5 mio. kr.
Lokal administration, projektrelateret oplysning og evaluering er samlet budgetteret til 1,3 mio. kr. Budgetmargin er sat til 1,1 mio. kr., og endelig er ADDAs udgifter til administration i Danmark sat til 0,9 mio. kr.
Hertil kommer bidrag fra den vietnamesiske samarbejdspartner i form af medarbejdere, kontorlokaler, faciliteter til forskning og træning og kontoromkostninger (vand, el, m.m.) – i alt ca. 0,9 mio. kr.
Væsentlige risikoelementer
Der er risiko for, at der mod forventning ikke kan skabes et marked for økologiske produkter i Vietnam. Det søges imødegået ved at afprøve forskellige produkter og derved forskellige dele af det lokale marked.
Brugerstyrede projektaktiviteter er stadig ikke almindelige i Vietnam. Der kan være risiko for, at den begyndende accept af denne tilgang mister politisk accept. Denne risiko forsøges imødegået ved inddragelse og påvirkning af VNFU samt ved at tage udgangspunkt i faglige snarere end ideologiske funderede aktiviteter.
Kilde: www.danida.dk